Ændring af Lov om hold af heste vedtaget

Nyt fra SEGES

Folketinget har netop vedtaget den reviderede lov om hold af heste. Det er en revision, som hele hestesektoren har kæmpet for i årevis og det er virkelig en god nyhed, at det nu er lykkedes. Lovgivningen fjerner en række helt urimelige og skæve regler, som ikke styrker dyrevelfærden, men ville medføre udgifter i milliardklassen for hesteholderne og kunne føre til en stor nedgang i aktiviteten i sektoren, siger Jørgen Kold, chef for SEGES Heste.

Jørgen Kold mener, at man med lovændringen undgår at miste tusindvis af arbejdspladser, primært i landdistrikterne.

– De stramme krav blev lanceret tilbage i 2007 og sammen med finanskrisen i 2008 har det givet kriseår i hestebranchen. Fra 2008 til 2015 er antallet af fødte føl blevet halveret og antallet af heste er reduceret fra 200.000 til 170.000. Det har kostet 3.000 fuldtidsstillinger og mange flere ville forsvinde, hvis ikke lovændringerne blev gennemført, siger Jørgen Kold.

Lovændringerne betyder blandt andet, at nye og skærpede krav til boksstørrelser, som skulle indføres fra 2020, bliver droppet. De droppede krav ville have betydet, at standardbokse på 3 x 3 m udelukkende kunne anvendes til ponyer. Et andet eksempel er luftkvaliteten, hvor der nu ikke længere vil være et rumfangskrav på 30 m3, men i stedet fokus på, at den rette luftkvalitet er til stede, hvilket jo kan måles objektivt og reguleres med ventilation.

Det glæder også Hans Marius Jørgensen, formand for Landsudvalget for Heste, at det er lykkedes at få indført løsninger i loven, der er pragmatiske, uden at der gives køb på en høj grad af hestevelfærd.

– Der er velfærdsmæssigt intet dokumenteret argument for de nu skrottede regler, og for hesteholderne ville de betyde et samlet investeringsbehov på mellem 3 og 4 mia. kr. Det ville for mange hesteholdere reelt være umuligt at få finansieret og ville betyde lukning af mange hestestalde, særligt med de ringe muligheder, der er for at låne med sikkerhed i fast ejendom på landet. Der er derfor god grund til at rose ministeren for at have fået lovændringen på dagsordenen, siger Hans Marius Jørgensen.

Selv om loven altså kun lige er vedtaget, så er der allerede fornyet optimisme i hestebranchen. De første politiske udmeldinger om lempelser kom i begyndelsen af 2016, og det har betydet, at antallet af føl er steget i løbet af det seneste år.

– Vi har registreret en stigning i antal fødte føl på 9 procent i 2016. Det er altså første gang, vi oplever en vækst siden de alt for strenge krav blev introduceret. Væksten er et meget positivt signal, som understreger, hvor afgørende lovændringen er, for at vi kan holde fast i en stor og levedygtig hestesektor til gavn for hele Danmark, og ikke mindst landdistrikterne, siger Jørgen Kold.

SEGES Heste har udarbejdet en guide til den reviderede lov som kan findes her.

seges-hestelov

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce