Grovfoder er en fælles betegnelse for alt, der har med græs at gøre: Altså græs, wrap, hø og lucerne. Grovfoder er meget næringsrigt, da det tilfører hesten en del af det sukker, protein og de vitaminer og mineraler, den skal bruge. Det er fiberrigt, det giver hesten tyggetid og en stor spytproduktion. Alt sammen er ting, der er meget vigtige for, at hestens mavetarmsystem fungerer optimalt. Halm er et ufordøjeligt stråfoder, der indeholder meget lidt næring, meget få fibre, det giver ikke en særlig stor spytproduktion, og det er ikke særlig godt i forhold til funktionen i hestens mave- og tarmkanal. Det er blot de stængler, der er tilbage efter produktion af korn og græsfrø.

Hesten er et steppedyr og igennem evolutionen har det været de store åbne arealer med græs, der var hestens naturlige levested. Dengang hestene levede vildt, havde de mulighed for at bevæge sig vidt omkring for at vælge, hvad de ville spise. Hesten vil i det frie liv overvejende ernære sig med græs, urter og grovere vegetationer. Og den vil spise det meste af døgnet. Hesten vil normalt kun bevæge sig i højt tempo, hvis der er fare på færde, ellers vil den gå stille og roligt rundt og afsøge føde.

Når vi med jævne mellemrum bruger hesten til ridning, kørsel eller lignende, er det de færreste der kan klare sig kun med grovfoder (græs/wrap/lucerne eller hø) ligesom i naturen. Vi er altså nødt til at tilføre noget ekstra energi for, at de kan yde det, vi gerne vil have dem til. Det er på den måde korn, kornprodukter og olie er kommet ind i hestenes fodringsunivers. Danmark er et landbrugsland, og derfor har kornet været lige ved hånden til en forholdsvis fordelagtig pris.

Energi i foder måles i foderenheder. En foderenhed er den mængde energi, der er i et kilo byg. Foderrationen for den udvoksede hest bør af hensyn til god fordøjelse bestå af minimum 50% grovfoder målt i kg tørstof. En generel tommelfingerregel for grovfoder er, at hesten skal have et kilotørstof pr. 100 kg kropsvægt. Tørstof er den mængde foder, der er tilbage, når vandindholdet er fratagetDa mange ikke er bekendt med betegnelsen tørstof, og ikke kender indholdet af tørstof i deres grovfoder, kan man ændre denne anbefaling til minimum halvandet kilo hø eller wrap per 100 kilo kropsvægt.

Du kan se i tidligere artikel: ’Din hest bliver, hvad den spiser’, hvordan man finder hestens vægt. Her kan du også læse det grundlæggende i forhold til hestens fodring. Heste der ikke er i arbejde samt ifolede hopper indtil sidste trimester, kan som regel godt klare sig med græs og et passende vitamin/mineraltilskud. En hest på 500 kg i let til moderat arbejde har brug for seks foderenheder. Ud af dette skal de tre foderenheder, som minimum udgøres af hø. Tre foderenheder svarer til omkring seks kilo hø alt efter slet og årstid.

Græs er ikke bare græs
Græsmarkens energiindhold afhænger meget af årstid, græssets sammensætning, jordbundsforhold og den pasning, man giver marken. En tommelfingerregel i forhold til markerne er, at en hektar giver græs/hø til to til tre heste. Men det er afhængig af, hvordan man passer sin mark, og om man skåner den for at blive bidt helt ned. Vil man have gode græsmarker, skal man lægge markerne om ca. hvert 3-4. år. Når man etablerer sin græsmark, er det vigtigt, at man tænker på hvilken jord man har, om der skal tages høslet, og hvordan gødningen skal være i forhold til den måde, man sammensætter græsset på.

Heste foretrækker rajgræs, men de trives bedst, hvis der er lidt variation at vælge imellem. Altså lidt timothe, hvidkløver eller andet. Man opnår den bedste udnyttelse af græsset, hvis man har flere folde, og derved kan give græsset hvileperioder.

Afgræsningen af en ny fold bør starte, når græsset er 10-12 centimeter højt og slutte, når græsset er nede på fem cm. Man skal for alt i verden fjerne de planter, der er giftige for hesten på folden. I løbet af en sommer kan der tages et til tre slet hø. Det første er det mest næringsrige.

Hesten vil i naturen gå og snuse og smage på græsset og finde ud af, hvad den har mest brug for. Vi kan, når vi planlægger folden, godt tænke det en lille smule ind. Så vi laver en fold, der er spændende for hestene. Et sted, hvor de kan bruge deres sanser, og blive lidt trætte i hovedet. Det kan vi gøre ved at plante forskellig slags vegetation med forskellig tæthed. Vi kan lave områder med læ og skygge, plante nogle træer, give dem nogle pinde, de kan bruge til at klø sig med og samtidig flytte lidt rundt på.

