Blog af: Sidse G. Vangsted – jordbrugsteknolog med speciale i heste.

I denne artikel vil vi give dig nogle retningslinjer, at gå ud fra – så du forhåbentlig undgår problemer i forbindelse med foderskifte.

Foderskifte
Heste er følsomme overfor ændringer i deres fodring. Pludselige foderskift kan forårsage adskillige sygdomme og helbredsproblemer, da bakterierne og mikroorganismerne i hestenes mave – tarmsystem ikke når, at tilpasse sig det nye foder. Derfor bør ændringer i hestens fodring foretages gradvist over en kortere eller længere periode. Som hovedregel skal man regne med en tilvænningsperiode på minimum tre uger.

Definitionen på foderskift er:

 Ændringer i hestens daglige fodring og/eller de fodermidler der indgår her i.

Du foretager altså ikke kun foderskift når du skifter fra en kraftfoderblanding til en anden, men også hvis du eksempelvis erstatter korn fra sidste år med nyhøstet korn eller begynder, at fodre med hø fra andet slæt i stedet for hø fra første slæt. Altså betragtes selv små ændringer i hestens fodring som et foderskift og bør indføres gradvist.

På stald igen
Efterhånden som græssets vækst hæmmes i takt med dalende temperaturer og længere nætter, bliver der mindre græs til rådighed på foldene og hestene vil få brug for, at få tildelt foder ved siden af for at udgå, at komme til at mangle næringsstoffer.

Grovfoder

En vigtig faktor at tage hensyn til, i forbindelse med overgangen til vinterfodring, er vandprocenten i de forskellige grovfodermidler. Frisk græs på folden indeholder 70 – 80 procent vand, wrap indeholder 15 – 40 procent vand mens hø indeholder 10 – 15 procent vand.

For at lette overgangen fra frisk græs til hø eller wrap, kan man med fordel tildele hesten små mængder mens den stadig går på græs. Start med helt små mængder og øg gradvist henover en tre ugers ”overgangsperiode”.

Vær ekstra opmærksom hvis du bruger halm, da det øger risikoen for forstoppelse. Halm har et meget lavt indhold af fordøjelige fibre. Derfor er halm stort set ufordøjeligt for hesten i modsætning til de fleste andre typer grovfoder, som benyttes til fodring af heste.

Krybbefoder

Overgangen til krybbefoder bør ligeså foretages lidt efter lidt. Vi anbefaler at du starter ud med, at give hesten en ”smagsprøve” den første dag – max 100 gram. Denne mængde optrappes langsomt over minimum tre uger. Du bør maksimalt øge mængden af tildelt kraftfoder med 200 gram om dagen.

Sørg for at hesten har haft adgang til grovfoder umiddelbart inden du giver den krybbefoderet. På den måde mindsker du risikoen for blandt andet mavesår. Dette gør sig i øvrigt altid gældende, men er særligt vigtigt når hestens fordøjelsessystem igen skal vænnes til kraftfoder.

Skal du skifte fra et kraftfoderprodukt til et andet, eller skal du tilføje flere kraftfoderprodukter til hestens foderration gælder samme retningslinjer. Start med en lille mængde og øg gradvist over minimum tre uger.

Motion

Det er ikke alene overgangen til andet foder der spiller ind i overgangen til vinterfodring, men også det faktum at hesten vil bevæge sig mindre grundet færre timer på fold.

Motion har stor indflydelse på hestens fordøjelsessystem. Derfor kan det have konsekvenser hvis hesten fra den ene dag til den anden kommer til, at opholde sig meget i sin boks hvor mulighederne for bevægelse er begrænsede. Det problem man oftest ser i denne forbindelse er forstoppelse som er den nok mest almindelige form for kolik i Danmark. Sørg derfor for at lave en glidende overgang ved, at øge hestenes ”bokstid” over en periode.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.