Forskningen viser, at flere og flere heste krybbebider. Også her på redaktionen på Malgré Tout har vi heste, der krybbebider. Det er frustrerende at se, at ens kæreste eje sætter tænderne mod alle overflader, sluger luft og laver det velkendte støn. Men hvorfor krybbebider heste egentlig, og kan man gøre noget for at afhjælpe det?

Fakta om krybbebidning
Krybbebidning er en unormal adfærd, også kaldet en stereotypi, der ses hos nogle heste. Når en hest er krybbebider, bider den i krybben, træværk eller andre relativt stabile overflader. Mens den sluger luft, frigives der kortvarigt endorfiner i hjernen. Forskere er generelt enige om, at krybbebidning oftest forekommer hos heste på stald.

De mest almindelige årsager til at din hest krybbebider:

Mangel på stråfoder: Mangel på hø og andet stråfoder har en effekt i forhold til krybbebidning. Forskning har vist, at der er en betydelig reduktion i krybbebidningen, når heste fodres med hø ad libitum, og en betydelig stigning, hvis den kun får hø i et begrænset tidsrum af dagen.

For meget sukker: Heste, der får for meget sukker, kan have tendens til at udvikle krybbebidning. Heste, der krybbebider og får en sukkerholdig kost, krybbebider ca. 30 % af dagen, hvorimod ‘sukkerfrie’ heste gør det ca. 16 % af dagen. Derudover bør du holde dig fra æbler, hestebolcher og andre ting med højt indhold af sukker.

Hvis den har mavesår: Der synes at være en sammenhæng mellem krybbebidning og forekomsten af mavesår. Hvad der ikke er klart er, hvordan denne sammenhæng er opstået. Det vi ved er, at krybbebidning stimulerer vagus-nerven, som hjælper med at reducere mavens surhedsgrad. Vagus-nerven er den længste nerve, der findes i kroppen. Den udspringer i bunden af hjernen, passerer undervejs fordøjelsessystemet, leveren, milten, bugspytkirtlen, hjertet og lungerne. Vagus-nerven kontrollerer det parasympatiske nervesystem, der er den del af nervesystemet, der sørger for at hesten kan slappe af, ligesom den regulerer mavesyren, så hesten ikke får mavesår.

Racen har meget at sige: Der synes at være et racebetinget komponent til forekomsten af krybbebidning. Fuldblodsheste har den højeste population af krybbebidere, hvor omkring 10 procent er ramt af den stereotypiske adfærd.

Læs også: Sunde og usunde godbidder

Er krybbebidning skadeligt?

Det korte svar er; Ja – rent fysiologisk set. Som nævnt, er der indikationer på, at det kan forårsage mavesår. Ud over det, skader det også tænderne. Har hesten været krybbebidder i en længere periode, vil fortændernes overflade nemlig være slidte i forhold til undermunden. Det kan være, at hesten også taber sig. Endvidere kan heste, som er krybbebiddere, have tendens til vindkolik og forstoppelse. Imidlertid er det ikke alle heste, der tager skade af at krybbebide. Kigger man på krybbebidning i et psykologisk perspektiv, er svaret dog ikke helt så enkelt.

Læs også: Bliv klogere på mavesår

Bør man lade sin hest krybbebide?

Krybbebidning er, som nævnt, en stereotypi, det vil sige, en adfærd som hesten vedholdent gentager, fordi den befinder sig i en situation, hvor den ikke kan udleve sin naturlige adfærd. Dette kan skyldes, at den måske er på stald og står i boks for længe, ikke har adgang til mad hele døgnet rundt, eller andre ting, der begrænser dens oprindelige og naturlige adfærd.

Når hesten, på trods af forskellige foranstaltninger (såsom diverse remme, afstraffelsesmetoder eller bid-stop-produkter), bliver ved med at krybbebide, bør vi tage det alvorligt. Det indikerer nemlig, at det er nødvendigt for hesten at kunne udføre denne adfærd. Ved fysisk at forhindre hesten i at krybbebide, blokerer man formentlig den mekanisme, hesten benytter sig af, når den forsøger at tilpasse sig omgivelserne, og kan således efterlade hesten stresset eller frustreret.

Det betyder dog ikke, at man bare skal ignorere, hvis hesten begynder at krybbebide. Derimod betyder det, at man bør have fokus på, om hestens omgivelserne kan imødekomme dens naturlige adfærd godt nok. Se derfor på følgende ting:

  • Er hesten sund og rask?
  • Virker den til at trives fysisk og psykisk?
  • Har den adgang til stråfoder så meget som muligt af døgnets 24 timer?
  • Får den for meget sukker i sin kost?
  • Har hesten mulighed for at socialisere med andre heste?

Er alle tingene gode nok til dig og din hest, vil du nemlig mindske risikoen for at den udvikler en stereotyp adfærd.

Laura er uddannet kandidat i socialvidenskab og projektledelse. Laura er aktiv dressurrytter og rider en del stævner på sin 19-årige vallak. De fleste af sine ideer til artikler får hun imidlertid, når hun muger ud. Som skribent, brænder hun for at formidle aktuel hesteforskning fra ind- og udland, samt give sine læsere indblik i nye tendenser og trends i ridesporten.