Af dyrlæge Heidi Nielsen, Hestens Tandlæge & Kiropraktor

Der kan være mange grunde til, at vi nogle gange er nødt til at holde en længere pause med træningen. Sygdom, ferie, arbejde eller noget helt andet kan gøre, at vores heste kommer ud af form og derfor skal tilbage i topform igen. Jeg får ofte spørgsmål om, hvordan man som hesteejere får startet træningen bedst muligt op efter en længere pause.

Spørgsmål som:

Hvor længe skal jeg skridte i starten?
Hvornår må jeg begynde at trave igen?
Hvor lang tid må jeg trave og galopere ad gangen i starten?
Er det en god ide at give hesten fridage undervejs i genoptræningen?
Og hvor lang tid skal jeg regne med, at det tager at komme tilbage til topform?

Derfor vil jeg gerne i dette blogindlæg forklare, hvordan jeg selv har gjort det og også anbefaler andre at gribe det an på denne måde. Inden jeg fortæller dig, hvordan jeg selv fik min dressurhest i topform igen efter fem ugers ferie, er der nogle forhold, vi som hesteejere bør tage hensyn til, før vi planlægger genoptræningen.

Løsdrift eller på stald
Det siger sig selv. Udgangspunktet er afgørende for, hvor lang tid din genoptræning kommer til at tage. Mine egne heste går i løsdrift året rundt og har derfor ikke meget lange perioder over døgnet, hvor de er inaktive. Det har betydning for genoptræningen af en hest, hvorvidt den går i løsdrift eller står i en stald det meste af døgnet.

Er din hest vant til at stå i boks i mange timer hvert døgn, skal du bruge meget længere tid på at komme tilbage i form og få styrket muskler og sener stærke nok. Jeg anbefaler, at du dobler op på det hele med en hest som står i boks mere end 6 timer i døgnet. Fordi foldtid er gratis træning.

Tommelfingerregel tilbage til topform

Har du en simpel tommelfingerregel, ma kan bruge til at regne ud, hvor lang tid det vil tage at træne en hest i form igen? Det her er det spørgsmål, jeg oftest får, når det kommer til det her emne om genoptræning: “hvor lang tid skal jeg regne med, at det tager?“

En tommelfingerregel siger, at din hest skal genoptræne lige så lang tid, som den har stået stille. Jeg tror, at denne tommelfingerregel gælder, hvis din hest har stået HELT stille – altså stået i en boks, hvor den jo har begrænset mulighed for at bevæge sig. Jeg plejer at sammenligne hestens bevægemuligheder i en normal størrelse boks, som hvis jeg opholdt mig i min bruseniche. Og ja, det vil kræve lidt ekstra træning at komme i topform efter at have boet i en bruseniche frem for at have levet aktivt i fem uger.

Fordi ingen af os kan gennemføre en ironman efter at have opholdt os i en bruseniche i fem uger
Forestil dig at skulle i gang med at løbetræne igen efter have været på dit almindelige arbejde i fem uger og derudover kun opholdt dig i dit køkken, på sofaen og i mange timer i din bruseniche. Medmindre dit arbejde er at være fitnessinstruktør eller lignende, er sandsynligheden for, at det vil tage lang tid, stor.

Det er altså afgørende, hvordan hesten lever i den periode, hvor den står stille og ikke bliver trænet. Jo mere frit den kan bevæge sig, jo lettere er det for dig at træne den op igen efter en længere pause. Fordi ingen af os ville kunne gennemføre en ironman efter at have opholdt os i en bruseniche i fem uger.

Se Heidis personlig træningsplan af hendes hest >> KLIK HER

Om dyrlæge Heidi Nielsen
Uddannet dyrlæge ved Københavns Universitet i januar 2009 og ansat i klinisk praksis fra 2009-2012. Certificeret kiropraktor til dyr af IVCA (International Veterinary Chiropractic Association) i 2010 og startede egen praksis på fuld tid som Hestens Tandlæge & Kiropraktor i Maj 2012. Heidi er desuden forfatter, foredragsholder og workshopudbyder. Hun har taget videreuddannelse i tandbehandling, fysioterapi, akupunktur, postural rehabilitation, kranio sakral terapi, osteopati samt Equine Touch.

Besøg Heidis hjemmeside her. 

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.