Når hesten græsser, udvælger den først de unge græsplanter for at få dækket sit behov for næring. De fleste græsarter er mest næringsrige, lige inden de går i frø tidligt på sommeren, derefter falder næringsindholdet. Dernæst vælger hesten ældre visne plantedele og løv for at få dækket sit strukturbehov. Strukturfoderet fylder godt i maven og har stor betydning for hestens mæthedsfølelse. Den vil i naturen først og fremmest vælge planter med højt vandindhold (vandindholdet i frisk græs er omkring 80%), højt indhold af letfordøjelige proteiner og sukkerstoffer, men meget lidt stivelse. Det står i skærende kontrast til de fodermidler, vi normalt tilfører hesten i form af korn og kornprodukter.

Græs er ikke bare græs

Hver enkelt hest har sit behov, sin kropsstruktur, sit stofskifte og sin sammensætning af bakterier og mikroorganismer i tarmene, derfor kan den samme mængde foder have forskellig effekt på forskellige heste. Der er dog visse overordnede træk.

Hesten har gennem årtusinder udviklet en lille mavesæk, der tømmes hurtigt, da den hele tiden spiser små mængder ude på stepperne. Den har udviklet en tyndtarm, der ikke er særlig lang eller særlig effektiv, da foderet ikke indeholdt korn eller olie, som er de foderkilder, der nedbrydes og optages tidligere. Den har udviklet en stor blindtarm og en stor tyktarm, der tilsammen fungerer som et kæmpe gæringskammer, hvor millioner af bakterier og andre mikroorganismer, kan nedbryde de plantedele, som mange andre pattedyr ikke kan nedbryde og få noget ud af. Den kan hente kulhydrater, proteiner, mineraler og vitaminer fra grovfoderet ved denne proces. Cellulosen og hemicellulose kan mikroorganismerne nedbryde til korte fedtsyrer, som optages i blodet. Fedtsyrerne indeholder energi, og hesten kan udnytte dem til muskelarbejde ved at omdanne dem til glukose og fedt. Grovfoderets planteceller indeholder proteiner, som hesten kan udnytte til muskelopbygning og vækst.

Hestens behov for mineraler som calcium, fosfor, magnesium, kobber og zink kan grovfoderet dække ind, hvis det er af god kvalitet. I forhold til hestens behov for elektrolytter kan grovfoderet øge et stort bidrag af hovedsagligt kalium. For heste i hårdt arbejde og specielt for distanceheste, kan grovfoderets indhold af elektrolytter være afgørende. For en god væskebalance og dermed gode præstationer. Når vi alligevel skal tilføre vitamin- og mineraltilskud, mens hesten går på græs, er det fordi grovfoder og korn i Danmark generelt indeholder for lavt et niveau af vitaminer og mineraler, og indholdet er svingende. Vitaminindholdet er højest i starten af sæsonen, men falder så i løbet af sommeren. Derudover ved de færreste præcis, hvad deres græs indeholder, og det er svært at vide, hvor meget hesten spiser. Tilføres vitaminer og mineraler, er vi sikre på, at hesten er dækket ind. Det tilføres efter vægt, alder og brug. Det er vigtigt at give vitamin og mineraltilskuddet individuelt og ikke i en foderbalje. Tildeling i foderbalje gør det for usikkert i forhold til, hvad den enkelte hest får og i hvilken mængde. En voksen hest skal ikke have det samme som en unghest.

Grovfoderet er ikke kun godt for hestens mave/tarmkanal, det har også den effekt, at nedbrydningen producerer varme. Planters cellevægge kaldes træstof, og det består af cellulose, hemicellulose og lignin i forskellige forhold. Cellulose er det let fordøjelige træstof, der findes i godt grovfoder: altså græs, hø fra første slet, grønt hø og lucerne. Lignin er det tungt fordøjelige træstof, det findes i halm, frøgræs og hø fra sidste slet.

Det er nedbrydningen af cellulose og hemicellulose, der giver overskudsvarme, og stortarmen kan dermed virke som en indre varmedunk. Heste, der fodres med store mængder hø, wrap eller lucerne har nemmere ved at holde varmen om vinteren, end heste der fodres overvejende med korn og halm.

