Engang gik de flotte skimlede heste på markerne i Camargue i Sydfrankrig og i bjergene i Portugal og spiste græs. Få år senere optræder de sammen med Lorenzo ved store hesteshows: fyrige, men overordentligt lydige optræder de med deres program i rampelyset. Hvad er der sket i den mellemliggende periode? Hvordan er det lykkes for Lorenzo at uddanne sine heste til dette niveau?

For at starte med begyndelsen: Hvilke overvejelser gør Lorenzo sig, når han vælger sine heste? Selvfølgelig spiller pris, størrelse og føjelighed en rolle. Han foretrækker også skimler og meget gerne portugisiske Lusitanoer. Det er også et spørgsmål om held – at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Hans metode er på ingen måde almindelig. Han rider faktisk ikke de heste, som han overvejer at købe – næ, ikke noget så almindeligt som det. I stedet går han rundt i stalden, og ser nøje på hver eneste hest, før han udtaler: ”Den passer,” eller ”den duer ikke.” Lorenzo stoler på sit instinkt, og det har han altid gjort.

Når føllet eller den unge hest ankommer til sit nye hjem i Camargue, giver Lorenzo den masser af tid til at gro færdig uden noget pres. Det giver så ham tid til at observere sin nye hest og virkelig lære den at kende. Det er ikke på en fastsat dag, at han begynder at arbejde med hesten, og tilridningen starter heller ikke på et bestemt tidspunkt. I øvrigt er Lorenzo altid sammen med sine heste. Han går ud til dem, når de er på fold, laver nogle øvelser med en af dem og øver bag efter noget andet med en af de andre heste. Fordi han lever sammen med sine heste, er der ikke rutiner for, hvornår han øver med dem. Lorenzo skoler sine heste på en naturlig måde, som er vældig god for hestene: ”Hestene elsker, når du bruger tid på at lave noget sammen med dem,” siger han.

En selvlært kunstner
Lorenzo er mere eller mindre selvlært. Alt det, som han selv kontrollerer, er primært baseret på hans egen erfaring og observationer af andre. Han følger ikke som sådan en bestemt metode, men har helt sin egen særlige facon. Det ville selvfølgelig være rart for os andre at få at vide, hvordan han opnår alle disse ”mirakler” med hestene, hvordan et meget livligt føl fyldt med narrestreger bliver til en fyrig, men meget koncentreret hest. Det er noget, som næsten er umuligt at udtrykke mundtligt. Når Lorenzo selv taler om det, lyder det dog ualmindeligt nemt:

Jeg rider på dem overalt og i alle retninger. I en arena med sand, ude på landet – hvor som helst – og jeg har redet på dem alle i mange, mange timer. Det er den eneste måde, jeg virkelig kan lære hesten at kende.”

Lorenzo rider ikke med sadel, for han synes, at det er meget bedre uden. Den første tid, hvor han skoler en ny hest, bruger han dog en voltigeringsgjord med sæde.

Ud over sandarenaen har Lorenzo bygget en lukket rund bane, som er velegnet til frihedsdressur, da hestene koncentrerer sig bedre, når de er på en lukket bane.

Hesten kan ikke løbe væk fra den runde bane, og selv om den slår fra, forbliver den under min indflydelse, og den lærer hurtigt, at den vil blive bedt om at udføre de forskellige øvelser igen. Når hesten har forstået en øvelse, og kan udføre den korrekt, kan jeg forlade den lukkede bane og benytte arenaen, en stor mark eller en strand,” forklarer Lorenzo.

Læs hele artiklen her.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.