Som rytter skal man kunne bruge arme, ben, hænder og sæde uafhængigt af hinanden. Det kan være nemmere sagt end gjort at have kroppen under kontrol og få det, som man i teorien godt forstår, til at fungere i praksis. Nogle ryttere har et større naturligt talent end andre – og det kan selvfølgelig være frustrerende, hvis man selv har svært ved det. Den gode nyhed er, at man kan træne sig til at blive bedre. Ved at øve sin koordinationsevne gennem visualisering er der en god chance for, at man rent faktisk kan få det, ens træner fortæller én, til også at fungere i sadlen.

Visualiser din ridning
Nøglen til at kunne koordinere sine bevægelser er først og fremmest at kunne forstille sig, hvordan hver kropsdel skal arbejde. Med andre ord bør du som det første træne din kropsbevidsthed uden at sidde på hesten.

Når du visualiserer, skal du ikke forestille dig, hvordan din ridning vil se ud for andre. Du skal derimod prøver at genkalde de følelser, som du mærker i kroppen, når du rider. Begynd for eksempel med ryggen: Hvor skal den være placeret, for at tyngdepunktet ligger rigtigt i forhold til hestens? Hvilke muskler skal du kunne mærke, at du bruger? Derefter kan du prøve at forstille dig, hvad du skal gøre med dine hænder, så dine ben og måske til sidst dine fødder. Når du har fokuseret på dig selv, kan du prøve at flytte tankerne over på hesten. Genkald så vidt som muligt, hvordan det føles, når hesten går (mere eller mindre) perfekt under dig. Dén følelse er vigtig at kunne finde frem, da det skal være dit grundlæggende mål.

For at overføre følelserne til sadlen, kan du med fordel prøve at visualisere konkrete situationer eller øvelser. Du kan for eksempel forestille dig, hvordan du bør bruge din krop, når hesten skal lave en parade, når den skal lave en overgang eller når den skal over et bestemt spring. Du kan også prøve at forestille dig, hvad du skal gøre, hvis du og hesten kommer ud af balance. Hvad kan du så gøre med din krop, for at I kommer tilbage på sporet? Hvis du har svært ved det – måske fordi du ikke ved, hvordan det bør føles – kan du med fordel øve det på en hest, som kan udføre øvelsen korrekt. Måske har du en træner eller en veninde, som vil lade dig prøve deres hest en gang eller to?

Gør tanke til handling
Når du kan forestille dig følelserne, vil de også være lettere at finde, når du sidder i sadlen. At du har visualiseret en øvelse, betyder dog ikke, at du kan sætte dig op på hesten og straks udføre den perfekt. Du er stadig nødt til at begynde dér, hvor du slap, sidst du sad på hesten. Ved at have visualiseret følelsen, ved du dog nu, hvad du skal ride efter – og ikke mindst, hvad du skal gøre med din krop for at opnå det. Det vil også gøre det lettere at holde hovedet koldt, når det ikke går som forventet. På den måde er visualisering et værdifuldt værktøj til at komme sine udfordringer i sadlen i forkøbet.

Ved at forestille dig, hvordan dine forskellige kropsdele skal arbejde, kort før du sætter dig op på hesten, vil det blive lettere at forankre følelserne i kroppen, når du har sat dig i sadlen. Jo mere du visualiserer og efterfølgende afprøver det jo lettere vil det blive at få kontrol over dine bevægelser – og på den måde kan du gøre tanke til handling.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.