Så må vi igen i Danmark igen sige farvel til en potentiel tophest. Buddet på hingsten Cellestin SEKT blev simpelthen for stort, lyder det fra sælgeren af den præmierede hingst.

Jesper Lund Kristensen fra Lykkegaard fortæller at den danske præmiehingst Cellestin SEKT nu er blevet solgt som avls- og sportshest til USA, hvor det er planen at hingsten fortsat skal virke som avlshingst sideløbende med at han bliver videreuddannet i sporten. – De ville have ham, og de har købt flere af hans afkom med. Cellestin laver rigtig flotte føl, men buddet på hingsten blev simpelthen for højt, fortæller Jesper. Cellestin påpegyndte rejsen til USA i går søndag.

Da Cellestin SEKT blev fremstillet til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i 2013 viste han kåringens flotteste løsspringning, og han blev honoreret med 9,5 for kapacitet og teknik, og fik plads i præmieringen. Hingsten er efter Chelly’s Z med A-dur til morfar og trukket på den samme hoppestamme, som bl.a. har givet den dobbelte World Cup-vinder Andante og opdrættet af Bo Christensen. Hingsten blev solgt på forårsauktionen som dyreste hingst til en pris af 400.000 kr. Det var et team bestående af Jens Trabjerg, Jesper Lund Kristensen (Lykkegaard), Martin Schougaard (Stald Mak) og Peter Moes Enemark (PC Horses), som købte hingsten. Cellestin SEKT bestod sin 10-dages observationstest, og sluttede i år på tredjepladsen i Unghestechampionatet, hvor han blev redet af Charlotte Schreiber til sejr i første runde.

Kilde: Dansk Varmblod

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.