DM i Military for Senior og Junior/Youngriders afholdes for femte år i træk, med Sportsrideklubben som vært for det populære internationale militarystævne; Copenhagen Eventing fra den 3. – 5. juli. Og igen i år bliver der ud over to internationale klasser CIC1* og CIC2* også kæmpet om danmarksmesterskabet for Seniorer og Juniorer/Ungryttere.

Dressur og ridebanespringning afvikles i den smukke Bernstorffspark i Charlottenlund ved København og terrænridtet på Niels Martinsens fantastiske ejendom, Lundegården i Høsterkøb.

Mere sikkerhed i militarysporten – Sportsrideklubben går i front.

Internationalt er der stort fokus på at gøre militarysporten og især er terrænridtet mere sikker for heste og ryttere. Derfor er der de seneste år udviklet sikkerhedssystemer til de typer terrænforhindringerne, som man erfaringsvist ved kan udgøre en risiko.

Sportsrideklubben har netop bestilt 30 nybyggede forhindringer til det store internationale stævne i juli. Hele 6 af disse nye forhindringer er monteret med det svenske og FEI godkendte sikkerhedssystem MIM.

MIM systemet betyder, at forhindringen kollapser, hvis en hest rammer hårdt ind i eller lander på forhindringen. Systemet er designet til at mindske faren for rotationsfald og minimere de skader, som ellers ville kunne opstå. Hvis en forhindring kollapser og systemet udløses, er det let for officials at samle forhindringen igen og montere et nyt MIM beslag.

Jakob Leth fra Sportsrideklubben fortæller ’Når vi holder et internationalt stævne, vil vi gerne sikre at alle aspekter ved stævnet er i top. Det gælder baner, officials, forhold for heste og ryttere. Og altså også de forhindringer, som vi beder ekvipagerne springe. Vi har derfor valgt at investere en betragtelig sum i at få bygget nye og langtidsholdbare forhindringer hos Christian Zehe, som er en dygtig tysk banebygger. Forhindringerne kommer vi til at få glæde af til Copenhagen Eventing i mange år fremover og vi har da også fundet god indendørs opbevaring til dem, når de ikke er i brug’.

Erfarne internationale kræfter

Både banebygger og jury bliver international til Copenhagen Eventing. Tyske Christian Zehe står bag terrænbanens udformning. Engelske Judy Hancock bliver juryformand. Hun kommer til København med masser af erfaring fra sin egen rytterkarriere, hvor hun bl.a. har redet 4* stævner som Badminton og Burghley. Hun har desuden dommererfaring fra store stævner i Skotland, Irland og England, hvor hun bl.a. var med bag kulisserne til OL i London.

Et andet jurymedlem er svenske Charlotte Hamilton. Hun er selv passioneret avler, dressurrytter og træner med dommererfaring fra adskillige internationale militarystævner. Chief Steward er, som de sidste fire år, svenske Catharina Fransson. Hun er sammen med sit team en uvurderlig støtte i forhold til afviklingen af stævnet. Catharina er i øvrigt udpeget af FEI til også at være Chief Steward til EM for ponyer i Malmø senere på året. Den teknisk delegerede bliver den erfarne danske Peder Rosted, der har status som National og 3/4* TD. Peder har tidligere styret internationale stævner, Nordisk Mesterskab og Copenhagen Eventing sikkert i mål.

Se mere om Copenhagen Eventing 2015 her.

Følg stævnet på facebook.

Kilde: Copenhagen Eventing