Som de kærlige hestemødre og -fædre vi er, kan vi selvfølgelig ikke dy os for at give vores heste en godbid i ny og næ. Eller to. Eller en hel håndfuld. Hver dag. Det er der som sådan heller ikke noget i vejen med, så længe man tænker over, hvad man giver den – og så længe den ikke er overvægtig.

Nogle giver måske kun deres heste gulerødder og hestebolcher, mens andre flittigt gemmer endeskiver fra brødet, overmodne pærer og stødte æbler til gangeren i stalden. Du har helt sikker også hørt om heste, der elsker bananer eller sukkerknalder. Problemet er bare, at det ikke er alle godbidder, som er lige sunde for hesten. Har du styr på hvilke? Her får du en beskrivelse af, hvor sunde eller usunde de mest almindelige godbidder er, og nederst i artiklen kan du finde et tabel over kalorie- og sukkerindholdet i dem af dem, som du godt kan tillade dig at give din hest.

Frugt og grønt

Gulerødder er de absolut mest harmløse af de godbidder, vi giver vores heste. De indholder meget lidt sukker og kun få kalorier – og så synes hestene, at de smager fantastisk. Som med alle andre hestegodbidder, så bør man naturligvis ikke give gulerødder i uendelige mængder. Der er dog ingen tvivl om, at hvis man vil forkæle sin hest med mere end bare én godbid, så er gulerødderne de bedste. Eventuelt kan du skære en gulerod over i mindre stykker, så du får flere godbidder ud af den. Den eneste ulempe er, at gulerøddernes hårde konsistens gør dem svære at tygge for heste med dårlige tænder.

Æbler er noget mere kalorie- og sukkerholdige, og man bør derfor ikke give mere end et par stykker om dagen. Æbler kan let sætte sig fast i spiserøret – særligt hvis de er små og hesten er grådig. Så husk at tjekke, om din hest bider sit æble over og tygger ordentlig på det.

Pærer kan stort set sammenlignes med æbler, selvom det ikke er alle heste, der kan lide dem. Desuden bør det tilføjes, at frugt generelt indeholder mere sukker og mere syre end grøntsager. For meget syre kan ødelægge hestens tandemalje, og sukkeret kan give den huller i tænderne – husk det.

Bananer er ikke alle heste livret, men nogle heste er faktisk helt pjattet med dem. Mange mennesker tror, at bananer indeholder meget sukker, men faktisk er de ikke så meget anderledes end meget andet frugt. Så hvis din hest kan lide bananer sker der ikke noget ved at give den én i ny og næ, men holdt det gerne på et minimum. Til gengæld kan bananer være dejlige for heste med dårlige tænder på grund af deres bløde konsistens – og så kan de til nøds moses i foderet, hvis en hest ikke vil spise sit smertestillende eller lignende.

Brød

Rugbrød er på mange hestes top fem over yndlingsgodbidder. Det er heller ikke noget problem at give hesten en skive eller to, så længe den ikke har for meget på sidebenene. Rugbrød kan nemlig indeholde langt mere sukker end som så og har et kalorieindhold, der er fem gange så stort som i gulerødder og omkring fire gange så stort som i æbler og pærer. Rugbrød er altså fint som en enkelt energigivende godbid til heste, som ikke er tykke. Husk dog, at brødet skal være tørt, da det er bedst for hestens mave-tarmsystem.

Hvidt brød er ikke hestemad – og slet ikke hvis det friskt. Foruden at kunne indeholde meget sukker, så kan det forårsage spiserørsforstoppelse og kolik, fordi hesten har svært ved at fordøje det. Hestemaver er ganske enkelt ikke lavet til hvidt brød, eller det der ligner.

Kage og wienerbrød behøver vi næsten ikke at nævne, men det er alligevel nødvendigt. Når man står over en kop kaffe og et stykke kage i stalden, så er det nemlig rigtig fristende lige at give Buller eller Musse en smagsprøve – men lad for Guds skyld være med det. Måske tænker du, at en lille bid sukkerholdig kage da ikke kan skade hestens energiniveau det store – og det har du nok ret i. Til gengæld sætter sukkeret sig i hestens tænder og kan skabe godt med ravage dér. Heste kan jo ikke ligesom os mennesker børste sukkeret væk med en tandbørste for at undgå huller. Det er altså mest af alt for tændernes skyld, at sukker selv i små mængder ikke bør puttes ind en hestemund.

Alt det andet

Sukkerknalder er et absolut no go. Muligvis var de ‘lovlige’ før i tiden, og mange heste elsker dem, men de sætter sig lige i tænderne og giver uhensigtsmæssige svingninger i hestens blodsukker. Sukkerknalderne skal blive på kaffebordet og ikke tages med i stalden.

Chokolade er heller ikke hestespise, da det foruden at være meget sukkerholdigt også indeholder stoffet theobromin, som er giftigt for heste (og hunde for øvrigt). Desuden kan chokoladen være skyld i, at din hests testes positiv for doping. Så spis du hellere chokoladen selv.

Nødder er ikke så bandlyste for heste, som man måske skulle tro. Dog bør man kun give dem i små mængder, da de er meget kalorietætte. Hvis du slet ikke kan lade være, så giv kun din hest et par stykker.

Hestefoder

Almindelige hestebolcher købt i foder- og rideudstyrsbutikker har et meget forskelligt sukker- og kalorieindhold (og er derfor heller ikke med i tabellen). Du kan få alt fra de helt naturlige, kalorielette bolcher uden sukker til nogle rigtige sukkerbomber, som stort set kan sammenlignes med et par sukkerknalder. Desuden kan de indeholde stoffer, som din hest er allergisk over for, ligesom ikke alle er fri fordopingstoffer. Husk derfor at kigge på varedeklarationen, inden du køber dem.

Vitaminbolcher må ikke sammenlignes med almindelige hestebolcher, da de skal indregnes som en del af hestens daglige foder. Som oftest gives de til heste, som går på græs hele døgnet, eller til heste som af anden årsag ikke får kernefoder. Vitaminbolcher skal som navnet antyder bruges til at dække hestens vitamin- og mineralbehov.

Græs må kun gives, så længe det er håndplukket eller slået med en le. Maskinslået græs kan indeholde spor af benzin eller diesel samt olie, hvilket naturligvis er skadeligt for hesten. Husk desuden altid at undgå de planter, som er giftige for hesten, når du går ud for at lukke en håndfuld græs. Du kan se en oversigt over giftige planter her.

Der er meget mere

Der er naturligvis meget mere, som heste ikke kan tåle – og som de godt kan tåle. I artiklen Fødevarer, der kan skade din hest, fortsætter vi listen over ting, som man ikke må give sin hest. Står en fødevare ikke på denne liste, så kan du altså umiddelbart godt give din hest det. For eksempel elsker mange heste hyben og mange forskellige typer frugt. Alligevel vil vi opfordre til at passe på og udelukkende give sin hest det, som er naturligt for den at spise.

Herunder får du en liste over de fødevarer, som vi her har konkluderet, at heste godt kan tåle, men som bør gives i mindre mængder med tanke på dets kalorier- og sukkerindhold.

Tabel over godbidder, heste kan tåle

Godbid Sukkker pr. 100 g. Kalorier pr. 100 g.
Gulerødder 4,5 g 41 kcal
Æbler 10 g 52 kcal
Pærer 10 g 57 kcal
Bananer 12 g 89 kcal
Rugbrød 5 g 214 kcal
Nødder 4,2 g 607 kcal

 

Læs også
10 ting, din hest ikke må spise
Hjemmelavet juleguf til hesten