Fluer, myg, bremser, mitter, hvepse, tæger og flåter. Som hestemenneske er du nok bekendt med de fleste af de små irriterende kryb og markedet for insektprodukter bliver bare større år for år. På Malgré Tout har vi sat os for at gå nettet igennem for de bedste opskrifter på hjemmelavet insektspray, så du er godt forberedt på sæsonens plageånder. Ud over at det er billigere at lave sin egen spray, undergår du desuden en række skadelige kemikalier, som er i nogle typer insektprodukter.  

Sommeren er så småt ved at være over os, og snart vrimler det frem med insekter til stor gene for både hest og rytter. Der findes et utal af arter, som har deres velmagtsdage på forskellige tidspunkter af sommeren. Brug derfor lidt tid på at sætte dig ind i de forskellige typer insekter, og hvad du kan gøre ,hvis først hesten er blevet bidt HER.

De fleste insektprodukter er udviklet til at holde fluer, bremser og myg på afstand, men brugen af insektspray på hesten kan godt blive dyrt i længden. Udover det, så mistænkes nogle typer insektspray for at have sundhedsskadelige virkninger på hesten, da den optager kemikalierne fra sprayen gennem huden. Derfor anbefales det, at man kun bruger danskproducerede mærker, da disse er godkendt af Miljø- og Fødevarestyrelsen, og indeholder således ikke giftige stoffer.

Hvis du hellere vil lave dit eget produkt, er her en række opskrifter, som vi har samlet til dig:

1Den billigste

  • 1/3 del eddike
  • 2/3 del vand
  • Saft fra 3 citroner
  • Evt. pebermynteolie

2Den der dufter bedst

  • 1/4 del baby-olie
  • 1/4 del vand
  • 1/2 del frugteddike, for eksempel æbleeddike
  • 1 spsk eukalyptusolie
  • 2 spsk citronelle-olie eller en knold revet ingefær

3Den der lugter værst

  • 2/3 del vand
  • 1/3 del sort the
  • 4 fed hvidløg (presset)
  • juicen fra 1 citron
  • 1 dl. eddike

Du skal selvfølgelig bruge en tom og rengjort plastiskflaske med sprayhoved. Fælles for alle tre opskrifter er, at sprayen har bedst af at stå og trække et døgns tid før anvendelse.

Giv din hest hvidløg

Derudover er der også en række andre alternative løsninger, som gør at insekterne holder sig væk. Ved for eksempel at give din hest 1-2 hele fed hvidløg eller granulat fra eksempelvis Brogaarden eller Equsana, hjælper du din hest til helt naturligt at holde insekterne på afstand, da hvidløget optages i kroppen, hvilket ikke falder i krybenes smag. Derudover understøtter hvidløg mange af kroppens funktioner bl.a. luftveje, fordøjelsessystem og immunforsvar.

Vand med nelliker i stalden og en klud på sadlen

Hvis du er plaget af fluer i stalden, kan en kop vand med et par dråber nellikeolie i have en præventiv effekt på de bevingede væsner. Du kan med fordel også tage en våd klud og dryppe et par dråber eukalyptus olie på og binde den fast til sadlen inden du rider i i skoven.

God sommer!