Dansk military er inde i en rivende udvikling, hvilket tydeligt kan ses, når man kigger på startlisten til dette års Agria DRF-mesterskaber for ponyer, der afvikles hos Søborggaard Rideklub d. 6.-7. juli.

Ikke mindre end 16 kat. I ponyer er meldt til start i mesterskabet for de store ponyer, og ud fra startlisten bliver der kamp om medaljerne. I mesterskabsklasserne for de mindre ponyer er der tre ponyer til start i kat. II-mesterskabet, mens der er to ponyer til start i kat. III-mesterskabet.

Glad og stolt holdkaptajn
”Jeg kan ikke huske, at der før har været 16 startere til et DRF-mesterskab for ponyer. Som holdkaptajn er jeg naturligvis stolt og glad. Det er mange års arbejde, der nu giver bonus, og der er ingen tvivl om, at det især er Subaru Cuppen, der er med til at trække ryttere til sporten. Flere ryttere har to ponyer med i klassen, hvilket har stor betydning, når vi tænker på dansk deltagelse ved NM og EM. En del af rytterne er 16 år, og dermed på vej til juniorklasserne. De udgør en meget spændene talentpulje, som vi skal arbejde videre med i forhold til OL 2024,” siger holdkaptajn for pony-, junior-, og ungryttere, Sally Schlichting.

Agria DRF-mesterskabet rides over to dage hos Søborggård Rideklub i Gilleleje. Fredag rides der dressur, mens både ridebanespringning samt terrænspringning afvikles lørdag. Resultatet af alle tre discipliner lægges sammen, og den rytter med færrest strafpoint vinder mesterskabet. Selv om feltet for kat. I-ponyer er rekordstort, er der som nævnt ikke så mange til start i klasserne for børn under 14 år (kat. II og III). En af grundene til det er, at niveauet er sat en tand op. Børnene skal springe 80 – 90 cm – mod 70-80 cm tidligere, og så skal de være kvalificeret til at ride mesterskabet. Det skulle de ikke før.
Formand i Dansk Ride Forbund, Ulf Helgstrand, vil overrække medaljer i klassen for kat. I -ponyer.