De danske dressurponyer vandt i dag EM sølv i holdkonkurrencen på Vilhelmsborg. Holdet bestod af Victoria Cecilie Bonefeld Dahl/Gambys Hanneken WE, Kristian Würtz Green/Lilo L, Sara Aagaard Hyrm/Der Harlekin B og Louise Christensen/Vegelins Goya. Tre af de danske ekvipager var individuelt i top 8 i mesterskabsklassen, og her sluttede Louise og Goya på en flot 3. plads.

Det danske sølvhold med holdleder Rigmor Kristensen (Dansk Ride Forbund)
Det danske sølvhold med holdleder Rigmor Kristensen (Dansk Ride Forbund)

Flotte ridt af de danske ponyryttere
15 nationer kæmper om medaljer ved dette mesterskab i dressur, og Danmark kom rigtig godt fra start i går, idet Kristian Würtz Green og den velgående Lilo L opnåede 71,460% og Victoria Cecilie Bonefeld Dahl og Gambys Hanneken WE fik 70,231%. De to ridt sikrede Danmark en foreløbig 2. plads i mesterskabet. I dag blev anden afdeling af mesterskabet redet, og her var Sara Aagaard Hyrm og Der Harlekin B og Louise Christensen og Vegelins Goya på banen. Det blev igen i dag til rigtig flotte ridt, og Sara opnåede 72.436%, mens Louise red til 73.615%. Samlet opnåede Danmark 217.513%, og sølvmedaljerne var i hus. Guldet gik til favoritterne fra Tyskland, der samlet set opnåede 222.666%, mens Holland vandt bronze med 216.077%.

Alle de danske ryttere viste fremragende ponydressur, og alle på holdet red til over 70%. Bedste danske ekvipage blev Louise Christensen og hendes meget velredet pony Vegelins Goya, som altså individuelt sluttede helt fremme i feltet og blev nr. 3.

Louise Christensen og Vegelins Goya - i top 3 (Dansk Ride Forbund)
Louise Christensen og Vegelins Goya – i top 3 (Dansk Ride Forbund)

Dressurponyerne er på banen igen i morgen kl. 12.00, hvor den står på første afdeling af det individuelle mesterskab. Her skal Victoria Cecilie Bonefeld Dahl på ride kl. 14.06. De tre andre danske ekvipager rider i den anden afdeling af det individuelle mesterskab torsdag kl. 8.00.

Se hele resultat her.

EM på Vilhelmsborg

Kilde: Dansk Ride Forbund

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.