Blog af Pernille og Puk fra Horsemanship-Rideskolen
Inden man går i gang med horsemanship, er det en god idé at gøre sig klart, hvad man egentlig gerne vil med sin hest. Er det at lære hestens sande væsen at kende? Er det at kunne få den til at lave alle mulige ting? Er det at ride på bar ryg i naturen uden rebgrime eller trense? -Er det at kunne kommunikere tovejs med den? Er det måske at udvikle empati, tålmodighed og følelsesmæssig stabilitet hos sig selv? Det hele er muligt.
Læs også: Malgré Tout – at have hest på trods af alt
Horsemanship er ikke et quick-fix, hvor man med et fingerknips løser problemer. Det er en helt ny måde at se på hesten på, og det stiller store krav til os som mennesker. For det første må man fra begyndelsen spørge sig selv, om man kan og især vil udvikle den fornødne tålmodighed. Heste tænker sammenlignet med mennesker ret langsomt (de husker til gengæld godt). Derfor er det vigtigt, at man, inden man går i gang, forestiller sig, at det, man vil lære sin hest, kommer til at tage resten af dagen og de næste syv gange med, for det er kun, når man tror, at det skal gå hurtigere, end det rent faktisk gør, at man taber tålmodigheden. Ergo; forestil dig at det tager meeeeget lang tid, så bliver du positivt overrasket og synes, at din hest er et lyn, når det går hurtigere, end du troede.
En anden ting, der både er svært og meget vigtigt, er følelsesmæssig stabilitet. Det vil sige, at man ikke lader sig ryste af de ting, der sker undervejs. Man bliver ikke bange, frustreret, hidsig eller irriteret men holder kursen og bevarer overblikket. Heste vurderer ens egnethed som leder bl.a. ved at se, om man lader sig provokere, eller om man bare løser tingene. Et eksempel: Hesten går efter græsset hvert andet øjeblik. Bliver du irriteret på den, eller er du klar over, at du bare skal være lidt hurtigere end den, og stoppe den i samme sekund, den så meget som kigger på græsset? Det bliver lidt af en konkurrence; hvem vinder? På den måde kan man udtrætte den, men det kræver bevidst opmærksomhed og konsekvens. Et andet eksempel, hvor man kan blive bange såvel som frustreret alt efter personlighed, og hvad det er for en hest: Når du går med den, er den ikke til at styre, den overhaler med fare for at løbe dig ned eller flå rebet ud af hænderne på dig og stikke i forvejen. Hvad gør du? Klamrer dig fast til dens grime, måske med en hingstekæde i? Bliver du bange? -Vred og irriteret? Så er du lige så meget oppe at køre som hesten, og så er der ingen, der har overblikket. Det mærker hesten, og så føler den sig helt alene. Alle disse følelser bunder i en afmagt. Lige så snart man har løsningen på et problem, reagerer man ikke følelsesmæssigt på det længere. I dette tilfælde kan man gå mikrovolter, så hesten hele tiden havner bag en igen. Dels får alle disse vendinger hesten til at slå hjernen til, så den kan slappe af, dels finder den på et tidspunkt ud af, at det kun er, når den overhaler, at I går rundt om jer selv, og så holder den op. Men igen, det kræver vedholdenhed og tålmodighed af dig. Måske skal I gøre det i to uger, inden det går op for den? Kan du det?
Læs også: Foldtid kan forlænge hestens levetid
Uanset hvilken vej man vil gå med sin hest, vil tålmodighed, følelsesmæssig stabilitet og empati være nøgleord. Hesten har brug for, at det er OK at være der, hvor den faktisk er. Den er ikke dygtigere, end den nu er, og på samme måde som os, har den gode dage og mindre gode dage. En ting helt sikkert, er, der er ikke noget der lykkes bedre, hvis man hidser sig op. Det kan til gengæld ofte blive bedre end det først så ud til, hvis man fra begyndelsen giver hesten det, den har brug for. Er den utryg, så lav øvelser, der beroliger den, er den mentalt et andet sted, så lok den til at engagere sig i det, du vil lave. Måske synes den, at det var meget hyggeligere ude på folden, så sørg for at være endnu hyggeligere og mere interessant. (Se afsnittet Øvelser).
Det er vigtigt at have et mål at gå efter, et billede af hvor man vil hen, men det er endnu vigtigere at kunne interessere sig for vejen dertil. Lige så vel som man skal bygge en hest op fysisk, hvis den skal være holdbar, skal man også bygge en hest op følelsesmæssigt og især mentalt. Hesten er på den ene side et væsen, som fra sit første åndedrag spontant lærer fra sine omgivelser, men på den anden side, skal lære at lære, når det kommer til de ting, vi ønsker fra den. Det ligger ikke i hestens gener, at den kan møde et andet væsen, der har en dagsorden og vil lære den noget bestemt. En ting er, at hestene har en evne til at lære af sine erfaringer hele livet, noget helt andet er at få den til at forstå, at vi gerne vil bruge den egenskab. Mange heste kan udføre forskellige øvelser mekanisk, uden egentlig at forstå dem eller forbinde sig med dem, og det gælder for så vidt både dressur, tricks, og alt muligt andet, og de fleste ejere og trænere stiller sig ganske tilfreds med det resultat. Hvis man laver naturlig horsemanship, er bøtten vendt på hovedet, og man laver de forskellige øvelser for at hjælpe hesten til at blive bedre og bedre til at regne ud, hvad man vil. Så bliver den en medaktør i at opbygge det sprog, man er ved at udvikle sammen. Altså; man bruger øvelserne som et pædagogisk værktøj til at udvikle hesten mentalt, følelsesmæssigt og endelig fysisk.
Hvis man hører til dem, for hvem det er en drøm at ride igennem skoven eller i strandkanten med kun en snor om halsen på hesten, så er det en forudsætning, at man rent faktisk forstår sin hest og kan kommunikere med den. Det vil sige, at man både kan formidle sine ønsker til den, men også at man er lydhør over for det, den udtrykker. Det vil for eksempel sige, at hvis den flytter sig og kigger væk, når man kommer med sadlen, så siger den jo egentlig: ”Det er jeg ikke klar til. ” -Kan du tage i mod det? Det kan være brandærgerligt, for det kan komme til at betyde, at man ikke kommer ud at ride den dag. Kan du prioritere, at din hest bliver glad for sadlen frem for at komme op på den? Det lyder så smukt, alt det med at kommunikere med sin hest, men realiteterne er, at vi så må lytte, også når vi ikke bryder os om det, den siger. Det er et spørgsmål om prioritering; vil du virkelig gå hele vejen og nå din hests hjerte og fortrolighed, vil du prioritere den rejse, før alt andet.
Indledningen i bogen: “Horsemanship fra bunden og hele vejen rundt”.
Horsemanship-Rideskolen
Horsemanship-Rideskolens fundamentet for samværet med heste hviler på erfaringen om, at med en kærlig og forstående indstilling kommer man længst. Følg Horsemanship-Rideskolen her.
