Af Pia Bjerre, NLP coach, Rytterfokus.dk

Året er kommet godt fra start og nogle nytårsforsæt holder stadig, mens andre allerede er opgivet. Vi kan gøre os en masse tanker om det nye år, og vi kan beslutte os for forandringer på forskellige områder. Nogle gange lykkes det, og det kan næsten synes som om, det var rent held. Andre gange giver vi op bare ved tanken om ændringer. “Puha det kræver så meget, og jeg ved ikke, hvordan man gør – faktisk er jeg temmelig træt af ikke at lykkes” er sætninger, jeg hører ganske ofte, når emnet nytårsforsæt bliver bragt op.

Ligesom mange andre siger du måske til dig selv, at denne gang vil du holde dine forsæt, men gør du det, du plejer, så får du også det samme resultat, som du plejer. Vi har opskrifter på alt, hvad vi gør, og disse opskrifter er inde i os. Vi kalder det tankestrategier. Du har strategier for succes, motivation, manglende motivation, mod, depression og glæde. Du har dine egne unikke strategier, der fører dig frem og tilbage eller måske i cirkler. Få mennesker er bevidste om deres strategier eller opskrifter, og de fleste ved ikke, hvordan de kan ændre dem for at gøre dem bedre.

Det er slet ikke så mærkeligt
Disse strategier kan nemlig også ses som vaner, ting vi bare gør uden at tænke over det. En vane, som har været en vane i mange år bliver som en veletableret sti. Forestil dig at du går i skoven på de samme stier dag efter dag, år efter år. Stierne er tydelige og nemme at gå på, mens der uden for dine vante stier er beplantning, som virker besværligt at gå igennem, du er måske bange for at fare vild eller nervøs for det ukendte terræn.

Det vil kræve en indsats, viden og gåpåmod at gå på opdagelse, finde og lave nye spændende stier i skoven. Men det er ikke umuligt, og det kan være både sjovt, udviklende, lærerigt og spændende. Dog kræver det bevidsthed at ændre en vane. Du skal forstå og blive opmærksom på, hvad du gør, hvordan din strategi er, og hvordan din hjerne gemmer de oplysninger, der medfører, at du handler på den måde, du gør. Når du ved det, så vil du have meget lettere ved at ændre det.

Et godt råd: Find en der kan følges med dig på de nye stier.

Om Rytterfokus.dk
Rytterfokus.dk tilbyder rådgivning, coaching, kurser, workshops og foredrag. Altsammen med henblik på at få dig fremad og opnå lige præcis dét du ønsker og brænder for inden for hestesporten. Besøg Rytterfokus.dk hjemmeside eller Facebookside.

Rytterfokus

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.