Det er selvfølgelig vigtigt, at alt sportssikkerhedsudstyr er underlagt de helt rigtige test, også selv om det er en kende træls, at vente på at nye sikkerhedsstandarder for test bliver godkendt. Gennem længere tid (siden oktober 2014) har vi ventet på at Europa-kommissionen får færdigudviklet en ny teststandard for bl.a. ridehjelme og den lader vente på sig lidt endnu.

Heldigvis har Dansk Rideforbund i samarbejde med de andre nordiske rideforbund udarbejdet et fælles nordisk regelsæt, så alle ryttere ved hvilke hjelme der er godkendt i overgangsperioden.

De fælles overgangsregler fra de nordiske rideforbund:

1. Din ridehjelm er godkendt t.o.m. 31. december 2016, hvis den er:
CE-mærket og produceret før 4. november 2014, og er typetestet i henhold til standard EN 1384.

2. Din ridehjelm er godkendt UDEN øvre tidsgrænse, hvis den er:
CE mærket og produceret efter 4. november 2014, og har undergået den nye foreløbige typekontrol. Dette er en midlertidig metode, som er mærket VG1 01 040.

Hvorfor en ny standard?

Europa-Kommissionen er af den opfattelse, at den tidligere standard for afprøvning af bl.a. ridehjelme er utilstrækkelig. Nu afventer kommissionen, at den nye standard bliver udviklet, og den skal indeholde kriterier som:

– Stødabsorbering fra flere vinkler end bare et direkte fald og med større kraft.
– Bedre modstand mod indtrængen af skarpe genstande.
– Bedre sidestabilitet til at modstå kraftige slag fra siden.
– Stor sikkerhedsflade uden at påvirke hørelsen.
– Hjelmen skal ikke påvirke synsfeltet.
– Hjelmen skal være stabil, og den må ikke bevæge sig på hovedet, mens man rider.

Kontrollér din hjelm jævnligt og altid efter fald fra hesten

Taber du din hjelm eller er du så uheldig at falde af hesten og støde din hjelm, så er det vigtigt, at du får tjekket din hjelm og sikrer dig at ridehjelmens skal er intakt.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.