Hingstekåringen er i fuld sving, og flere af de lækre firbenede hingste har allerede været i Jyske Bank Boxen. En af dem der var i arenaen her til aften var Katrinelunds Tin-Tin, som er ejet af Ib Kirk. Ib er tredje generation af familieavlere på Katrinelund, og selvom Ib har haft mange hingste med til Hingstekåringen gennem flere år, så er Tin-Tin den første, som han selv har avlet.

Ib havde sin debut som avler allerede som 13-årig, hvor han fik sit første ponyføl. Både Ibs far og farfar avlede heste på gården Katrinelund, som ligger på Mors. Ib har haft stor succes gennem årene med flere heste, men i år er det første gang han har sit helt eget hingsteafkom med, som er født på gården.

Jeg forventer mig meget af Tin-Tin. Han har ikke vist nogen svagheder, så jeg ser ikke nogen begrænsninger for ham i sporten. Han har en unik afstamning med meget A-blod – trakehner, og så er han meget velgående og ridelig. Derudover har han en vældig afbalanceret og god galop med et stort spring. En moderne type som jeg forventer kan færdigkåres i år – han er i god form,” fortæller Ib.

Katrinelunds Tin-Tin blev kåret sidste år som 3-års med karakteren 9 i type. Han rides af nyuddannet berider Gabrina Geib, som er en af de 12 ansatte på Katrinelund. Stutteriet har i alt 15 heste med til årets hingstekåring, hvoraf ni af dem er hingste. Resten skal gå de internationale klasser.

Gennem generationer er der skabt et godt fundament for forretningen, som ud over hingstestationen også byder på en konkurrence- og salgsstation samt uddannelse af heste. Ib mønstrer selv hingstene i Herning, og han har også selv redet den populære avlshingst Crelido op til Sct. Georg. En hest som ellers havde sit højdepunkt i springsporten under nordmanden Stein Andressen, som Ib har et tæt samarbejde med omkring ridning af springhestene.

 

 

 

 

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.