Langt de fleste kender Tina Lund. På godt og ondt. I 2013 tog Tina og ægtemanden Allan Nielsen en beslutning, som skulle vise sig at være den helt rigtige. Både for den lille familie, økonomien og Tinas indre.

Af Maria Brabrand. Foto: Christina Kayser Onsgård / Privatfoto

Når hun sidder der en tidlig morgen, smuk og næsten uden makeup, og fortæller hudløst ærligt om sit liv, er det svært at tro, hun kun er 34 år. Trods den relativt beskedne alder har hun opnået meget mere end de fleste ryttere og andre almindelige mennesker drømmer om. Tina Lund, Allan Nielsen samt deres 3-årige store kærlighed, sønnen Louis, er hjemme på ferie fra ørkenstaten Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Tinas skuldre befinder sig i et niveau, hvor alt andet end stress og travl hverdag sætter dagsordenen. De næste to måneder skal familien Lund Nielsen ikke andet end at slappe af, hygge med Allans børn Nanna Louise, Emma Sofie og Ida Marie og se den store vennekreds I København. Et tiltrængt pusterum for hele familien.

“Som 11-årig vandt hun Danmarksmesterskabet, hvilket gjorde, at hun kom i Guinness Book of Records”

DANMARKSMESTER SOM 11-ÅRIG
Tinas liv med heste startede, da hun var ni år gammel. Formentlig var eventyret startet tidligere, hvis det ikke var for familien Lunds rejsen rundt i verden på grund af faderens professionelle foldboldkarriere. I udlandet tiggede og bad de to søstre, Tina og Charlotte, om en pony, men de måtte nøjes med My Little Pony indtil familien flyttede permanent hjem til Danmark. Da det skete, skulle pigerne først bevise overfor deres forældre, at de virkelig, virkelig gerne ville ride, og det gjorde de så på en rideskole tæt på familiens hjem. Søstrene hjulede dagligt frem og tilbage til de elskede heste på deres cykler og brugte uanede mængder af tid på rideskolen, hvor det til en start bare var rideture i skoven og højpotent kærlighed. ”En ridelærer så, jeg havde talent for det, og inden længe havde min far meldt os til nogle ridelejre, hvor der også var små konkurrencer. Hvad der startede for sjov, blev hurtigt til en konkurrence. Min søster Charlotte fik en pony, som var lidt bedre end min, og så fik jeg en, som var lidt bedre end hendes. Pludselig stod vi med fem ponyer, og på det tidspunkt var vores græsplæne lavet om til ridebane, vi havde lånt naboens lade og vores garage fungerede som stald”, griner Tina. Det professionelle sportsmenneske Flemming Lund havde set skriften på væggen, og Tina Lunds karriere var allerede sat i system. Som 11-årig vandt hun Danmarksmesterskabet, hvilket gjorde, at hun kom i Guinness Book of Records.

TO SØSTRE – ET TEAM
Man kan sagtens forestille sig, at der hurtigt ville opstå et jalousidrama mellem de to søstre, der begge hurtigt viste flotte resultater, men det blev heldigvis afværget. ”Der synes jeg mine forældre har været meget dygtige, fordi de sagde til os, at det ikke var vigtigt, hvem der vandt, fordi vi var et team. Det var Lund, der vandt, og ikke en speciel person. Min søster og jeg er kun blevet så dygtige, fordi vi har fået meget støtte og opbakning. I modgang og medgang. Jeg havde talent for det, og det så min far. Jeg ville bare vinde og var fuldstændig vild for at komme ind på banen. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg ville, og det er jeg stadig ikke”, fortæller Tina.

STOR FAMILIEMÆSSIG BESLUTNING
Året 2013 var skelsættende for Tina og hendes mand Allan Nielsen. At flytte familien og forretningen Tina Lund til Dubai, var en stor familiemæssig beslut- ning. Et kæmpe stutteri skulle stort set afvikles og lejes ud, men mest af alt var det svært for Allan. Han skulle i hverdagen undvære sine tre døtre fra tidligere ægteskab, men den udfordring løste sig heldigvis på en fin måde. Allans yngste datter, Nanna Louise, ville gerne flytte med familien til Dubai det første år og gå på en engelsk skole, og efter sommerferien i Danmark i år, er det Emma Sofies tur til et spændende år i Dubai. ”Det er dejligt for Allan, og for hans piger er det en kæmpe gave at få kendskab til en ny og anderledes kultur. Det er en oplevelse for livet”, fortæller Tina.