Godt hø er rigtig godt for hestene
Hø er græs, der slås, når græsset er lige ved at sætte frø. Det tørres ude på marken, inden det presses i baller og tages ind. Vandindholdet er som regel 10-20%. Jo højere vandindhold, des større risiko for dårlig holdbarhed og mug. Godt hø er knasende tørt, har en god frisk lugt, en grønbrun farve og skal være uden for mange svampesporer og støv. Første slet hø er det, der har den største næringsværdi. Senere på året vil næringsværdien være faldet, og der vil være flere grovere stængler i høet. Dårligt hø vil have flere stængler end blade, det vil være mere gulbrunt end grønbrunt i farven og der kan være store plamager med mug og svampesporer i høet. Det er vigtigt, at man fjerner det dårlige hø, da det kan gøre hesten syg.

Tørstofindholdet i hø skal ligge på omkring 84%. Proteinindholdet skal være på syv til ti procent. Specielt kløver i græsset kan øge proteinindholdet. En grovfoderanalyse koster fra 750 kr. og opefter, alt efter hvor mange informationer, du vil have. Råaskeindholdet skal ligge på under 8%. Er råaske-indholdet højere, kan det betyde, at jorden er forurenet. Hø har et højt indhold af mineraler og elektrolytter, men vitaminindholdet er ikke det højeste, og det falder hurtigt yderligere i de første opbevaringsmåneder.

Heste med allergi og luftvejsproblemer kan reagere på høets indhold af støv og svampesporer. Når vi slår høet, slår vi jo skidt og kanel. Hesten kan ikke udvælge planterne. Man kan afhjælpe noget af problemet ved at dampe eller vande høet.

Hø er klart det konserverede grovfoder, der er bedst for de fleste heste, men det danske klima giver ikke de bedste muligheder for at lave gennemtørt hø. Der kan derfor være en del problemer med mug, skimmel og støv.

Masser af proteiner i lucerne og kunsttørret hø
Kunsttørret hø eller grønhø er snittet græs eller lucerne, der tørres i en varmluftsovn. Ved denne proces vil høet bevare sit næringsindhold langt mere intakt end hø tørret ude på marken eller som wrap. Fiberindholdet er højt og indholdet af fordøjelige fibre, er højere end i traditionelt tørret hø eller wrap. Protein, lysin og vitaminindhold er højere end i traditionelt grovfoder. Proteinmængden afhænger af, om det er kunsttørret græs eller kunsttørret lucerne. Lucernehø har et højere proteinindhold end almindeligt græshø. Lucerne har større blade, end de fleste andre græsarter, hvilket gør det mere næringsrigt, end selv det bedste enghø.

Lækker frisk grøn lucerne
Lækker frisk grøn lucerne

Da kunsttørret hø er tørret i en ovn, giver det en høj hygiejnisk kvalitet, og det giver et lavt indhold af svampesporer. Tørstofprocenten er over 90%, så risikoen for fremvækst af bakterier og svampe er ringe, og produktet er meget velegnet til allergiheste eller heste med luftvejsproblemer. Det har endvidere en god holdbarhed. Lucerne kan på grund af de store blade nemt smuldre i tørringsprocessen, og man blander det derfor normalt med lidt olie eller melasse for at binde høet sammen inden presningen. Det kan se ud som om, produktet støver, men støvet består af planter og ikke af svampesporer, så det er ikke skadeligt støv. Man kan vande høet, hvis støvet generer hesten.

Kunsttørret hø og lucerne er noget dyrere end almindeligt hø eller wrap, men er i øvrigt et super produkt.

Wrap kan være godt for allergikere
Wrap er en mellemting mellem hø og ensilage. Det har et vandindhold på ca. 20-40%. Det er græs, der er slået, og har ligget et par dage på marken. Herefter pakkes det i baller og indrulles i plastik. De iltfrie forhold konserverer græsset ved, at der sker en forgæring, hvor der dannes mælkesyre, og i det sure miljø kan gærceller, svampe og bakterier ikke vokse. Man opnår på denne måde et grovfoder af fornuftig kvalitet, der er nemt at opbevare og kan holde vinteren over. Vellykket wrap skal lugte friskt og let syrligt. Det skal være grønt i farven og ikke for brunligt.

Tørstofindholdet skal ligge på 50-70%. Er tørstofindholdet for højt, er konserveringen for dårlig. Er tørstofindholdet for lavt, er produktet ikke velegnet til heste, da de lettere vil få diarré, og risikoen for pølseforgiftning forøges. Pølseforgiftning er dyrekadavere, der utilsigtet pakkes med i det konserverede græs, og bakterier fra dyrets tarm giver forgiftningen. Forgiftningen forekommer nemmere i wrap end i hø.

