Hører man ordet ‘forfangenhed’, så tænker man højst sandsynligt på en lille rund pony, som har fået alt for meget græs. Det er heller ikke helt forkert, men der findes mange andre scenarier, som også kan føre til den smertefulde lidelse. Alle heste kan blive ramt af det, og det er langt fra kun græsset, som kan være årsagen til det. Her får du 10 tankevækkende facts om forfangenhed, som forhåbentlig kan hjælpe dig og dine staldmakkere til at undgå den frygtede sygdom blandt jeres heste.

1Alle heste kan blive forfangne

Selvom det som oftest er de nøjsomme racer – og særligt ponyracerne – der bliver ramt af forfangenhed, så kan også store og mere lette racer som for eksempel varmblodsheste lide af det. Det kan desuden ramme heste i alle aldre.

2Hovbenet bryder igennem hovkapslen

Forfangenhed opstår, når lamellerne i bindevævet mellem hovbenet (knoglen inde i hoven) og hovkapslen (hestens “negl”) nedbrydes og løsnes fra hinanden. Det gør bindevævet blødt, sådan at hovbenet begynder at bryde ud eller “vokse” igennem hovkapslen. Det er forståeligt nok meget smertefuldt for hesten.

3Skyldes ikke kun græs

Det er langt fra kun forårets og sommerens græs, der kan være synderen, når en hest bliver forfanget. Tilstanden kan også opstå, hvis hesten har forædt sig, har oplevet et brat foderskifte, har overbelastet sine hove, er overvægtig eller generelt får for meget sukker/stivelse i sit foder. Derudover kan livmoderbetændelse og stofskiftesygdomme også være årsagen. Op mod 90% af forfangne heste formodes at have problemer med stofskiftet.

4Pas på græsset i vinterhalvåret

Græs skal blot bruge de rette mængder sol, varme og vand for at kunne vokse – og det sker ikke kun om sommeren. Solens stråler hjælper græsset med at lave fotosyntese, som danner sukker i stænglen. Når vejret bliver under 5 grader, for eksempel om efteråret og om vinteren, vil græsset begynde at vokse langsommere og sukkeret vil ophobe sig. Det betyder, at selvom en hest kun indtager en lille mængde græs i vinterhalvåret, så kan sukkerindholdet i græsset være så højt, at det kan gøre den forfangen.

5Forekommer også på bagbenene

De fleste heste, der bliver forfangne, rammes af det på forbenene. Det kan man se ved, at hesten forsøger at læne sin vægt om på bagbenene og skyder forbenene fremad for at aflaste dem. Lidelsen kan dog også forekomme i bagbenene, men det kan være sværere at opdage, fordi de ikke belastes lige så meget som forbenene. Symptomer som en trippende gang og en udpræget mangel på takt bagtil er som regel det, der giver anledning til mistanken om forfangenhed bagtil. Desuden vil hesten forsøge at lægge vægten på ballen fremfor på tåen, hvillet giver en dobbeltlyd for hvert skridt, den tager. Er man i tvivl om hesten er forfangen, så kan man prøve at trykke den i hovene med en visitertang.

6Stråfoder kan indeholde meget sukker

Hø og wrap kan indeholde mere sukker end man måske lige går og tror. For en rask hest er det ofte ikke noget, man bør bekymre sig om, men har man en hest med tendens til at blive forfangen, er det fornuftigt at undersøge, hvor stort sukkerindholdet er i det stråfoder, man har tænkt sig at købe. Mange hø- og wrap-producenter laver analyser af deres foder, således at du som forbruger kan få vished om næringsindholdet.

7Akut forfangenhed i frostvejr

Ligesom når vi fryser om fingrene, ørerne og tærerne, så vil hestene også få koldere hove, når vejret er koldt – særligt i frostvejr. Det skyldes at blodcirkulationen centrerer sig om kroppens vigtigste, indre organer. For hesten betyder det, at der kommer mindre ilt til hovene, og hvis den har problemer med stofskiftet, så kan den manglende ilt føre til akut forfangenhed. Varmer man imidlertid hovene op, så vil man hurtigt se, hvordan symptomernes lindres. Af den grund kan heste med en stofskiftesygdom have gavn af at få en form for uldsokker eller lignende på, når frosten sætter ind.

8For lange hove øger risikoen

Ofte er heste med for lange hove mere disponerede for lidelsen end heste med velbeskårede hove. Derfor er det vigtigt, at enhver hest passes med smed regelmæssigt, hver 6-8 uge, og at hovene holdes sunde og velplejede. Det gælder naturligvis uanset, om en hest lider af forfangenhed eller ej.

9Undgå hårdt underlag

Nogle heste kan blive forfangne, hvis de går for meget på hårdt underlag – for eksempel på frossen jord, grusvej og asfalt. Det betyder dog ikke, at du skal droppe dine skridteture eller ikke sætte din hest på fold i frostvejr. Men det betyder, at hvis du har en hest med tynde såler, eller som tidligere har lidt af forfangenhed, så er det en god idé altid at lade den stå i og gå på et blødt underlag.

10Langt fra altid en dødsdom

Hvis man får at vide, at ens hest er blevet forfanget, så må man ikke tolke det som en dødsdom. Det er rigtigt, at sygdommen er frygtet, fordi den kan have fatale følger. Men det sker også, at en hest blot skal i behandling og hav ro, hvorefter det gælder om at tage sine forholdsregler for at holde den rask. Nogle heste kan være rentgående efter en uge, mens andre kan lide så meget af det, at en aflivning er det eneste rigtige. Bliver din hest forfangen, så er den bedste behandling at fodre korrekt og skabe gode bundforhold.

Kilder: Hørsholm Hestepraksis, Dangro og Hillerød Hestedyrlæger.

Læs også
Undgå forfangenhed
Sommerens hot og not: Forfangenhed
Græsningssæsonen står for døren!