Græsset har fået en god start på sommeren. Det er til stor lettelse for os, der sidste år ikke havde meget græs til hestene. Der er i år et større håb for bedre høst af wrap og hø. Pyha. Så må vi blot krydse fingre for, at vejret også tillader en god høst i år. Ud over en god start på græssæsonen har vi på redaktionen også haft en forrygende start på maj måned. Et nyt teammedlem er startet – og det kan mærkes. Med ekstra kræfter, fornyet energi og sjov på kontoret, har vi gode ting i vente til jer… 

Du sidder her med årets femte magasin, Malgré Tout-magasin #23. Hvis du fulgte mit tip i sidste uge, læser du selvfølgelig magasinet igennem Malgré Tout App, så du kan få mest muligt ud af vores artikler. 

LÆS I DIN BROWSER  LÆS I MALGRÉ TOUT APP

I dette magasin kan du læse om, hvad du skal være opmærksom på, for at din trailer står tip top. For med heste i stalden kræver det nogle gange en trailertur, for at du kan nå dine mål. Og det med mål, det er noget de fleste har. Men har du egentlig styr på dine målsætninger, så du kan nå dine drømme? Sammen med Rasmus Bagger har vi kigget på, hvad du skal gøre for at nå dine mål – for det er helt sikkert noget du har! 

Mål kan komme i forskellige former. Nogle mål er at have råd og tid til hestene. Men for at have råd til hestene, kræver det som regel et job. Vi har snakket med Rikke Lykke Thelin, der er grafisk designer hos Brogaarden. Hun kombinerer sin profession og hobby, uden at være professionel rytter eller uddannet berider. Muligheden for at arbejde med heste kommer i mange former, det gælder bare om at kunne se mulighederne. 

Det er dog ikke alle, der er lige gode til at se mulighederne. Eller farverne. Eller noget lige foran næsen. Men én ting er sikkert – din hest skal nok se den postkasse, den er bange for. Og det giver mere mening, når du i artiklen “Verden set med hestens øjne” finder ud af, at hesten ser alting med et zoom på 15%… Interessant? Det synes vi..

Rigtig god læselyst!

LÆS I DIN BROWSER  LÆS I MALGRÉ TOUT APP

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.