Endnu to guldmedaljer under vesten

Ved det netop afholdte verdensmesterskab for unge dressurheste i hollandske Ermelo satte dansk varmblodsheste endnu engang præg på topplaceringerne og vandt to guldmedaljer

Ved FEI/WBFSH’s årlige verdensmesterskab for unge dressurheste deltager verdens mest lovende dessurheste og konkurrerer om medaljerne i verdensmesterskabet for 5- og 6-års heste, og som noget helt nyt fra 2016 også for 7-års heste. Mesterskabet har i en årrække været afholdt i Tyskland, men er fra i år tilbage i Holland i en treårs periode. Danmark deltog i dagene 28.-31. juli 2016 med fire heste i hver af de tre alderskategorier ved det prestigefyldte verdensmesterskab i hollandske Ermelo.

Lørdag sluttede den 5-årige danske hest Heiline’s Danciera, der blev redet af Carina Cassøe Krüth, Hobro, på en fornem fjerdeplads så tæt på medaljerne som muligt. Hoppen, der er af stamningen Fürstenball/De Niro, ejes stadig af dens avlere Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen, Odder.

I går søndag afvikledes finalerne for 6- og 7-års heste, og her var der flere dansk varmblodsheste i top 10 i begge mesterskaber. Begge verdensmestertitler blev genvundet af dansk varmblodsheste, der forsvarede deres mesterskabstitler.

Verdensmester for de 6-års heste blev hoppen Fiontini, der blev redet af den spanske OL-rytter, Severo Jurado Lopez, der er ansat hos Helgstrand Dressage i Vodskov. Fiontini, der allerede blev verdensmester sidste år i den tyske by Verden, ejes af opdrætterne Hanne Lund og Henrik Hansen fra Solrød Strand. Dommerne gav hoppen topkarakteren 10 for kapacitet, hvilket signalerer et ubegrænset fremtidsperspektiv.

Det var den tyske OL-rytter Dorothee Schneider, der red den 7-årige hingst Sezuan til sin tredje VM-titel. Det er som anført første gang, at der afvikles et verdensmesterskab for 7-årige dressurheste, og da Sezuan har vundet guld både som 5- og 6-års havde han den helt unikke mulighed for at score hattrick – og det gjorde den sorte hingst, der er avlet af Linette Jæger og ejet af tyske Arlette Jasper-Kohl og Edwin Kohl. Jubelen på det hollandske stadion ville ingen ende tage, da den populære hingst fik karakteren 10 for kapacitet af det internationale dommerpanel.

Det er hestenes oprindelse, der tæller i FEI/WBFSH’s årlige verdensmesterskab for unge dressurheste og ikke rytterens nationalitet, da det er et mesterskab for avlsforbund. Trods Dansk Varmblods ringe størrelse i forhold til de større tyske og hollandske avlsforbund, så har de danske heste historisk set taget en stor andel af medaljerne. Siden en dansk varmblodshest vandt den første medalje i Verden i 2008, er der kommet mange flere til. Faktisk 10 i alt – tre i sølv og syv i guld.

– Når man sætter det i størrelsesmæssigt perspektiv, er det imponerende, at Dansk Varmblod af mange eksperter regnes for at være det førende avlsforbund af dressurheste, for der produceres årligt langt færre føl i Dansk Varmblod end i de konkurrerende forbund, fortæller forbundets formand Jan Pedersen, der også er formand for paraplyorganisationen WBFSH (World Breeding Federation for Sport Horses).

10 UVM-medaljer til Danmark

  • 2008 sølv for 6-års: Polka Hit Nexen e. Sandro Hit/Temple Wind xx (opdr. Stutteri Nexen)
  • 2009 sølv for 5-års: UNO Donna Unique e. Blue Hors Don Schufro/Falkland (opdr. Stutteri UNO)
  • 2009 guld for 5-års: Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup)
  • 2010 guld for 6-års: UNO Donna Unique e. Blue Hors Don Schufro/Falkland (opdr. Stutteri UNO)
  • 2014 guld for 5-års: Sezuan e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Linette Jæger)
  • 2015 sølv for 5-års: Fiontina e. Fassbinder/Blue Hors Romanov (opdr. Hanne Lund og Henrik Hansen)
  • 2015 guld for 5-års: Fiontini e. Fassbinder/Blue Hors Romanov (opdr. Hanne Lund og Henrik Hansen)
  • 2015 guld for 6-års: Sezuan e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Linette Jæger)
  • 2016 guld for 6-års: Fiontini e. Fassbinder/Blue Hors Romanov (opdr. Hanne Lund og Henrik Hansen)
  • 2016 guld for 7-års: Sezuan e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Linette Jæger)

Se stævnets resultater HER.

Kilde: Dansk Varmblod

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce