Military er en alsidig disciplin og lørdagens springning i Bernstorffsparken testede rytternes evne til at bevare hovedet koldt – og hestenes evne til at lade bommene blive oppe. Det viste sig at være en ikke helt let opgave og der blev rykket noget rundt på rækkefølgen i toppen. Resultatet efter springingen er, at Jakob Binder Struck på Campesina nu er i front med 35.3 strafpoint. Men han er skarpt forfulgt af Vivan Mary Ryslinge på Diva de Vision med 36.3 og Helena Graungaard på Tofegaardens Toscana med 36.5.

Tæt kamp om medaljerne
Der er altså stadig meget tæt kamp om pladserne blandt de 10 ryttere, der rider om Danmarksmesterskabet. Hvem der løber med guld, sølv og bronze afgøres i morgen søndag med et udfordrende terrænridt på Fam. Martinsens smukke ejendom Lundegården i Høsterkøb. Tilskuere er velkomne til at følge rytterne på terrænbanen. Enten på egen hånd eller på en af to guidede ture, hvor en erfaren militaryrytter forklarer om sporten og kan svare på spørgsmål.

Guidet 1* tur starter kl. 10:30 og 2* tur kl. 13:30.

Der er gratis adgang til stævnet. Parkering i Høsterkøb koster 50 kr. Og p-billetten er også lodseddel til lodtrækning om gode præmier ved præmieoverrækkelsen.

Alle resultater og vejbeskrivelse til terrænet kan ses her