Ved første tankestrejf lyder det ikke ligefrem positivt, men Porsche-fans har ikke noget at frygte. Vi kan afsløre, at Porsche har formået at bibeholde den fantastiske motorlyd og de fængende køreegenskaber.

Forventningerne er store, da vi afhenter den nye Porsche 911 Carrera S til test. Der er noget helt specielt over 911’eren, der af mange bliver overset, fordi dens design er utrolig underspillet. Bilkendere er dog ikke i tvivl om bilens potens, og den nye model har endda fået hele to turboladere, hvad der gør den livligere end nogensinde før.

Fra 0-100 på 4,1!

Porsches model 997 havde en 3.8 liters sekscylindret motor med 355 hestekræfter og direkte indsprøjtning, hvilket er lige efter Porsche-filosofien. Den nye motor er derimod både ny og downsized. Volumen er blot tre liter, men heldigvis har Porsche holdt fast i de seks cylindre. Ydelsen lyder nu på 420 hestekræfter og 500 newtonmeter fra 1.700-5.000 omdrejninger i minuttet. Kort sagt er der enorme mængder kræfter, og begrænsningen rammes først ved 7.500 omdrejninger i minuttet, men de 420 hestekræfter leverer ved 6.500 omdrejninger i minuttet. På blot 4,1 sekunder kommer bilen op på 100 km i timen med PDK-gearkassen, nul til 160 km/t klares på 8,9 sekunder, og topfarten er 306 km/t, værsgo!

I Danmark koster den nye Porsche 911 Carrera fra cirka 1.800.000 kr., mens S-udgaven er ”lidt” dyrere. Helt præcist koster Porsche 911 Carrera S den nette sum af 2.182.945 kr. med PDK, men efter en bunke lækkert ekstraudstyr løber prisen for testmodellen op i 2.604.959 kr. Så er spørgsmålet: lejlighed til barnet eller Porsche?

Ekstraudstyrslisten inkluderede blandt andet en fuld læderkabine, soltag, adaptive sportssæder Plus, Sport Chrono pakken og en fantastisk sportsudstødning. Når nøglen drejes, vækkes turbomotoren til live med et ordentligt brøl. Man sørger hurtigt for at trykke på knappen i midterkonsollen, som lader motoren brøle alt, hvad den kan.

Herefter går turen ud mod landevejene, hvor der er mulighed for at prøve de 420 hestekræfter. Undervejs mod nordsjælland, hvor turen både går gennem by og via motorvej, kan det hurtigt konstateres, at det umiddelbart er en sportsvogn, som er ekstrem alsidig. Billigere sportsvogne kan enten være meget sportslige eller meget komfortable, men Porsche 911 er en af de få sportsvogne, som formår at være ekstrem sportslig og helt igennem komfortabel – prisen taget i mente – så er det dog også et must.

Læs hele anmeldelsen her. 

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.