Af Sebastian Krausing / Bilsektionen.dk 

Offroadere er blevet svært populære, og her ser vi på en af de dyrere modeller. Volvo V60 Cross Country er en V60’er på stylter, men der er også ny og bedre teknik under bilens ydre.

Volvo V60 Cross Country (ikke at forveksle med XC60) er svenskernes svar på en Audi A4 Allroad. Altså, en stationcar, der ikke er en rigtig offroader, men gerne vil have udseendet som en.

V60 Cross Country slutter sig til V40 Cross Country, der også er en forhøjet V40’er. Helt præcist er frihøjden øget med 65mm, og Volvo påstår køreoplevelsen skulle være blevet mere sportslig vha. torque vectoring og corner traction control.

Motorprogrammet inkluderer tre dieselenheder på trods af to dem faktisk hedder det samme, nemlig D4. Vælger man en D4 med forhjulstræk er det en ny firecylindret 2-liters med 190 hk og 400 Nm, mens den firehjulstrukne udgave har en 2,4 liters femcylindret motor, hvor der er samme antal heste men 20 newtonmeter mere. Af andre forskelle kan det nævnes, at den forhjulstrukne model kan leveres med ottetrins automatgearkasse, mens den firehjulstrukne har en ældre sekstrins automatgearkasse, hvis gearskift ikke er helt så bløde.

Volvo_v60_cross_country_02

FEM CYLINDRE I TESTMODELLEN

Testmodellen var desværre den femcylindrede model. Der er bestemt positive aspekter ved den femcylindrede motor, for den har lidt mere moment og en dejlig lyd ift. den firecylindrede, der lyder som en udpint kat når den får gas – ligesom alle andre firecylindrede dieselmotorer. Når det er sagt, så er den femcylindrede dieselmotor og den sekstrins automatgearkasse ”old news”, og det er altid sjovere at lege med nye motorer, der samtidig også er mere økonomiske.

Accelerationen fra 0-100 km/t tager 8,9 sekunder, så den er ikke decideret hurtig, og løjerne stopper trods alt også ved 205 km/t. Drejningsmomentet på 420 Nm fra 1.500-3.000 gør dog, at man føler der er flere kræfter under hjelmen.

Den femcylindrede sag er angivet til 17,5 km/l ved blandet kørsel, hvilket er ganske hæderligt og nogenlunde det samme som en lignende 2-liters A4 Allroad med Quattro-firehjulstræk. Prisforskellen er cirka 15.000 kroner i Volvos favør, trods man vælger mellemudstyrsniveauet, og så er Audien også langt bagefter på udstyr.

Standardudstyret er tilpas men ikke vildt. Fra standard har man dog flere avancerede sikkerhedssystemer (City Safety & Emergency Brake Assist). Udstyrsniveauet over, Momentum, gør dog straks bilen lidt mere luksuriøs med et mere lækkert læderrat, aktive Xenon forlygter, el-justerbare lændestøtte i forsæderne, et større anlæg med en 5” skærm, Bluetooth, et andet indtræk i kunstlæder, paneler i Brushed Aluminium, regnsensor og stålpanel ved bagagerumsåbningen. Merprisen er 40.000 kr., mens topudstyrsniveauet Summum koster yderligere 30.000 kroner. Testmodellen var Momentum-modellen, hvilket også er den mest fornuftige variant, trods testmodellen havde ekstraudstyr til en værdi af over 220.000 kroner! Her kan bl.a. nævnes et større infotainmentsystem, Volvo On Call, varme i bagsæderne, en stor sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot, lædersæder, varme i rattet, paneler i valnøddetræ og 18” letmetalfælge.

På forsæderne finder man sig luksuriøst tilpas, mens bagsædepladsen er noget mere kritisabel. Billigere biler som VW Passat, Ford Mondeo og Skoda SuperB byder på markant mere luksuriøse bagsædeforhold. Bagagerummet er bestemt heller ikke i den større ende.

Således starter det altså godt ud for V60 Cross Country, der i daglig tale også bare kan forkortes til CC.

Volvo_v60_cross_country_04

SÅDAN ER V60 CROSS COUNTRY PÅ VEJENE

I byen virker det noget underligt at køre rundt i V60’eren på stylter, for dér er det kun designet som taler for den. Kører man ud på landevejene og ned af en ikke asfalteret vej, så giver det hele dog pludselig mere mening. Man skal dog huske, at det ikke er en XC60, men ”blot” en forhøjet V60’er, trods den samlede frihøjde på 21 cm er rigtig pænt ift. biltypen! Faktisk er V60 CC både komfortabel på ujævn vej og når man fræser af sted på motorvejen. Giver man den gas på landevejene, så bemærker man dog hurtigt, at V60 CC bestemt ikke er den sportslige i klassen.

Motorvejskørsel klarer den derimod ganske fantastisk. Bilens fjedring er rigtig god, og man sætter virkelig pris på undervognens opsætning, når man kører længere ture. Faktisk nyder V60 Cross Country også godt af ændrede støddæmpere ift. en almindelig V60, og det gør altså den føles mindre stiv. Støjniveauet er holdt nede trods der er lidt vejstøj, men en anke på støj, som man faktisk kan gøre noget ved, er at vælge en firecylindret motor frem for den brummende femcylindrede.

Desuden har Volvo en Cross Country udgave af sedanmodellen, S60, undervejs. Vi mener det er ret vovet, men spændende.

I realiteten bør Volvo V60 Cross Country kun frygte to: Audi A4 Allroad og Subaru Outback.

Volvo V60 Cross Country D4 AWD Momentum
2,4-liters femcylindret diesel
Ydelse: 190 hk v. 4.000 o/min, 420 Nm v. 1.500-3.000 o/min
Topfart: 205 km/t – 0-100 km/t: 8,9 sekunder
Forbrug: 17,5 km/l
Køreklar vægt: 1.836 kg
Bagagerumsvolumen: 430 liter
Pris: 712.000 kr.

KONKLUSION:
Stod valget mellem en Volvo V60 Cross Country og Audi A4 Allroad, så ville vi uden tvivl vælge Volvoen. Svenskens problem er blot, at når den nye Audi A4 Allroad kommer, så springer vi straks over i fjendens lejr.

 

 

 

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.