Wrap

Protein- og fiberindhold kan variere lige så meget som for høet, så det er vigtigt med en analyse, så foderplanen passer. Wrappen er kun velegnet til heste, hvis den har et højt indhold af godt træstof og fordøjelige fibre. Wrap med højt energi- og proteinindhold er mest velegnet til avlshopper og ungdyr, mens wrap med højt fiber- og lavt energiindhold er mest velegnet til udvoksede heste med et lavt energibehov. Wrap støver ikke, og er derfor godt til heste med luftvejsproblemer og allergi.

Wrap med højt vandindhold, højt sukkerindhold og lav PH øger risikoen for diarré og kolik. Giver wrappen diarré, er det vigtigt at have noget godt tørret hø, som man kan supplere med, indtil mave- og tarmbalancen er genoprettet. Langvarig diarré hos hesten ødelægger bakteriesammensætningen i tarmen.

I forhold til wrap skal man være opmærksom på den begrænsede holdbarhed. Når først ballen er åbnet, holder den omkring en uge. En balle på 300-400 kg kræver et hestehold på fire til fem heste, for at de kan nå at spise den, inden den bliver dårlig. Jo tørrere græsset er, når man pakker det, des bedre er chancen for, at det ikke giver diarré, og jo mere velegnet er det som hestefoder. Til gengæld er der øget chance for mug. Vejret spiller også ind, da solskin og varme får ballen til hurtigere at gå til. Er der skimmelsvamp i ballen, kasseres de hvide partier eller undertiden hele ballen, da dette er giftigt for hesten. Ballerne kan opbevares ude, og på grund af ensileringen vil de først fryse, når temperaturen når under fem grader. Frosne baller kan også give en periode med diarré hos hestene.

Wrap er nemmere at opbevare end hø, da det kan stå ude, men det kræver en fuldstændig intakt indpakning for at holde, ellers går det til.

Halm kan ikke erstatte grovfoder
Halm er de stængler, der er tilbage efter kornproduktionen, altså et restprodukt, der overvejende består af træstoffet lignin. Lignin kan hesten ikke udnytte. Det har et energiindhold, et proteinindhold, et indhold af vitaminer og mineraler og et indhold af fordøjelige fibre, der er næsten lig nul. Det er altså ikke et grovfoder og bør ikke indgå som en faktor i foderplanen, da det ikke tilfører hesten nogen energi. Halm bør kun bruges som strøelse eller hvis man ønsker at begrænse grovfodertildelingen en anelse i en periode. Det kan være, hvis hestene får diarré, hvis grovfoderet indeholder meget protein eller hvis hesten er overvægtig. Lignin kan ikke nedbrydes i tarmen.

Hesten findeler halmen med tænderne og de stykker, det findeles i fortsætter ned igennem tarmen. Det skubbes sådan set bare videre og kan nemt give en forstoppelse, hvis det pakker sig sammen i et sving. Halm øger risikoen for mavesår hos hesten, hvis det bruges som eneste stråfoder. Halm kan øge risikoen for allergi, hvis der er for mange svampesporer i. Det er vigtigt, at halmen er helt tør, inden man presser den i baller, da den ellers vil mugne og virke kolikfremkaldende. Er halmen misfarvet eller støver den, skal den kasseres. Vårbyghalm er det, der tolereres bedst af heste. Rug- og hvedehalm har et endnu højere indhold af tungtfordøjeligt træstof end byghalm og virker derfor yderligere stoppende.

Halm kan ikke erstatte grovfoder
Halm kan ikke erstatte grovfoder

Frøgræshalm kan bruges om supplement til overvægtige heste
Frøgræs slås i græsplantens sidste udviklingstrin, altså efter at den har sat frø. Frøene sorteres fra og bruges kommercielt i landbrugsindustrien til græsplanter, og stænglerne tørres og presses til frøgræshalm. Det meste af plantens træstof består på dette trin af ufordøjeligt lignin ligesom for almindeligt halm, og det medfører et meget lavt energiindhold, et meget lavt proteinindhold, et meget lavt indhold af vitaminer og mineraler og et meget lavt indhold af fordøjelige fibre. Frøgræshalm bliver derved lige så uegnet til hestefoder som halm. Det kan dog til nød bruges som strøelse eller som supplement til overvægtige heste. Frøgræshalm har en større risiko for at indeholde støv og skimmelsvamp end almindeligt halm.

Hvis halm eller frøgræshalm bruges som eneste stråfoder, vil mikroorganismerne i tarmen blive underernærede og trives dårligt. Hesten vil få nemt ved kolik og forstoppelse, fordi både maven og tarmfloraen forstyrres, og fordi halmen ikke nedbrydes nok, men blot skubbes videre.

Kilde: Camilla Rasmussen

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.