Aqatræning, hvor hesten går på et bånd fyldt op med vand, bliver stadig mere populært. Sandie Kjær, der har arbejdet med heste og aquatræning i over 20 år med virksomheden Healthy Horse, kan om nogen svare på, hvorfor det er så godt. Vi har stillet Sandie 10 spørgsmål om brugen af vandbånd, som kan gøre dig klogere på, hvad træningsformen går ud på og hvilke heste, den kan hjælpe. Kort fortalt er hendes konklusion, at alle heste kan drage fordel af en skvulpende gåtur.
Hvad er de overordnede fordele ved at træne hesten på vandbånd?
Der er utrolig mange fordele ved aquatræning. Hesten får styrket sin overlinje, balance og koordinationsevne. Især heste med seneskader, ryg og bevægelsesproblemer har stor gavn af aquatræning på vandbånd, da heste, der går i vand, er nødt til at bruge alle fire ben lige meget. Hesten arbejder derfor korrekt gennem hele kroppen. Man bygger hestens muskulatur op uden belastning af sadel og rytter. Dette er en stor fordel under et genoptræningsforløb, men kan også bruges som et led i den daglig træning. Desuden elsker heste at gå på vandbånd, hvilket betyder, at det giver en positiv træningsoplevelse, som styrker den mentale sundhed.
Hvorfor mener du, aquatræning er blevet så populært inden for de senere år?
Jeg har arbejdet med aquatræning i over 20 år og har gennem åren set en stødt stigning i brugen af denne træningsform. Det er ganske enkelt fordi, det er en utrolig effektiv måde at træne og genoptræne heste på, når det bliver brugt korrekt.
Heste, der går i vand, er nødt til at bruge alle fire ben lige meget.
Hvad kan man eventuelt gøre forkert, når man træner sin hest på vandbånd?
Det er utrolig nemt at ødelægge en hest på et vandbånd. Hestene elsker det og viser ofte ikke, når de er ved at få for meget. Personen, som står ved båndet, har derfor en afgørende rolle i at kunne vurdere, hvornår hesten er ved at blive træt, om den bruger sig selv korrekt igennem hele kroppen. Vedkommende skal i det hele taget være dygtigt til at analysere hestens bevægelsesapparat. Desuden er det supervigtigt, at man tager udgangspunkt i hestens dagsform, så man hver dag vurderer, hvor meget vand, den skal have, og hvor hurtig og hvor lang tid, den skal gå. For meget vand, indspændiger og andre hjælpemidler giver ofte et falsk indtryk af hesten og er derfor ikke noget, jeg bruger.
Hvilken betydning har vandets temperatur?
Jo koldere, jo bedre. Ligesom ved vinterbadning er vandets kølige temperatur med til at øge blodcirkulationen. Det er dog en dyr omgang, hvis man skal køle så meget vand ned, at jeg ofte kører med en temperatur, der er afgjort af vejret.
Hvor stor en mængde vand skal der være på båndet for, at hesten får det optimale ud af det?
Vandmængden afgør belastningsgraden af træningen. Det er derfor af stor betydning, at man er i stand til at vurdere præcis, hvor meget hver enkelt hest skal have. Vandmængden skal også tilpasses en eventuel skade. Ved rygproblemer ønsker vi for eksempel, at hesten bruger ryggen mest muligt, og derfor skal der mere vand til. Heste med knæskader som ikke er klar til store gennemtrædninger skal derimod have meget lidt vand. Det er ikke et must, at hesten skal gå i en høj vandmængde for at bruge sig godt. Det er meget individuelt fra hest til hest i hvilken vandmængde, de bruger sig bedst.
Kan alle typer af heste trænes på vandbånd?
Alle heste har godt af aquatræning uanset race, alder og størrelse. Der er visse skader, som gør, at man skal være lidt forsigtig, men som udgangspunkt kan træningen tilrettelægges stor set alle heste.
Vi har reddet et hav af heste, der skulle have været aflivet. Jeg er dybt taknemmelig for at have så givende et job, hvor man hver dag føler, at man gør en forskel.
Kan man få det samme ud af at trække eller ride sin hest i vandkanten på stranden?
De fleste heste elsker at komme på stranden, og man kan give den en skøn “feelgood”-oplevelse. Men det er svært at simulere det, som vandbåndet gør. På vandbåndet kan du sætte et fast tempo, du får et jævnt stødabsorberende underlag, og hesten er fuld koncentreret om jobbet. Det er svært at opnå på en tur ved stranden. Rent mentalt kan hesten dog have stor glæde af en tur på stranden.
Har du nogensinde hørt om eller oplevet, at en hest er kommet til skade på et vandbånd?
Alt med heste kan være farligt, og det er heller ikke ufarligt at sætte heste og maskiner sammen. Man skal være enormt dygtig til at aflæse en hests kropssprog, så man undgår farlige situationer. Heste er jo store dyr, som pludselig kan reagere voldsomt. Vælg derfor professionelle folk, når de skal håndtere din hest i en maskine. Jeg har på 20 år haft tre kedelige oplevelser, men ingen af hestene kom alvorligt til skade.
Har du en succeshistorie fra aquatræningens verden, som du gerne vil dele?
Jeg kunne skrive en hel bog om succeshistorier ved brug af aquatræning. Jeg har en hest med brækket bækken og hofte, som vi har fået op igen. Den endte med at kunne tilrides, gå til sadelkåring og blev nummer to. Vi har haft en hest med et brækket ben, som blev 100 % i orden som ridehest. Et føl med en brækket skulder, som klarede den. Og et utal af alvorlige skader, som hestene er dømt ude på, men som er kommet tilbage i sporten igen. Sammen med First Horse Forsikring har vi reddet et hav af heste, der skulle have været aflivet. Jeg er dybt taknemmelig for at have så givende et job, hvor man hver dag føler, at man gør en forskel.
Hvad synes du ellers er vigtigt at fremhæve ved træning af heste på vandbånd?
Vi har mange heste, som står foran deres “sidste chance”, men vi elsker også at lave det forebyggende arbejde som for eksempel at styrke den unge hest inden tilridning og kåringer. Det er en sund måde at træne på, og så er det enormt lærerigt for hestene og styrker dem mentalt. Vores heste er atleter, og derfor må vi passe på dem og gøre alt, hvad vi kan, for at holde dem fitte fysisk som vel som psykisk. Derfor synes jeg, at alle heste fortjener en wellness-dag. Alle heste fortjener en tur på et vandbånd