KÆRE KÆRESTE TIL EN HESTEPIGE…

For godt et år siden bragte Malgré Tout sin hidtil mest læste artikel ‘Derfor bør du holde dig væk fra en hestepige‘. Nu har vi i et Facebook-opslag givet pennen videre og spurgt landets hestepiger selv, hvorfor de bare er de bedste kærester i verden. Det er der kommet de sødeste, sjoveste og lidt frække svar ud af, som du som partner helt sikkert vil glæde dig over at læse. Måske vil det ligefrem få dig til at sætte pris på lidt af hendes særheder fremover?

Ifølge vores læsere, så bør du være rigtig glad for, at du er kæreste med en hestepige, fordi…

1

HUN ER DIG ALDRIG UTRO
Det har hun simpelthen ikke tid til. Og når du ikke ved, hvad hun render og laver, så er hun som regel i stalden. Faktisk føler du dig ganske tryg, for når hun bliver sur på dig, har hun ikke brug for at gøre noget dumt; hun tager bare ud til hesten. Men selvom hun aldrig kunne finde på at være dig utro, så er du altså lidt misundelig på alle de kys og kærtegn, det firbenede kræ får. Men det er okay – hellere en hest end en anden fyr eller pige!

2 HUN KAN SAGTENS KLARE EN PRUT
…hun er i hvert fald vant til nogle, der er lidt mere gods i end dine! Enhver hestepige oplever at få en større eller mindre vind i hovedet i nye og næ, når baghovene skal renses eller halen løftes. Så mon ikke, du kan du være heldig at slippe afsted med et par stykker derhjemme uden påtale? Dine prutter er trods alt ret harmløse i forhold til den mængde gas, der kan ophobe sig og slippe ud gennem en hests 27 meter lange tarme. Der har du altså fundet din overmand! Og den overmand er din kæreste heldigvis vant til.

3 HUN ER EN ÆGTE HANDYWOMAN
Din kæreste er lynhurtigt til at få det fikset, når en sko bliver tabt, et dækken går i stykker eller krybben sidder løst (forhåbentlig ved du, hvad alt dette er, ellers skal du nok se at få det lært i en fart!). Hesten fortjener det bedste, og livet i stalden skal foregå så gnidningsfrit som muligt. Det har gjort din kæreste til en vaskeægte, autodidakt handywoman med ben i næsen. Heldigvis for dig, så betyder det, at hun også kan tage fat, når I skal bygge huset om, eller når dine hullede bukser skal lappes på symaskinen.

4

HUN ER ALDRIG HJEMME
Du har aldrig en kæreste, der bare sidder og venter på, at du kommer hjem. Til gengæld har du en kæreste, der næsten aldrig er hjemme – men det er faktisk ikke så skidt endda! I undgår at hænge for meget op og ned ad hinanden, I får tid til at savne hinanden, og du kan få tid til noget af det, du gerne vil. Derudover kommer rengøringen aldrig til at tage en hel weekend, for hun er ganske enkelt ikke hjemme til at kunne gøre det.

5 HUN ER NEM AT GØRE GOD IGEN
Når du har været kæreste med en hestepige i et stykke tid, så kender du også vejen til hendes hjerte – og det er smart! For hvis hun bliver fornærmet, så behøver du ikke at se på et surt ansigt resten af dagen. Du skal bare klappe hendes hest og sige, at den er sød. Og hvis du lover hende, at du også gerne vil se hende ride eller muge boksen imens hun træner, så kan du være sikker på, at der går lang tid, før hun bliver muggen igen!

6 HUN GIVER DIG TID TIL AT SE FODBOLD
…spille playstation, eller hvad du nu godt kan lide at lave, når hun ikke er hjemme. Når hun siger “Skat, jeg tager lige i stalden!”, så ved du, at det betyder 3 timers rumpen i sofaen og fødderne op på sofabordet – uden at du skal høre for det. Skulle du få lyst til at se fodbold eller game lidt igen, efter hun er kommet hjem, så kan du som regel også slippe afsted med det. Du ved nemlig, at hun ikke kan sige nej, når hun selv har brugt så mange timer på sin hobby. Og der er jo ikke nogen grund til at fortælle hende, hvad du har lavet, imens hun har været væk, vel?

7 HUN BLIVER EN GOD MOR
Nogengange tager hendes lederinstinkt og omsorgsfuldhed måske lidt overhånd. Hun bekymrer sig altid om, hvordan hesten har det, og du kunne godt ønske dig, at hun bekymrede sig lidt mere om dig. Og så ville det heller ikke gøre noget, hvis hun ikke forsøgte at bestemme over dig på samme måde, som hun bestemmer over hesten. Alligevel er du glad for de sider af hendes personlighed, for du er sikker på, at det også vil gøre hende til en rigtig god og kærlig mor.

8 HUN HAR STYR PÅ TINGENE
Hestepiger er nok én af de mest strukturerede racer, man kan finde – naturligvis med et par undtagelser. Hvor lang tid har hun til at ride, hvor længe vil det tage at muge, og er der så også tid til at blande foder og lukke de sidste heste ind, inden I skal afsted til fødselsdag? Det er spørgsmål, som hun ofte må rette sig efter. Heste er desuden vanedyr, og det fordrer, at din kæreste gør tingene på – næsten – samme måde, hver gang hun er i stalden. Så har hendes hest det nemlig bedst – og det har du måske i virkeligheden også. Det gør nemlig, at din kæreste også har helt styr på tingene derhjemme.

9 HUN KØBER STRAMT TØJ
Indrøm det bare. Selvom hendes hobby er lige så dyr som at have børn, så får hun altså også købt et par halvfrække ting indimellem. Et par helt stramme ridetights og et par lange, lakerede læderstøvler gør det ret godt på din kærestes krop, ikke? Måske skulle du tage med ud i stalden noget oftere for at nyde synet! Med hendes store forbug af hestetøj, slipper du desuden for at tage med på lange shoppeture i diverse storcentre, for pengene er allerede brugt. Samtidigt vil hun aldrig bebrejde dig for også at bruge penge på lige præcis det, du har lyst til.

10 HUN ER DEN BEDSTE TIL AT RIDE
Vi ved det godt… Sætningen hænger tungt i luften, og selvfølgelig har vi gjort plads til den: Din kæreste er bedre til at ride en nogen andre. Så kan du helt selv bestemme, hvad der skal ligges i dét. Heldig er du i hvert fald!

Så kære kæreste. Tag fat i alle dine venner og veninder, og fortæl dem, at de godt kan se at finde sig en hestepige! For de er nogle af de mest omsorgsfulde, de mindst sippede og de allerfrækkeste kærester, man overhovedet kan tænke sig til. Og så ved man altid, hvordan de skal tøjles – bogstaveligt talt. Vejen til en hestepiges hjerte går nemlig altid gennem – ja – hesten.

NB! Tro dog aldrig, at du kan få hende til at vælge mellem dig og sin hest. Så kan du lige så godt pakke dine ting og rejse langt, langt væk. Husk også at fortælle dine venner det.