Jens Fredricson: Sådan bliver du en bedre rytter

Hans erfaring inden for springning kommer fra en lang karriere. I 2012 deltog Jens Fredricson i OL, og i 2013 vandt han bronze ved holdkonkurrencen i EM i Herning. Den erfarne springrytter bruger dog i dag det meste af tiden, som staldchef for det nationale ridecenter Strömsholm i Sverige. I år fylder Jens Fredricson 50 år, og han kan se tilbage på en karriere, som indtil nu, har budt på lidt af hvert, og som derved har bidraget til hans store erfaring.

En af de erfaringer, som Jens Fredricson har gjort sig, er at man som rytter skal huske at bevare overblikket, og trække vejret dybt – specielt i situationer, hvor man kan være en kende nervøs. ”Ofte når man rider ind på banen ved et stævne, er hesten måske nervøs. Det ses især hos de unge heste. Her er den fornemmeste opgave hos rytteren, at bevare roen. Dette er vigtigt, da din hest kan mærke din puls. Du kan ikke narre hesten – den vil afsløre dig, og vil kunne mærke om du er bange – er du det, vil det smitte af på hesten,” forklarer Fredricson.

Det er derfor vigtigt, at hvis man som rytter mærker, at ens nervøsitet stiger, bør man stoppe op, og tage nogle dybe vejrtrækninger. ”Målet er, at både du og hesten skal være rolige og afspændte, således at I begge kan præstere bedst muligt. Sørg for at bruge dine schenkler og sæde på en rolig og stabil måde, og hvis det ikke hjælper første gang, så må du endelig ikke stresse – giv derimod hesten lidt tid,” rådgiver den erfarne rytter.

Specielt på opvarmningsbanen kan der hurtigt opstå kaos og bidrage til at spændingen stiger, men det ses også i den daglige træning, hvor der kan være mange ekvipager samlet i ridehuset. Her er det vigtigt, for at hesten skal kunne koncentrere sig, at den stoler på dig.

Vigtigt grundarbejde – for både dig og din hest

For at lære din hest, at stole på dig, er det essentielt, at man fokuserer på, at få grundarbejdet på plads. Først og fremmest skal din hest slappe af, og så snart den gør dette, mener Jens Fredricson, at der er to ting man som rytter skal have fokus på: At hesten er fremadgående, og at den er lige stærk på begge sider.

En anden ting, som Jens Fredricson er yderst opsat på, er at hvis hesten skal trave over bomme, er det vigtigt, at hesten løfter benene med maven og ryggen. ”Hesten skal altså ikke løfte benene med halsen, men sænke hovedet ned, og løfte benene med maven og ryggen. Det er en vigtig del af hestens uddannelse. Lægger man et godt stykke arbejde i grundarbejdet med hesten, får man det virkelig igen på springbanen,” forklarer Fredricson.

Når du og din hest når så langt, at I kan begynde at tage til stævner, er det vigtigt at man som rytter husker, at hesten har begrænsninger. Man bør derfor ikke presse den mere, end hvad hestens potentiale holder til. ”En hest kan kun blive så god, som dens kompetencer rækker til. Det er rytterens ansvar, at få det fulde potentiale ud af hesten, men også mærke efter hvor grænsen går,” Understreger han.

Han mener samtidig, at unge heste bør uddannes af erfarne ryttere, og at en uerfaren rytter lærer bedst af en hest, som er uddannet med et godt grundarbejde. ”Det gør, at man får det bedste fra begge verdener, og på denne måde vil opleve en hurtigere fremgang. Sker det den anden vej rundt, har alle parter behov for en masse hjælp, som kræver meget tid,” siger han.

Det sidste råd, som Jens Fredricson har til rytterne, er at man ikke må lade sine følelser få kontrol. Det nytter altså ikke, at man som rytter ikke har styr på sine følelser. ”Jeg ser ofte ryttere, som bliver frusteret over hesten. Man må endelig ikke ride med følelserne uden på tøjet, men man skal ride med følelser for hesten. Det er simpelthen så vigtigt, at man er proffesionel – for det skylder man hesten. Kan du ikke være i et med hesten, så gå hellere hjem og sov. Få styr på dine følelser, så de ikke går ud over hesten. Træk vejret, og husk at ridning handler om kærlighed til hesten,” slutter han.

Kilde: Hest.no

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce