En gennemsnitlig hest drikker omkring 35 liter vand i døgnet – og nogle meget mere. Men hvorfor er det lige, at der skal så meget til? Her får du en håndfuld gode råd og remindere, som kan hjælpe dig til at finde svar på, hvorfor vand er så vigtigt for din hest, og hvad du kan gøre for at få den til at drikke mest muligt.

Tempereret vand er bedre end koldt
Heste kan godt lide koldt vand, men de drikker mere, hvis det er tempereret – også når vejret er varmt. Det viser et amerikansk studie. Af et andet studie fremgår det til gengæld, at heste helst undgår at drikke vand under 7 grader. Derfor kan det være svært at få sin hest til at drikke nok om vinteren, hvor det er koldt. Her er det en god idé at temperere vandet et par gange om dagen.

50 ml vand pr. kilo hest – som minimum!
En hest bør i hvert fald drikke 50 ml. vand pr. kilo pr. dag. Ellers er den i fare for at få kolik. Det betyder, at en hest på 600 kg kilo bør drikke mindst 30 liter vand på en gennemsnitlig dag – og mere, når det er varmt. Dog er det helt normalt, at en gennemsnitlig hest drikker op mod 35 liter dagligt for blot at holde sig i live.

Hårdt arbejde = 15 liter sved i timen
Heste i hårdt arbejde kan svede op mod 15 liter vand i timen og har derfor brug for op mod 50 liter vand dagligt. Det gælder for eksempel military- og væddeløbsheste. Også følhopper har brug for ekstra meget vand, fordi kroppen skal bruge mere væske til både at producere og tage vare på et lille nyt liv.

Hesten består af 65% vand
En stor del af hestens kropsvægt er vand – faktisk hele 65 %. I gennemsnit er det omkring 350 kilo. Så det er helt forståeligt, at den har brug for at få meget væske indenbords for at holde sig kørende.

Forringer præstationsevnen
Fordi musklerne har brug for ilt til at arbejde, og fordi blodgennemstrømningen, som transporterer ilt ud til musklerne, sænkes, når væskebalancen er dårlig, vil hestens præstationsevne naturligt forringes. Det bevirker også, at affaldstofferne efter endt træning transporteres langsommere væk.

Større risiko for sygdom
Når en hest ikke får tilstrækkeligt med vand, er den i langt større risiko for at bukke under for bakterier og virusser. Igen skyldes det – blandt andet – at blodomløbet bliver dårligt, så kroppen har sværere ved at hente energi til at bekæmpe det udefrakommende.

Vigtige næringsstoffer
Vandet er ikke kun vigtigt for hestens væskebalance. Det indeholder nemlig også en lang række næringsstoffer, som det bringer med sig fra naturen – for eksempel kalk og jern. Især hårdt vand indeholder meget kalk, som er godt for hestens knogler og tænder.

Grovfoder suger meget
Grovfoder som hø, halm og frøgræs suger enormt meget væske – en hel del mere end korn, som ellers også suger meget. Til sammenligning indeholder friskt græs omkring 80% vand, mens hø ikke indeholder over 16%. Vandmængden i wrap kan variere rigtigt meget – lige fra 15% til 70%. I reglen indeholder det omkring 30%. Summa summarum er, at heste, der får stråfoder på folden, ofte har brug for mere vand end heste, der går på græs.

Tjek vandkar og -kopper
En vandkop bør give mindst 8 liter vand i minuttet. Du kan teste det ved at fylde vandkoppen op, holde en spand ind under den og lade vandet løbe i et minut. Desuden har heste brug for lige så rent vand som mennesker – så sørg for at rense vandkar og vandkopper jævnligt.

Når hesten ikke vil drikke
Et godt råd, når en hest ikke vil drikke – eller når det er varmt og hestekroppen har brug for endnu mere væske – er at tilføre vandet lidt smag. Nogle anbefaler æblejuice, mens andre har stor glæde af at putte et par håndfulde mash, roepiller eller lignende i vandet. På den måde får hestene lyst til at drikke det, og de kan hurtigt få indtaget en stor del af den nødvendige mængde vand. Man kan også putte lidt salt i vandet eller give hesten elektrolytter. Desuden mener man, at hårdt vand er mere smagfuldt en blødt vand.

Kilder: DyrlægevagtenDangro og Pavo

Tina er uddannet bachelor i retorik og digital kommunikation. Hun brænder for at skrive relevante og genkendelige artikler, der kan vække følelser og sætte tankerne i gang. Når hun ikke er på redaktionen eller knokler med sit kandidatstudie, er hun som regel at finde på ryggen af sin varmblodshest.