Seks unge kuske og deres ponyer er netop nu i fuld gang med at forberede sig til EM i kørsel for juniorer. Når tæppet går til det store stævne i Schildau i Tyskland, skal vognene skinne om kap med ponyerne, seletøjet skal sidde fuldstændig præcist og banen skal være indstuderet til perfektion.

Målbevidste juniorer kvalificeret allerede før DM
Der er ikke noget, der hedder genveje, når man vil være med i toppen af køresporten for juniorer. De seks unge kuskes vej til EM er belagt med udfordringer og hårdt, målrettet arbejde. Til DM i juli 2016 var juniorerne, som skal repræsentere Danmark under EM i Tyskland, allerede udtaget af Dansk Køreforbund. For holdet betød det, at der var lidt mere ro på under DM, hvad der igen gav grobund for, at kuskene kunne finpudse formen og vise deres formåen, allerede før EM. Flere kørte topplaceringer hjem – også i den internationale klasse, hvad der giver håb for, at danskerne kan klare sig rigtig pænt mod også de stærkeste kørenationer. Der er i øvrigt 11 nationer med til mesterskaber, hvor 80 deltagere skal vise deres ponyer og vogne frem i dressur og terræn.

En høj og en lav vogn til dressur og terræn
Når danskerne kører mod Tyskland for at deltage i EM, er det noget af et logistisk regnestykke, som skal gå op. Hver kusk har naturligvis sin EM-pony med, men derudover har hver deltager hele to vogne med. De to vogne er speciallavet til det specifikke brug, hvor kuskene skal i konkurrence. Derfor skal der en høj, elegant vogn med til dressur og forhindringskørsel, mens der skal en lav terrængående vogn med, som skal bruges til maraton.

Kuske og maratongrooms skaber perfektion
Bag hver kusk står der et stort support team, som er klar med hjælp til alt fra pasning af ponyerne til strategi for maraton delen. Køresporten er lidt speciel på den måde, at udover at ponyerne naturligvis skal modtage en pasning som matcher den en EM-pony, der går military, skal have, så skal vogne og seletøj også efterses, pudses og vedligeholdes. Både kuske og maratongrooms bruger mange timer under stævnet på at gå og cykle den flere kilometer lange maratonrunde og lægge strategi for afviklingen på de faste forhindringer, hvor bare brøkdelen af et sekund kan give udslag i, om man står som vinder. Der er flere alternative ruter, hvor hver enkelt kusk skal beslutte, hvilken rute han eller hun vil satse på: Enten den lange og sikre rute eller alternativt den korte, men mere usikre rute.

Passion for kørsel på tværs af generationer
Flere af de unge kuske kommer med en fantastisk ballast i kraft af, at kørsel er gået på tværs af generationer, så både forældre og bedsteforældre selv er og har været kuske – og derfor står de nu klar til at give børn og børnebørn gode råd og vejledning inden, under og efter konkurrencen. Flere af de deltagende kuske startede deres kørekarriere med små ponyer, og de har derfor fået værdifuld konkurrence-erfaring til danske klub – og landsstævner, før de overhovedet var gamle nok til at køre internationalt.

Det danske hold består af:

 Frei Buch Wieder på 12. Frei kører med den 12-årige Welsh pony Dolly, som han har kørt siden 2011, hvor hans far kørte den til. Frei og Dolly deltog i deres aldersklasse til DM i 2014, hvor de vandt alle discipliner og DM. Frei mestrer også den svære kunst at køre tandem, som er to ponyer efter hinanden i stedet for ved siden af hinanden. Frei har sin interesse fra både sin far, Ole Buch, og sin mor, Ane Wieder, der begge er internationale konkurrencekuske.

William Høper på 13. William kører med den 19-årige New Forrest pony Gyngemosens Samson, som ejes af Bjarne Pedersen. William har kørt siden han var 6 år, hvor han startede med en shetlandspony. William har vundet DM i sin aldersklasse i 2012 og 2016. I 2014 blev han nr. 2. William har fået interessen fra sin far, Henrik Høper, der er international konkurrencekusk og træner.

Magnus Qvist på 14. Magnus kører med sin egen 9-årige pony Coco Star, som Magnus har haft siden hun var 3. Magnus har i sin aldersklasse vundet DM i 2014 og NM i Sverige i 2015. Til NM i 2015 blev det også til bronze med holdet. I 2016 blev han nr. 2 til DM. Magnus deltog på landsholdet ved EM i Polen i 2014, hvor han i det stærke felt fik en 2. plads i forhindringskørsel. Magnus har fået interessen fra sin farfar og farmor, Finn og Anne Grethe Qvist, der begge er rutinerede kuske. Magnus vil have sin far, Kim med på vognen. Kim har i mange år været groom for sine forældre og været med til både danske og internationale mesterskaber.

Maria Buchwald på 18. Maria kører med sin 11-årige Welsh Cob pony Don, som Maria købte i Tyskland for et år siden. Maria har kørt siden hun var helt lille, hvor hun startede med en kat. III pony, som hun selv kørte til. Maria har vundet DM i sin aldersklasse i 2016, og blev nr. 2 i 2014. Maria deltog på landsholdet ved EM i Polen i 2014, hvor hun i det stærke felt fik en 4. plads i dressur. I 2015 vandt hun dressuren til NM i Sverige og fik bronze med holdet. Maria har fået interessen fra sin far, Udo Buchwald, der er international konkurrencekusk.

Mikkel Kruse Johansen på 18. Mikkel kører med sin 17-årige tyske sportspony Leo, som han har haft i 4 år. Mikkel vandt DM for 2- og 4- spand pony II og III i 2012. I 2014 startede han Leo i de voksnes DM hvor han vandt maraton og blev samlet nr. 4. I 2016 startede de igen i de voksnes DM og vandt maraton og sluttede med en samlet 2.plads. Mikkel deltog på landsholdet ved EM i Polen 2014. Mikkel har sin interesse fra sin morfar, der brugte sine heste i marken. Mikkel startede på hyggeplan med sin shetlænder som 6-årig og har siden udviklet interessen for konkurrencekørsel.

Jannich Sloth på 20. Jannich kører med sin fars 16-årige DSP pony Peter Pan. Jannics første stævne var i Dillenburg i Tyskland, hvor man for første gang havde juniorer med. Her vandt han maraton og fik samlet bronze med holdet. I 2014 deltog Jannich på landsholdet ved EM i Polen.  I 2015 blev Jannich nr. 2 i dressur til NM i Sverige og fik bronze med holdet. Jannich vandt DM i sin aldersklasse i 2016. Jannich har sin interesse fra sin far, Henrik Sloth, der også er aktiv kusk.

Det vidste du måske ikke om køresport…
Dansk Køreforbund har begynderklasser for børn helt ned til 6 år, Juniorudvalget og de fleste af køreforeningerne under Dansk Køreforbund arrangerer kurser og træning specielt for de unge. Juniorarbejdet er relativt nyt både nationalt og internationalt, og på landsplan har blandt andet stærke profiler som B dommer Poul Bloch og FEI banebygger Kim Andreasen i hver sin ende af landet gjort et kæmpe arbejde med de unge. Der pæn fremgang til sporten af unge landet over. Kørsel behøver ikke nødvendigvis være konkurrence på højt plan men er også en super sport på hyggeplan både for børn og unge.

EM i kørsel foregår i dagene 21.-25. september 2016