Udover at sørge for, at hesten får tilstrækkeligt med vand og foder, kommer ud i den friske luft hver dag og er korrekt vaccineret, så er et jævnligt besøg af smeden noget af det vigtigste, man bør sørge for som hesteejer. Der er dog ikke noget mere irriterende, end hvis man skal have fat i smeden fordi hesten (igen) har tabt en sko.
 
I denne miniserie fordelt på tre artikler hjælper vi dig med at hjælpe din hests hove på vej. I artiklen her skal det handle om, hvordan du tackler vinterens mudder på foldene og undgår, at din hest taber sko.

Hvorfor taber heste nemmere sko i mudder?

Der er flere grunde til, at en mudret vinterfold kan samle mange tabte sko til sig i løbet af en sæson. Den første forklaring er, at mudderet gør det svært for hesten at trække sin forhov til sig før baghoven kommer og sætter sig i samme spor. Dybt mudder øger altså chancen for, at hesten træder sine forsko af. Den anden forklaring er, at fugten i den mudrede jord gør hovene bløde. Mange ryttere er utroligt opmærksomme på, at hestenes hove skal have rigeligt med fugt om sommeren for ikke at tørre ud. Det er også vigtigt. Men spørger man sin beslagsmed, så vil han eller hun med al sandsynlighed svare, at det faktisk er endnu værre med en for fugtig hov – simpelthen, fordi skoen har svært ved at sidde fast. Og når én sko først er blevet tabt, så er det ofte sværere at få en ny til at blive siddende. Med andre ord kan vinterens mudder være med til at sætte gang i en rigtig kedelig, ond cirkel.

Hvad kan man gøre for at undgå det?

Er din hest mester i at smide sine sko, så slipper du nok aldrig helt af med problemet. Dog er der masser af muligheder for at forbedre det og undgå en vinter med lidt for mange tabte sko. Nogle hesteejere har måske særlig god erfaring med noget, hvor andet virker bedre for nogle andre. Der findes mange gode råd derude, og du kan desværre ikke være sikker på, at det også fungerer for din hest. Ikke desto mindre er gode råd altid værd at prøve af, for tænk nu hvis det virker? Her får du i hvert fald et par af dem.

Klokker

Den mest udbredte måde at forsøge at undgå ovenstående scenarie er at give hesten klokker på, når den skal på fold. I de fleste tilfælde har det en effekt. Det kræver dog, at man køber de rigtige klokker. Det gælder nemlig om at købe nogle klokker, som er store nok i størrelsen til, at de dækker skoens bagkant. Et godt fingerpraj er at købe dem en størrelse større end hesten normalt bruger.
Mange hesteejere har også rigtig god erfaring med at lægge to klokker på hvert ben, sådan at den øverste klokke holder ned nederste på plads. Her skal den øverste klokke være i den størrelse, som hesten normalt bruger. Man kan også bruge kodeledsbeskyttere. Det er særligt en god idé at bruge et sæt dobbelt-klokker på mudrede eller knoldede folde. Det skyldes, at den ujævne jord nemt kan skubbe klokkerne op og dermed blotte skoen, og så er der frit spil til, at hesten kan træde op i den.

Gummi eller neopren?

Om det er gummi- eller neoprenklokker, som er bedst til formålet må vist siges at være en smagssag. Nogle heste træder nemt gummiklokker i stykker. Neoprenklokker holder på vandet og kan derfor nemt give nogle heste muk. Det bedste er selvfølgelig at tage klokkerne af hestens ben, når den kommer ind fra fold, så benene kan tørre og huden kan få ro.

ShoeSecure

Måske har du hørt om ShoeSecure? Måske har du ikke. Det er en form for skal lavet af hård plastik, som man sætter rundt om skoens bagkanter og som går et stykke op ad hestens baller. De fæstnes med skruer som sættes i skoens mordaxhuller. Fordelen ved disse er, at de ikke holder på fugten eller kan genere huden omkring kodeledet ligesom et sær klokker. Ulempen er, at man ikke må ride med dem, så man skal skrue dem af, hver gang man skal træne. Det skal også nævnes, at hvis hesten virkelig ‘gør sig umage’ så kan den godt træde i sin ShoeSecure og måske forvolde endnu større skade end hvis den ‘blot’ havde trådt sin sko af.

Jod og kartoffelmel

For at hjælpe hoven på vej med at slippe af med noget af fugten efter en lang dag i mudderet, så kan man – forsigtigt – forsøge sig med disse to ‘hestehusmorråd’. Man kan prøve at duppe hoven med lidt jod og/eller drysse kartoffelmel på. Inden man går i gang skal hoven naturligvis være vasket helt ren og tørres med et håndklæde. Jod udtørrer hoven, så man skal være forsigtig og måske rådføre sig med sin smed før man går i gang. Kartoffelmel kan suge store mængder væske, så derfor skal man også være påpasselig med det. Begge råd kan dog være effektive, hvis man lærer at bruge dem så moderat som hestens hov kan tåle. Det vil bidrage til at hesten ikke så let taber sko.

En tør bund

En anden måde, hvorpå man kan hjælpe hoven med at slippe af med noget af fugten, er ved at give hesten en tør bund at stå i. Det kan være svært at undgå mudder på foldene, men man kan som hesteejer gøre rigtig meget for at give sin hest en boks eller et læskur som er velstrøet og hel tør at komme ind i. Bare det at hoven kan tørre nogle timer i løbet af natten kan gøre at skoene bliver lidt bedre hængende.

I SAMME SERIE
Hjælp hovene på vej: Tid til smed?
Hjælp hovene på vej: Sur stråle

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.