Under navnet DWB World Cup Auction har World Cup Herning og Dansk Varmblod skabt en ny auktion, der fredag den 19. oktober vil sælge 15-18 føl af høj kvalitet.

Et stort fagpublikum fra ind – og udland samles til World Cup-stævnet i Herning, der vil sætte den perfekte ramme om en følauktion over sent fødte føl af topkvalitet.

Auktionarius Casper Cassøe vil således svinge hammeren over 15-18 selekterede topføl fredag eftermiddag den 19. oktober under World Cup-stævnet i MCH Messecenter Hernings hal M. Føllene vil tidligere på dagen blive præsenteret for publikum i hallen.

Det vil være en god blanding af spring- og dressurbetonede og udelukkende DV-registrerede føl, og primært de sent fødte føl, som ikke har kunnet deltage på Dansk Varmblods Elitefølauktion i august.

Har du et oplagt emne, som du ønsker besigtiget til World Cup-auktionen, skal du sende din tilmelding til [email protected] eller [email protected] med oplysning om føllets afstamning og hoppestammens resultater samt gerne foto og video.

Tilmeldingsfristen til besigtigelse er den 3. oktober 2018. Der kan udelukkende tilmeldes føl, der er registreret i Dansk Varmblod. Udtagelsen af føl til auktionen finder sted lørdag den 6. oktober på Vilhelmsborg, hvor føllene også vil blive filmet.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.