1500x1000_Tina-Lund_01

 

SAVNEDE LOUIS
Selv har hun på egen krop mærket den ulidelige følelse af afsavn til sit barn, da de boede i Danmark. ” Efter jeg fik Louis, kunne jeg mærke, at det der med at tage af sted hver weekend til stævne i Europa, som man skal, hvis man vil være på toppen, var helt forfærdelig. Selv om jeg bare skulle til stævne i Århus, skulle jeg være væk fra familien i 4-5 dage. Jeg syntes ikke, at det var sjovt at tage af sted. Jeg ville meget hellere være hjemme”, husker Tina. I Dubai ligger alle stævner i en radius af halvanden times køretid, så Tina kan hurtigt være hjemme hos familien igen eller tage Louis med uden de store overvejelser. ”For mig er det vigtigt, at der ikke går en dag, hvor jeg ikke ser Louis”, siger Tina.

VERDENS BEDSTE MORFAR OG 12 MENTOR
For Tina var det også en stor mundfuld, at skulle fortælle sin far, at hun ville flytte til Dubai. Udover at være far og datter er de to forretningsmæssigt afhængige af hinanden og sammen drev de et stort stutteri i Danmark. ”Et par måneder efter vi havde meddelt min far, at vi ville flytte, meddelte han os tilbage, at han ville med! Det er en kæmpe hjælp for mig. Både med hensyn til forretningen og i høj grad også til Louis. Min far er en rigtig god morfar, og Louis er kæmpe stor fan af ham. For mig er det en stor gave, at have ham tæt på. Jeg er så taknemmelig”, smiler Tina.

EVENTYRET I DUBAI
Selv mener Tina, at de lever et luksusliv i Dubai. Hendes hverdag i ørkenstaten er meget anderledes og væsentligt mindre stressfyldt i forhold til, da hun boede i Danmark. Tina skal kun gøre det hun er bedst til, og ikke andet. I hverdagen har de arrangeret det sådan, at Allan afleverer Louis i vuggestuen om morgenen, så Tina kan være ude hos hestene mel- lem kl. 6.30-7.00. Klokken 13.30 er hendes arbejdsdag færdig, hvor hun henter Louis og bruger resten af dagen med ham.

I Dubai lukker institutionerne nemlig kl. 14.00. Parret er faldet godt til og de har stiftet nye bekendtskaber. ”Jeg troede, jeg ville savne mine venner i Danmark rigtig meget, men heldigvis vil alle vennerne gerne komme på besøg i Dubai. De bor hos os, når de besøger os. Meget intenst og dejligt”, siger Tina.

RIDER FOR ARABISK PRINSESSE
Tina fik hurtigt succes i Dubai, og fordi hun tidligere har solgt nogle heste til Kongefamilien i Abu Dhabi, kom hun i kontakt med prinsessen igen. ” Der skete det, at jeg blev inviteret med til et arrangement på en yacht så stor som en færge, hvor vi var 50 kvinder samlet i store rober til et Versace modeshow. Der mødte jeg prinsessen. En måned efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville ride hendes hest. Og det ville jeg gerne. Jeg har vundet meget på hesten, så hun har været ekstremt glad. Jeg håber, hun giver mig lidt flere heste i næste sæson”, griner Tina. Hun er også den første kvinde, der underviser en lokal mand med høj status i Dubai. Den lokale, fine mand har opnået gode resultater hos Tina, hvilket har medført, at andre også har turde tage skridtet. ”Det tog mig halvandet år at komme dertil, og det siger noget om, hvor meget tålmodighed man skal have i Dubai”, fortæller Tina.

Sidste år kunne hun tilføje endnu en fornem pris til sit imponerende CV. Nem- lig prisen som den bedste rytter blandt mænd og kvinder og med de fleste point i UAE (De Forenede Arabiske Emira- ter) nogensinde. En prestigefyldt pris og en check på 200.000 kroner.

VENTELISTE PÅ UNDERVISNING
Livet og forretningen i Dubai går så godt for den professionelle springrytter, at man skal skrive sig på en venteliste for at få undervisning af Tina Lund. Derudover har Tina og hendes far samlet et ungdomsteam i Dubai.

