Den nye generation af den klassiske og ikoniske SUV – Land Rover Discovery – der i over 25 år har været yndet af hestefolk, har nu set dagens lys – Og der er bestemt ikke sparet på mulighederne for, at forme den elegante firehjulstrækker helt efter sine egne behov. Desuden er der skruet op for design, rummelighed, tekniske detaljer og gadgets.

Ved første øjekast imponerer den store Land Rover Discovery – ikke blot på grund af dens størrelse, men også de elegante kurver, der pryder både front og bag, er en fryd for øjet. Inde bag rattet finder jeg mig hurtigt tilrette med diverse tilpasningsmuligheder, samt et rigtig dejligt sæde, der kan indstilles på intet mindre end 21 forskellige måder. Modellen der skal testes, har rigtig meget ekstraudstyr, så når jeg afsøger instrumentpanel, rat og mellem konsol finder jeg en uoverskuelig mængde af knapper og justeringsmuligheder. Jeg tænker, at det må være en helt ny mekanikerprofil, der skal kunne holde styr på dette højteknologiske vidunder.

Rummelighed helt til tredje række
På landevejen lever den nye generation af Land Rover Discovery op til alle forventninger omkring kørekomfort. Da det er en stor bil, skal man være opmærksom på bredden, men den nemme manøvrering og det gode overblik betyder, at jeg slet ikke bekymrer mig om det. Rundt i sving, og ind på snævre veje og parkeringspladser klares uden problemer – i høj grad også hjulpet af diverse kamerafunktioner, der hjælper med at holde øje med bagenden ved parkering. Fronten skal man selv lige lære at kende, da den runde form betyder, at den er svær at se enden på.

Med et enkelt klik på instrumentpanelet bagerst i bilen, samt på den lækre store skærm foran, kan man lægge bilens fem bagsæder ned samlet eller enkeltvis – hvilken luksus. Det kan selvfølgelig også blive nødvendigt, hvis man kommer med favnen fuld af ting, og der er brug for pladsen i bagagerummet, der ellers optages af de to bagerste sæder. Alt i alt er der sket en kæmpe forbedring for alle passagerer, og der er tænkt på detaljer som kopholder, varme i sædet og mulighed for justering af luft fra klimaanlægget helt ned til tredje række. I denne bil er der plads til syv fuldvoksne personer, og den er super rummelig, med god plads over hovedet og foran benene. Anden række sæder kan endda rykkes frem – igen med lækre betjeningsmuligheder – hvis det er det, man ønsker.

På forsæderne er der uanede aflægningsmuligheder i form af skridsikkert rum til mobiltelefonen, dobbelt handskerum og to store rum mellem sæderne, hvoraf det ene kan bruges som et minikøleskab – ja, du læste rigtigt – et minikøleskab. Der er tænkt på alle detaljer, som sikrer høj brugervenlighed og luksus til dem, der vil have lidt mere. Følelsen af luksus er dog til stede i alle modeller, hvor der er kræset for detaljer som læderindtræk, flot bred skærm og diskrete ventilationsgitre.

Pladsen i selve kabinen er virkelig godt udnyttet, og der er en del mere plads end i den tidligere Discovery model. Derudover er sæderne på 2. række blevet meget bedre, og man sidder ikke så ret med ryggen som man tidligere gjorde. På kabinepladsen vinder Discovery over sine nærmeste konkurrenter, og selv en stor bil som en Audi Q7 har mindre kabineplads.

Læs resten af artiklen >> KLIK HER

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.