Som ryttere har vi det med at fokusere meget på, at vores heste skal have de rette muskler og en god kondition. Det er vigtigt, men det er mindst lige så vigtigt for den anden halvdel af ekvipagen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det at ride, strigle, muge, slæbe udstyr frem og tilbage eller at lukke heste ud og ind tæller på kontoen. Men nu, hvor efterårets blæsende og regnfulde dage begynder at vise sig, bliver der for mange af os længere og længere mellem rideturene. Det kan også være, at du står med en skadet hest, som kræver flere ugers pause. I situationer som dem kan spørgsmålet trænge sig på: Hvordan holder jeg mig i form som rytter?

Er man åben over for at prøve noget nyt ved siden af livet i stalden, er der masser af muligheder – både som supplement til eller erstatning for den daglige ridetræning. Der findes faktisk flere motionsformer, hvor du kan få aktiveret nogle af de muskler, du er vant til at bruge i sadlen. Her er tre af dem.

Crossfit
Er du til naturlig styrke- og konditionstræning uden at skulle løbe en kedelig tur eller bruge diverse udfordrende maskiner i et fitnessrum? Med crossfit får man mulighed for at bruge sit naturlige bevægelsesmønster, ligesom når man sidder på hesten – bare endnu mere intensivt. En omgang effektiv træning tager kun 10-25 minutter, så det passer perfekt til et liv, hvor der også skal være tid til at passe hesten.

Inden for crossfit taler man om at styrke kroppens kerne – det vil sige mange af de store muskelgrupper, som vi også bruger, når vi rider. Derudover er det også en funktionel motionsform, fordi man kan fokusere på at træne lige præcis de muskelgrupper, som man bruger mest i træningen af sin hest.

Yoga
Hvis du foretrækker en mere rolig form for træning, går ridning og yoga også hånd i hånd. Selvom man står mere eller mindre stille, må effekten ikke undervurderes. Yoga giver nemlig både balance, styrke og smidighed – og så fungerer det som et mentalt redskab til at øge og bevare kropsbevidstheden. Overført til din ridning betyder det, at du vil kunne træne din indvirkning på hesten uden reelt at side på den – ganske enkelt, fordi du lærer at få styr på din krop og blive mere fintfølende i dine bevægelser. Desuden styrker yoga musklerne omkring rygsøjlen, hvilket særligt kan være brugbart for dressurryttere, der gerne vil forbedre eller vedligeholde kropsholdningen.

Yoga kan enten dyrkes på et hold, hvor en instruktør kan hjælpe, eller man kan dyrke det hjemme i stuen, når man er kommet hjem fra stalden – smart! Man kan naturligvis også kombinere det, og der findes endda yogahold specielt for ryttere.

Pole fitness
Ja, den er god nok. Pole fitness og ridning har noget tilfælles. Selvom hesten bliver skiftet ud med en metalstang, handler det om at bruge sine ben og kropsvægt til at holde sig fast. Nøgleordene er udholdenhed, styrke og smidighed, og til forskel fra pole dance handler det ikke om at vise sin sensualitet, men om at udfordre og udvikle kroppens fysik. Ligesom man kender det fra ridning, bruges kropsvægten desuden også i pole fitness som det balancerende punkt.

Lad os endeligt få understreget, at pole fitness er for alle uanset størrelse, form og alder. Så det er bare om at hoppe ud i det. De andre på holdet vil helt sikkert også være nybegyndere.

Det skal være en fornøjelse
Mon ikke vi er mange ryttere, som især elsker vores sport, fordi det er en hobby – en livsstil – som ikke føles som tvunget motion. Når vi er ’in action’ med hesten, overskygger engagementet og samarbejdet fuldstændigt bevidstheden om, at det vi laver, faktisk er fysisk hårdt. Præcis sådan skal det også være, når man er på udkig efter en motionsform ved siden af sin ridning. Det skal være en fornøjelse at dyrke motion, helt som vi kender det fra træningen med vores heste.

Det bedste råd til dig som rytter må være: Prøv dig frem – også selvom landet fuld af nye motionsformer kan være lidt ukendt for en ridepige. Måske vil du føle dig kejtet, så snart du ikke har fire ben under dig. Måske vil du opdage, at du faktisk er rigtig god til det, fordi din ridning gør dig stærkere end du tror. Vær ikke bange for at tage snakken med veninde fra stalden – tænk engang, hvis hun vil med. Fornøjelsen vil helt sikkert kun blive større, hvis I er to, som kender hinanden, og som begge træner med ridningen for øje.