
Overvejer du at date en hestepige? Så skal du selvfølgelig være forberedt på, at der følger en hest med i pakken. Og ja, den kommer til at tage både tid, opmærksomhed og sandsynligvis også en ret stor del af hendes penge.
Men lad dig ikke skræmme helt væk endnu. For hestepiger har faktisk en hel del at byde på – og nogle af fordelene er måske lidt bedre, end du lige havde regnet med.
Her får du 10 ret gode grunde til at date en hestepige:
Lad os bare starte med en af de mere åbenlyse fordele. Ridetights er ikke ligefrem kendt for at være løstsiddende, og de lange ridestøvler gør heller ikke nødvendigvis noget dårligt for looket.
Så næste gang hun spørger, om du vil med en tur i stalden, er svaret måske alligevel ikke så svært.
Når en hestepige siger: “Jeg smutter lige i stalden”, skal du ikke hænge dig alt for meget i ordet lige.
En hurtig tur kan på mystisk vis udvikle sig til flere timer, og det betyder masser af tid til dig. Se fodbold, spil PlayStation, tag ud med vennerne eller smid dig på sofaen med den serie, I alligevel aldrig kan blive enige om.
Hun kommer hjem på et tidspunkt.
Hun svarer ikke på din besked? Hun er nok i stalden.
Hun er væk hele søndag? Sandsynligvis stalden.
Hun sagde, hun ville være hjemme for en time siden? Jep. Stadig stalden.
Det er egentlig meget praktisk. Du behøver sjældent bruge lang tid på at gætte, hvor din kæreste befinder sig.
Der er næsten altid et eller andet, hun ønsker sig. Nyt ridetøj, noget til stalden eller endnu en ting til hesten, som du ikke anede, at en hest havde brug for.
Problemet opstår først, når du beslutter dig for selv at købe det.
For den skal selvfølgelig være i den helt rigtige størrelse, model og farve og nej, den mørkeblå er ikke den samme som den anden mørkeblå, hun allerede har.
Et godt råd? Bed om et link.
Du behøver ikke gå helt i panik, næste gang der slipper en ud på sofaen. En hestepige har trods alt tilbragt rigtig mange timer i selskab med et dyr, der ikke ligefrem holder sig tilbage på den front.
Og lad os bare sige det sådan: Når man først har stået placeret i den helt forkerte ende af en hest på det helt rigtige tidspunkt, skal der altså lidt til at imponere.
Du behøver ikke nødvendigvis planlægge den helt store romantiske overraskelse for at score point.
Kom forbi med en varm kaffe på en kold dag. Tag hendes yndlingssnack med til stalden. Spørg ind til hendes hest, eller tilbyd selv at tage med en tur i stalden.
Nogle gange er vejen til en hestepiges hjerte overraskende kort. Især hvis der er snacks involveret.
Livet med heste er ikke kun hyggelige rideture, flotte billeder og nus på mulen.
Der skal også slæbes, bæres, ryddes op og ordnes praktiske ting. Derfor er din hestepige sandsynligvis heller ikke typen, der står og venter på, at andre klarer det hele for hende.
Det kan du meget vel blive glad for, næste gang der skal samles et skab, flyttes møbler eller bæres noget tungt.
Ja, den skriver næsten sig selv og selvfølgelig skulle den med.
Hun har brugt time efter time i sadlen og har sandsynligvis både balance, rytme og en hel del erfaring. Så vi lader dig selv afgøre, om det er en kompetence, der kan bruges andre steder.
Mudder på bukserne, hestehår på trøjen og beskidte støvler er ikke ligefrem ukendte fænomener for en hestepige.
Hun har for længst accepteret, at man ikke altid kan holde sig helt ren, når heste er en del af hverdagen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal stoppe med at gøre rent derhjemme.
Okay, vi slutter lige på en lidt mere kærlig note.
For uanset om du selv forstår fascinationen af heste eller ej, er der noget ret fedt ved at være sammen med en person, der virkelig brænder for noget.
Hun har en hobby, et fællesskab og noget, der kan gøre hende helt urimeligt glad. Og hvis du spørger ind til det, tager med i stalden en gang imellem og lærer bare en smule af det sprog, hun taler, når hun fortæller om hesten, skal du nok score nogle ekstra point.
Du skal bare acceptere én lille ting: Der er allerede en anden i hendes liv, som fylder rigtig meget, koster en mindre formue og får en hel del af hendes opmærksomhed.
Og den konkurrence kommer du næppe til at vinde.