Når det skal handle heste og etik, så er brugen af bidet nok noget af det mest omdiskuterede – og med god grund. Munden er et af hestens mest følsomme områder, og vi kan som ryttere langt fra mærke, hvordan det føles derinde i gummerne, når vi tager i tøjlen. Derfor kræver brugen af et bid en følsom hånd, og det er noget, alle ryttere skal lære – særligt de helt nye.

Hvem har ansvaret?
Men hvor ligger ansvaret så? Ansvaret for at bidet ikke misbruges – hverken bedvidst eller ubevidst. De fleste vil nok mene, at det naturligvis ligger hos rytteren selv. Men hvis ansvar er det så at gøre den nye rytter opmærksom på det? Bør man selv kunne regne ud, at man selvfølgelig skal være varsom med brugen af det signal, som går direkte ned i tusindvis af hestens mest følsomme nervebaner? Eller kræver det et vist kendskab til ridesporten og ikke mindst hestens anatomi, som nogle andre må tage ansvaret for at lære andre?

Selvom mange hestemennesker altid sætter hensynet til hesten i første række, så er der desværre også nogle, der ikke skænker det en tanke. I hvert fald ikke, før de bliver gjort tilstrækkeligt opmærksom på det. Heldigvis er biddebatten altid i gang – og den er altid aktuel. Man kan dog stille sig lidt tvivlende over for, om den alene kan rykke ved noget som helst. Så hvordan kan man ellers gribe ind?

Hjælper reglementet?
Som landets største organisation inden for hestehold og ridesport, har Dansk Rideforbund altid gjort en indsats for at sikre god hestevelfærd. Men måske kunne den blive endnu bedre. I forbundets Fælles Bestemmelser 2019, står der blandt andet:

1. Indenfor al ridesport skal hensynet til hesten prioriteres over alt andet.

2. Hestens velfærd skal gå forud for avlerens, trænerens, rytterens, ejerens, hestehandlerens, stævnearrangørens, sponsorens og officials interesser og ønsker.

7. Rytterens personlige ridefærdighed, hestefaglige viden og kunnen skal udvikles, da disse faktorer er af stor
betydning for hestens trivsel og velfærd.

8. Enhver form for ridning og træningsmetoder skal tage hensyn til, at hesten er et levende væsen, og må således ikke omfatte fysisk elle psykisk vold overfor hesten. Det er ejerens pligt at drage omsorg for, at hesten ikke udsættes for fysisk eller psykisk vold. I rideklubber påhviler ovennævnte ansvar for de på klubbens faciliteter opstaldede heste tillige bestyrelsen samt den daglige leder.

Ved fysisk og/eller psykisk vold forstås

a. rykning/flåning/savning med bidet i munden
b. anvendelse af pisk ud over hvad der karakteriseres som korrektion og/eller irettesættelse
c. uhæmmet anvendelse af sporer
d. anden vold der har karakter af afstraffelse
e. rollkur og hyperfleksion forstået som bøjning af hesten under tvang.

9. Enhver klub under Dansk Ride Forbund, og alle medlemmer af disse klubber er forpligtet til at respektere hestens ret til omsorg, pleje og god behandling. Hesteejeren er forpligtet til at drage omsorg for, at hestens staldforhold opfylder gældende lovgivning, eksempelvis at boksen har den fornødne størrelse og  loftshøjde, at stalden har fornøden udluftning og lysindfald, samt at madrassen holdes tør og ren. I rideklubber påhviler ovennævnte ansvar for de på klubbens faciliteter opstaldede heste tillige bestyrelsen samt den daglige leder.

Spørgsmålet er, om rideforbundet råber højt nok. For hvad gør det egentlig ved rytterne både i og uden for landets rideklubber, at der fastsættes et reglement? Er det nok bare at håbe på, at det håndhæves? Og hvad er konsekvensen, hvis det ikke gør?

Rideforbundet skriver endvidere, at de “nævnte reglementariske bestemmelser kontinuerligt [skal] revideres, for at sikre hestens velfærd.” Seneste eksempel på det, findes i den efterhånden ikke så nye næsebåndsregel. Her er kræves det, at der altid er minimum 1,5 cm mellem næsebåndet og hestens næseryg, uanset hvilket næsebånd, man benytter. Men endnu engang er konsekvensen af en overtrædelse forholdsvis mild. Misbrug af næsebåndet saktioneres nemlig kun med en påtale, og det har altså ikke uden videre konsekvenser for rytteren eller klubben, som han eller hun stiller op for. Synes du, det er på tide med hårdere konsekvenser? Og ikke mindst: Er det på tide også at lade reglementet handle om brugen af bidet – og ikke kun om dets udformning?

Hvad med dommere, undervisere og forældre?
Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan (nye) ryttere så skal lære at bruge bidet. Skal man have et bestemt ryttermærke, for overhovedet at kunne gå til ridning eller købe sig en hest? For overhovedet at kunne sætte sig op på én? Og hvem skal holde øje med det?
Selvom rideforbundet potentielt ville kunne skabe en forandring i rytteres bevidsthed, så kræver det også, at dem på sidelinjen er med. Dommerne hører naturligvis under rideforbundet, men hvordan skal de handle? Skal det være muligt at diskvalificere en rytter, der misbruger bidet – uanset om det er bevidst eller ej?
Man kan også spørge sig selv, hvad underviserne kan gøre. Skal de være bedre til at påpege problemet, når de træner deres elever – også selv om det er rytterens egen hest? Det samme gælder måske de forældre, som har børn, der rider. Det fordrer blot, at de også selv ved noget om det. Så hvor skal det hele egentlig begynde, og hvem har ansvaret for at sætte det i gang? Hvis der da overhovedet skal sættes noget i gang?
Hvad mener du?

Læs også
Næsebåndsreglen: En video
Næsebåndsreglen: Dialog er vejen frem
Video: Hvordan virker bidet?