Det var flot præstation da Danmark hev yderligere tre gange holdguld i land her til aften ved dette års NM i dressur og paradressur i Aalborg, da også kategori II-ponyrytterne, U25-rytterne og paradressurrytterne sikrede sig guldet. Det blev også til fire ud af fem mulige individuelle guldmedaljer i paradressur, og dermed er holdkonkurrencerne og de individuelle mesterskaber i paradressur afsluttet, og både dressur- og paradressurrytterne skal nu videre i jagten på de individuelle kür-medaljer.

Danmark gjorde helt rent bord, da de sidste medaljer i holdkonkurrencerne i dag blev uddelt. Kat. II- ponyrytterne, U25 og paradressurrytterne havde i løbet af dagen kunnet se de øvrige danske hold sætte alle konkurrenterne til vægs, og derfor var der noget at leve op til, da de skulle i ilden i eftermiddag. Men de sørgede altså for, at hele dagen blev én lang guldregn over de danske ryttere.

Igen leverede Anne Sophie Sørensen og Jumanji en super præstation og blev dagens bedste rytter hos kat. II-ponyrytterne. Anne Sophie Aaen og Schambuka Sølyst leverede dagens bedste danske præstation hos U25-rytterne – men det var svenske Ida Kristoffersen, der her hev dagens højeste score hjem med Polex TP (69,97 %).

Susanne Jensby Sunesen og Thy´s Que Faire leverede topscoren 73,82 % i paradressuren. Den danske paradressurrytter Line Kongensgaard måtte derimod skuffet opgive at komme i konkurrence, da hendes Laponio desværre ikke var helt rentgående. Guldet i holdkonkurrencen var dog sikret, og Stinna Tange Kaastrup (grad IB), Caroline Cecilie Nielsen (grad II), Susanne Jensby Sunesen (grad III) og Camilla Christensen (grad IV) blev alle nordiske mestre i det individuelle program. På søndag venter de individuelle mesterskaber i kür.

Kilde: Dansk Rideforbund

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.