Meddelelse fra islandshest.dk

I år var det 40. gang, at Dansk Varmblods Hingstekåring blev afholdt i dagene 6.-10. marts i MCH Messecenter i Herning. Traditionen tro med festligt indslag fra islandske heste.

De i alt 67.211 gæster kunne bl.a. opleve hingstekåring, internationale konkurrencer, to jubilæums-gallashows, forårsauktion og Hest & Rytter-messen. Men også en islandshestespecialitet!

Islændere til varmblodsshow
40- års jubilæet blev fejret med “The Greatest Show” i et helt udsolgt Boxen både fredag og lørdag aften. Gallashowet er en unik oplevelse for alle, store som små, hesteinteresserede og ikke-hesteinteresserede med et afvekslende og underholdende program.

Ligesom i de forrige år var Rasmus Møller Jensen blevet kontaktet af Lene Midtgaard fra Dansk Varmblods Gallashow-udvalg. Sammen med Lene og de øvrige islandshesteryttere havde Rasmus afstemt tema og koordineret et indslag rundt om sangeren John Mogensen.

Dansk Varmblods Hingstekåring og Hest & Rytter Messen er ét af verdens største begivenheder af sin slags. Et event Rasmus Møller Jensen finder det vigtigt, at promovere den islandske hesterace ved:

“For det første er det en fantastisk ramme og en fantastisk oplevelse at ride i Boxen! Men for mig er det lige så vigtigt, konstant at arbejde for vores hestes synlighed. Der skal ingen tvivl være om, at jeg glæder mig over og håber på, at vi på den lange bane vil kunne opleve clinics og flere del-events målrettet islandshest- og rytter ved sådan et enormt event, som det her. Nøjagtig som det er tilfældet i f.eks. Falsterbro Horseshow og Norwegian Horse Festival”, fortæller Rasmus.

Rytterne red til John Mogensens “Så længe jeg lever”. De fik frie hænder til at koordinere et flot program, der viser den islandske hests gangarter og særegenhed. Og det lykkedes så absolut!

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.