Det var en af de særlige rideoplevelser, at se Anna Kasprzak ride verdensmesteren Victorias Secret til sejr i finalen for 5-års heste. Der er en super stemning i Kingsland Main Arena under finalerne i Dansk Ride Forbunds dressurchampionater powered by Pavo og Everhorse.

Dommer Kurt Christensen var næsten åndeløs af begejstring over kvaliteten af hestene i 5-års finalen og dommerne faldt i svime, sammen med publikum over verdensmesteren fra UVM i Ermelo Victoria’s Secret e. Vitalis hele fire 10-taller opnåede hoppen for trav, galop, ridelighed og kapacitet – det var helt særligt at se, hvordan hoppen med lethed og helt ubesværet gik ind og ud af overgangene. Med 9,8 points sikrede Anna Kasprzak sejren med Victoria’s Secret, som hun blot har haft siden mellemrunden i Billund.

Man skulle syntes det var lidt af en utaknemmelig opgave for Betina Jæger Jensen at ride på banen lige efter Anna og som klassens sidste rytter. Det tog hun med vanligt overblik og godt humør og leverede et klasseridt på Quantum Touch e. Quaterback, der af dommerne blev honoreret med 8,98 og det gav hende en andenplads i klassen. Hun sneg sig lige ind foran den dejlige hoppe Flora e. Floriscount, men det var rytteren helt indforstået med, for det var nemlig Betina selv, der havde redet hoppen til 8,98.

Dermed henviste hun sin chef Andreas Helgstrand til fjerdepladsen med Glenn S&S e. Ampere til 8,7 tæt fulgt af UVM finalisten Heiline’s Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) der opnåede 8,64 points.

Kilde: JBK Horse Shows

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.