“Jeg havde brug for at vise mig selv igen på ny og nå nogle nye mål”

GENOPFUNDET SIG SELV
I Dubai er pengepræmierne lidt større og der er større muligheder rent vejrmæssigt i forhold til de lange, kolde vintermåneder i Danmark. Tina Lund havde brug for at genopfinde sig selv i nye omgivelser. ”Jeg er blevet Danmarksmester 19 gange, set alle stævnerne i Europa, redet Europamesterskaberne og vundet World Cup to gange, og jeg tror, jeg har 12 rekorder herhjemme. Jeg har prøvet det hele. For mig var det gentagelser. Ikke at det ikke var hårdt nok at vinde, for det er det jo, men… Jeg savnede ny inspiration, motivation og nye forretningsforbindelser. Jeg havde brug for at vise mig selv igen på ny og nå nogle nye mål”.

FUNDET LYKKEN
Tina lægger ikke skjul på, at hun får tingene til at hænge sammen nu på en langt bedre måde, og at hun har fundet lykken i Dubai. ”Jeg føler, jeg kan være en rigtig god mor, fordi jeg har meget tid sammen med Louis. Hjemme i Danmark arbejdede jeg så hårdt og så meget for at få det til at løbe rundt, og i Dubai kan jeg arbejde en brøkdel af, hvad jeg gjorde før og stadig tjene flere penge. Når jeg kører fra rideklubben, har jeg fri, og jeg elsker det. Jeg har meget mere frihed og meget mere tid til det jeg gerne vil. Jeg kan dyrke min sport på et højt plan, jeg kan være sammen med mit barn og Allan og jeg kan bruge en hel del tid sammen og få nogle fantastiske oplevelser. Der giver et nyt pust af energi og det er dejligt”.

1500x1000_Tina-Lund_03

MÅSKE LANDSTRÆNER
Tina lavede en liste som 20-årig over det, hun ville opnå og den er ikke overrasken- de for længst opfyldt. Fremtidens liste for den topprofessionelle springrytter, er at gøre det, der gør hende glad og lykkelig samt være et sted, hvor der er sjovt og udfordrende. ”Jeg kunne godt tænke mig at tage nogle kompetencegivende NLP-kurser og så blive landstræner på et tidspunkt. Det spændende ved ride- sporten er, at man ikke er begrænset til ridebanen. Man kan undervise, man kan sælge heste, man kan være landstræ- ner, holde foredrag og man kan avle. Min karriere stopper jo ikke. Jeg skal bare blive ved med at udvikle mig selv”, siger Tina Lund. Hun nyder at ride for andre mennesker, og det er nyt for hende ikke at ansvaret for en hel gård og alt hvad det indebærer. Det var et 24 timers hårdt arbejde, som hun ikke savner.”

FREMTIDEN
På det professionelle plan er Tina ikke afvisende overfor, at familien drager videre til et andet land, når livet i Dubai er forbi. Selv kunne hun godt tænke sig at prøve sporten i USA, nærmere bestemt i Wellington i Florida, hvor hendes veninde, Georgina Bloomberg (datter af tidligere borgmester i New York, Michael Bloomberg) har sin base som professionel springrytter. På det private plan bliver Louis helt sikkert storebror inden for en overskuelig fremtid, men lige nu skal den lille familie først og fremmest tage hul på tredje sæson af eventyret i Dubai efter den velfortjente ferie i Danmark.

 

FAKTA

NAVN: Tina Lund

FØDT: 14. januar 1981

CIVIL STATUS: Gift med tidligere fodboldspiller Allan Nielsen

BOPÆL: Dubai, Forenede Arabiske Emirater

BARN: Louis på 3 år

BONUSBØRN: Nanna Louise på 11 år, Emma Sofie på 15 år og Ida Marie på 18 år.

BEDSTE RESULTAT: To World Cups som eneste kvinde, Europamester som den eneste dansker og så at blive kåret som bedste rytter i hele UAE

FAVORIT HEST: Lanthanid, hingst Tina har haft siden 2002 (danmarksmester, europamester og nordisk mester samme år)

FORBILLEDE: Den tyske professionel- le springrytter Markus Ehning

SPORTSLIGT RITUAL: Ingen

MOTTO: For at vinde bamsen, må man tage chancen

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.