På en kold dag sætter jeg mig for første gang bag rettet på Volvo XC60 og triller veltilpas ud på nye eventyr. Jeg føler mig hurtigt hjemme i de enormt komfortable lædersæder, der med et par hjul under snildt kunne bruges som min næste kontorstol. Den effektive sædevarme hjælper varmen med at vende tilbage til min krop, og til stor glæde mærker jeg, at også det bløde læderrat sender varme ud til mine stivfrosne fingre. Det er virkelig et plus for os hestepiger, der vil gå langt for et par varme fingre og fødder om vinteren.

Navigation indstilles – desværre ikke på en touchskærm – men med et rullehjul på rattet. Ligesom bagviskerne justeres med en knap, fungerer dette rullehjul, men det er ikke lækkert. Det er bilens kørekomfort til gengæld. Hen over bump og huller i vejen flyder Volvoen uden slinger i valsen. Den er virkelig behagelig, og på motorvejen tester jeg dens sportsmode. Automatgearet skubbes til venstre, motoren siger ja tak, og skyder frem med god kraft, og speedometret rammer de 110 kilometer i timen på ingen tid. Slet ikke voldsomt, men nok til at bringe smilet frem på en, der elsker en god acceleration.

Justér den lige til dig

Det virtuelle cockpit, hvor hele instrumentpanelet er en computerskærm, giver virkelig mange muligheder for at indstille den med de informationer, man gerne vil se. For eksempel vises den tilladte hastighed ved speedometret i stedet for ovre i navigationen. Menuen fungerer rigtig godt, og jeg bliver overrasket over, at man kan justere så meget i forhold til ens præferencer. Jeg kan for eksempel bestemme, hvordan den skal opføre sig, når jeg låser op og låser igen, om den skal vinkle bakspejlene, når jeg bakker og så videre.

De tre hurtige om Volvo XC60:

  1. Som hestepige er varme i rattet virkelig et highlight
  2. Fantastisk kørekomfort – også på bumpede grusveje
  3. Nøglefri betjening hele vejen rundt

Næste dag er det blevet tid til at holde møde, og jeg balancerer hen til bilen med favnen fuld af skiftetøj, ridestøvler og ridehjelm. Med nøglen i hånden øjner jeg et ikon med en åben bagageklap – jeg holder den inde – og til min store begejstring, står jeg nu med en rummelig afsætningsplads frem for en tung klap, der skal skubbes op. Med et enkelt tryk lukker jeg klappen igen. En feature, man sætter pris på, når man som mig ikke gerne går for mange gange og ofte har armene pakkede med rideudstyr og andet godt.

Læs resten af anmeldelsen af Volvo XC60 >> KLIK HER

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.