Lørdag den 2. februar blev der afholdt opstartsmøde af den nye military-elitegruppe i de dejlige rammer på Blue Hors ved Randbøl. Omkring 40 militaryentusiaster havde revet en lørdag ud af kalenderen for at deltage, og det blev en inspirerende dag med gode oplæg og mange konstruktive kommentarer og spørgsmål.
På mødet fremlagde elitegruppen, der består af holdleder Kerstin Emilie Dallmann, Peter Flarup og Christian Struck, deres tanker om arbejdet med militaryeliten i Danmark og sportsplanerne for 2019. Et af elitegruppens helt store fokuspunkter ud over det sportslige, er et styrke sammenholdet militaryryttere imellem. Rytterne blev derfor opfordret til at bakke hinanden op, både når det går godt, og når det går skidt.

”Det var virkelig positivt med så stor opbakning til vores opstartsmøde. Det er dejligt, at der er så mange, der gerne vil høre mere om, hvad det hele går ud på, og hvad vi har i tankerne for fremtiden. Der er en stor talentpulje i dansk military, og i elitegruppen glæder vi os til at være en del af udviklingen af sporten fremadrettet”, siger holdleder Kerstin Dallmann.

Alle aldersgrupper var repræsenteret på mødet – lige fra ponyryttere der gerne vil ride deres første Nordiske Mesterskab over junior/ungryttere til seniorryttere, der stiler efter at blive en del af holdet til sommerens EM i Luhmühlen i Tyskland. Efter at elitegruppen havde været på, blev der også tid til, at rytterne kunne sætte sig i grupper og diskutere stævneplaner og dermed blive inspireret af hinanden.

Mange af militaryrytterne mødes igen den 23. – 24. februar, når der er træningssamling. Her vil Peter Flarup varetage træningen, og holdleder Kerstin Dallmann vil være tilstede.

Læs også:
Kerstin Dallmann ny holdleder i military