Pressemeddelelse fra Skibby Rideklub og Voltigering (SRV)

Stævnesæsonen blev for alvor skudt i gang for Skibby Ride- og Voltigeklubs 1. og 2. hold, med et succesfuld stævne i Ørestad Rideklub søndag d. 14. april.

Efter en stille sæson i 2018 med intensiv træning af en ny hest til SRV1, i øvrigt hestens første voltigestævne, er de nu klar igen. Det må siges, at det har været det stille års hårde træning værd, da både SRV1 og SRV2, hev 1. pladsen med hjem.

Der blev skruet op for festhumøret i ridehuset, da SRV1 fik vist deres nye velovervejede tema, Abba, frem for første gang i form af dragter, musik og matchende udstyr til hesten.
Allerede onsdag d. 17. april drog begge hold og deres heste afsted igen, denne gang til det jyske i Aalestrup, til årets første internationale flerdagsstævne på Aalestrup Naturefterskole.

Efter nogle gode og lærerige ture på banen, er det nogle yderst tilfredse voltigører der er vendt hjem, dog uden guldmedaljer denne gang, men i stedet med en masse erfaring for både hest og voltigører, samt mod på resten af sæsonens spændende stævner, hvor det næste gang går til Belgien d. 30. maj.

Begge hold er udtaget til bruttotruppen for henholdsvis senior og junior hold i voltigering i Danmark. SRV2 kæmper derfor for at blive udtaget til Verdensmesterskaberne for junior voltigering, hvoraf stævnet i Aalestrup var det ene udtagelsesstævne og det andet er i Belgien. Hvorimod SRV1 primært har et mål om at komme godt i gang med deres første år som senior hold, med deres nye hest og de udfordringer det medfører.

Fra venstre: hesten Tophøjs Geleto Lieto, longefører Hanne Haagen Hansen, voltigører Catrine Graham-Pedersen, Stine Øllgaard Olsen, Sif Jasmin Højrup, Iben Dines Petersen, Wilma Askbo og Josephine Nielsen. Foto: Caitlin Gramham-Pedersen.