SKAT laver hvert år en indsatsplan, der består af punkter som de vil være særligt opmærksomme på. Et af punkterne i år er indsatsen mod uberettiget fradrag for underskud i mikro virksomheder. Da stutterier ligger inden for denne kategori, og flere har haft underskud i en årrække, udtages mange af dem til kontrol. Flere af disse stutterier har måtte dreje nøglen om efter SKAT’s afgørelse, som kan betyde, at stutterier skal betale manglende skat tilbage samt uberettiget fradrag. Heldigvis er der gode råd at hente.

Indsatsområdet beskrevet af SKAT:

SKAT fortsætter indsatsen mod uberettiget fradrag for underskud (hobbyvirksomheder). Virksomheder, der gentagende år har haft underskud, undersøges for, hvorvidt en række rentabilitetskrav overholdes eller om de har mere karakter af hobbyvirksomhed.”

Der er to betingelser, som skal være opfyldt, når man driver et stutteri, der karakteriseres som et deltidslandbrug:

  • Det skal drives teknisk landbrugsfagligt forsvarligt.
  • Det skal opfylde betingelsen, om at regnskabet på sigt skal kunne gå i nul efter driftsmæssige afskrivninger på ejendommen og driftsmidlerne.

Stutterier vurderes således mere lempeligt end andre virksomheder, hvor der forventes at være en forretning. Specielt for deltidslandbrug er også, at de kan trække deres underskud fra i skat.

Selvom man har haft underskud i en længere periode, kan det godt være, at man på sigt kan drive stutteriet med overskud,” forklarer advokat med speciale i hobbysager Karin Østergaard Matthiasen og fortsætter:

Stutterier er kun i søgelyset i de situationer, hvor de har haft underskud år efter år. Det ser vi desværre mange, der har. Udfordringen er ofte, at værdien er i hestene. SKAT kan godt vurdere, at værdiansættelsen er for høj, hvilket også gør resultatet kunstigt højt.”

Kan stutteriejeren ikke gøre rede for, at de har opfyldt betingelserne i den periode SKAT har undersøgt, får de ofte et skattesmæk på eksempelvis manglende indbetaling af skat og tilbagebetaling af uberettiget fradrag. Karin fortæller, at stutterierne mange gange har mulighed for henstand, hvis de ikke kan betale. Hun forklarer også, at der i stutterisager kan være ekstraordinære hændelser som en død avlshoppe eller lignende, som kan betyde, at avlen sættes på standby. Det accepteres oftest af SKAT, hvilket de så tager højde for i deres afgørelse.

Vær opmærksom
Et typisk forløb i denne type sager er, at SKAT laver en bemærkning på selvangivelsen – typisk i tilfælde, hvor der har været selvangivet underskud i en årrække. Denne bemærkning skal man tage alvorligt, fortæller Karin.

Hvis man får en henvendelse fra SKAT, skal man tage det alvorligt. En bemærkning i selvangivelsen er en indirekte advarsel. Ofte når vi advokater får sagen, så har SKAT allerede truffet en afgørelse, men ved at være opmærksom og for eksempel lægge et budget, kan man komme langt.”

At lægge et budget viser, at man driver en erhvervsmæssig virksomhed og har fokus på indtjening. Fælles for alle virksomheder er, at man aldrig ved, hvad man får afsat, men man skal altid have en forventning. Jeg ser tit at stutterierne ikke har nok fokus på at nå nulresultatet, og de er tilbøjelige til at fortsætte i samme rille år efter år. Men øvelsen – indtjening versus udgifter – er en, man bør gøre år for år.”

Et andet godt råd Karin fremhæver er, at man skal søge hjælp hurtigst muligt:

Får man en henvendelse fra SKAT, hvor man bliver bedt om at indsende materiale, skal man opfatte det som om, der allerede er en sag under opsejling. Her er det allerede vigtigt, at man har fokus på, hvordan man skal håndtere sagen. Det man får skrevet eller sagt i denne fase, hænger ved i hele forløbet. Man skal derfor være præcis fra start. En formulering som at man startede, fordi man syntes at det kunne være sjovt at avle sine egne heste, hænger ved og kan hurtigt give et hobbypræg. Allerede her vil jeg anbefale, at man tager kontakt til en revisor eller advokat.”

Gode råd fra advokaten til stutterierne:

  1. Læg et budget.
  2. Vær kritisk med hvilke investeringer I vælger at trække fra i regnskabet.
  3. Får I en henvendelse fra SKAT så søg professionel hjælp med det samme.

Definition af stutteri
Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med henblik på videresalg.

Ved vurderingen af, om et stutteri anses for at være erhvervsmæssigt drevet, lægges vægt på, om

  • virksomheden drives teknisk fagligt forsvarligt.
  • antallet af heste muliggør en rationel drift.
  • virksomheden er overskudsgivende eller har mulighed for at opnå et overskud inden for en årrække.

Karin Østergaard Matthiasen er ansat ved Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.
Dem kan du følge på Horsebook her.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.