Pressemeddelelse fra Dansk Ride Forbund
Årets FEI World Cup finale står for døren i den kommende weekend, og Daniel Bachmann Andersen deltager med Blue Hors Zack for Danmark. Daniel og Zack er velankommet til Göteborg, de har i dag været i gennem vet-tjek og er med Daniels egne ord ”klar og glæder sig til Grand Prix’en i morgen”.

Kommer med en sejr i bagagen
Når Daniel Bachmann Andersen fredag kl. 15:19 rider på banen i Scandinavium som nummer 14 ud af de 18 startende ryttere, må det være med en fornuftig portion selvtillid i ryggen, efter hans sejr i den sidste World Cup kvalifikation i bagagen. Ved stævnet i hollandske s’Hertogenbosch for små tre uger siden brillerede Daniel og Zack nemlig og slog blandt andet dressurdronningen Isabell Werth. I weekendens finale stiller Isabel Werth dog op med Weihegold OLD, med hvem hun lige nu ligger nummer et på verdensranglisten. Hun er desuden forsvarende titelholder og må absolut regnes blandt favoritterne. Det er et spektakulært stærkt felt, som, udover Isabel Werth, også tæller landsmanden Helen Langehanenberg/Damsey FRH, de to amerikanske sølvmedaljetagere fra sidste års WEG Kasey Perry-Glass/Gørklintgårds Dublet og Laura Graves på Verdades, og selvfølgelig hjemmebanehelten Patrik Kittel på Delaunay OLD. Men mon ikke deltagerne også ser Daniel Bachmann Andersen som en særdeles farlig konkurrent. Han har vundet to kvalifikationer – den første i Herning og senest den sidste i s’Hertogenbosch, og så har han pt. to heste i top-10 på FEI’s rangliste (Blue Hors Zack og Blue hors Don Olymbrio). Sikkert er det i hvert fald, at Daniel vil gøre sit ypperste, og at han og Zack både er klar og glæder sig til at skulle i aktion.

Se med på svensk tv
Heldigvis sender vores svenske naboer både fredagen grand prix og lørdagens kür. Se med på SVTV1 lørdag kl. 12:55 og søndag kl. 15:45.

Om FEI World Cup finale

Finalen er åben for maksimalt 18 ekvipager, der har kvalificeret sig gennem sæsonen. Første dag rides der Grand Prix, og alle ryttere herfra rider Grand Prix kür på andendagen, forudsat at de har opnået minimum 60 % i førstedagens Grand Prix, og det er netop küren, der afgør Finalen, og dermed hvem der sejrer.

Program, start- og resultatlister

FEI World Cup