Familien Hjort Petersen har drevet familievirksomheden Brogaarden i mere end 130 år. Efter mere end 30 år som ejer af Brogaarden, har Maj-Britt Hjort Petersen solgt virksomheden til salgsdirektør Rolf Momberg og økonomidirektør Kasper Bille. Maj-Britt slipper ikke helt virksomheden, men fortsætter som ansat i Research Diet afdelingen. Mange kender Brogaarden for deres butikker, hvor de blandt andet sælger hestefoder og tilskud, men i Maj-Britts tid har hun været primus motor for et forretningsområde, der specialiserer sig i at udvikle og sælge foder til laboratoriemus- og rotter.

Det er blandt andet tiltag som det, der har medført, at Brogaarden sidste år leverede det flotteste resultat nogensinde i sin lange historie. Virksomheden er gået fra tre til nu 42 ansatte og en omsætning, der har udviklet sig fra 500.000 til et tocifret millionbeløb under Maj-Britts ledelse. Som hun med en klump i halsen så fint beskrev det, er Brogaarden gået fra en ladvognsmodel til en flot karet. Beslutningen om at sælge familievirksomheden tog Maj-Britt for over 10 år siden, da hun måtte sande, at der ikke kom nogen børn til at tage stafetten videre, og det var ikke en nem beslutning, fortæller hun:

Det er svært at tage en beslutning, der ligger 10 år frem – der er jeg sikkert gammel og grå tænkte jeg dengang. Men nok måtte være nok, og jeg ser tilbage på en kæmpe rejse rundt i hele verden. Det sværeste for mig i dag er at slippe personaleansvaret, for de har altid været som en familie for mig. Det og meget mere skal mine arvtagere løfte.”

Maj-Britt husker stadig, da hun som lille pige sad i vindueskarmen i farfars butik i Søborg Hovedgade og kiggede med store øjne ud på juletræssalget. Det var starten på hendes drive og vilje, mindes hun. En vilje der fik hende til at sælge huset i vandkanten i Taarbæk, købe sine søskende ud og starte et eventyr. Maj-Britt har dog ingen planer om at gå pension. Ved siden af sin stilling i Brogaardens Research Diet afdeling skal hun nemlig sammen med sin mand Jim ud på en nye eventyrer, der ikke har fokus på de firbenede, men naturligt kosttilskud til de tobenede under navnet Bropharma.

Kasper Bille og Rolf Momberg er de nye ejere af Brogaarden, som de deler 50/50.
Kasper Bille og Rolf Momberg er de nye ejere af Brogaarden, som de deler 50/50.

Ved Brogaardens ror kommer Rolf og Kasper til at stå, og de kender ruten, for de har været en del af ledelsen de sidste 12 år, og Brogaarden vil således føres videre med samme værdier som hidtil, fortæller Kasper. Kasper bliver direktør for den danske afdeling, mens Rolf fortsætter som salgsdirektør samt administrerende direktør for det svenske Brogaarden AB.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.