Brian og Charlotte Bech-Hansen fra Tallin Farm i New Jersey, USA, er så begejstrede for afkommene efter den danske elite- og sølvmedaljehoppen Hot Line, at de nu også har købt en af hendes guldmedaljedøtre.

De to danske varmblodsheste og halvsøskende, guldmedaljehoppen Hot Cherié P og finaleføllet i Dansk Varmblod Falino PH, er på vej til USA, hvor de skal bo på Tallin Farm i New Jersey sammen med deres halvbror Charmeur PH.

De nye ejere Brian og Charlotte Bech-Hansen er så begejstrede for hoppestammen, og hvad den har præsteret, at de nu er de lykkelige ejere af tre afkom af elite- og sølvmedaljehoppen Hot Line e. Come Back II/ Prince Mab XX fra Mogens Nielsen i Tjæreborg. De ejede i forvejen den 2-årige hingst Charmeur PH e. Cabachon, da de ved Dansk Varmblods Elitefølauktion i år investerede i finaleføllet Falino PH e. Favorit Ask.

– Det er en fantastisk hoppestamme, der har produceret det ene super afkom efter det andet, og da vi var heldige at erhverve os Falino på Elitefølauktionen, besluttede vi os for at kontake Mogens for at se, om han var klar til at sælge guldmedaljehoppen Hot Cherié P, udtaler Brian Bech-Hansen.

Det er meningen, at Hot Cherié P e. Chico’s Boy skal gå i sporten og derefter være avlshoppe på farmen i New Jersey, hvor Brian og Charlotte avler Danske Varmblods heste på importerede hopper. Planen er fremvise Charmeur som hingsteemne, når den danske avlsledelse i 2016 igen kommer til USA.

Med importen af Hot Cherié P og Falino PH har Hot Line intet mindre end fire afkom i USA, i det hendes søn Cash Inn e. Carson Ask går i huntersporten.

Kilde: Dansk Varmblod

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.