En kongelig hest
Kong Felipe II (1527-1598) var manden, der grundlagde et kongeligt stutteri, som havde som mål at avle en hest, som på allerbedste vis havde forudsætninger for at tjene folkets interesser. Projektet med at skabe den ultimative hest, betød, at Kong Felipe brugte enorme summer fra statskassen til stutteriet. Helt op til dags dato bærer heste fra det kongelige stutteri stadig det brændemærke, som blev taget i brug allerede i 1572: Et kronet R, som senere blev udbygget med et C omkring det kronede R. Det betegnede den ypperste kvalitet af heste af Pura Raza Espanola.

Verden ligger for hestenes hove
Den kongelige hest lagde verden for sine hove på grund af dens skønhed, noble sind og de høje bevægelser, som vi også den dag i dag værdsætter hos en Andalusisk hest. Mest fordi det er kvaliteter, der adskiller den fra andre heste.

Den Spanske Hest kommer til Danmark
I 1500-tallets Danmark blev Pura Raza Espanola betragtet som det absolut ypperste indenfor rideheste. De blev brugt i kavaleriet, hvor hestens anlæg for at lave caprioler og stejle på kommando, mens den sprang frem, betød, at rytteren kunne komme ud af livsfarlige situationer, når fjenden i krigssituationer trængte sig ind på ekvipagen. På grund af hestens fortrinlige kvaliteter ønskede man at beholde den i den danske hestebestand. Det betød, at avlen af Knapstrupperen og Frederiksborgeren blev grundlagt med den Andalusiske hest som stamfader. På flere malerier af Kong Christian IV kan man se ham på ryggen af en smuk spansk hingst. Christian IV var nemlig yderst interesseret i heste, hvad der førte til, at han importerede flere spanske heste til sit stutteri for at forbedre avlen.

Fra luksus til bondehest og tilbage til barokheste
Gradvis går det ned ad bakke for den Andalusiske Hest i Danmark. Efterhånden, som behovet går fra krigsheste til heste, der er egnede til landbruget, daler interessen for Pura Raza Espanola. Senere kommer der biler og landbrugsmaskiner, som mere eller mindre overtager hestens rolle. Siden midten af 90erne er interessen for barokheste steget – og dermed har den Andalusiske hest fået en renæssance. I dag tæller bestanden omkring 450 heste, men den stiger støt.
Kilde: pre-horse. dk
Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.