Idisse tider, hvor mange heste går på græs i timevis eller måske døgnet rundt, så kan det være svært at vurdere hestens egentlige foderstand. Langt de fleste heste vil se markant tykkere ud end de plejer, og de fleste vil da også tage nogle kilo på hen over sommermånederne.

Imidlertid er der stor forskel på en rundmavet – også kaldt en ‘vommet’ – hest og på en overvægtig hest. Når hesten har spist græs hele dagen, så er maven og tarmene naturligvis helt fyldt op, og hestens ‘vom’ syner pludseligt meget større end den plejer. Derudover skaber den øgede fodermængde også flere gasser i hestens tarmsystem, og det spiler maven endnu mere ud. Derfor kan man komme til at tro at hesten virkelig har taget på – men det har den ikke nødvendigvis. Derfor bør man ikke kigge på hestens mave, når man skal vurdere dens vægt, men på fedtdepoterne rundt omkring på kroppen. Alt i alt skal man huske at kigge på hestens hals, ryg, ribben, bagpart og halerod, inden man resolut erklærer den for tyk, bare fordi maven er vokset lidt.

For at hjælpe dig har Brogaarden lavet en skala, som du kan bruge til at vurdere det. Der er i alt ni kategorier, som går fra ekstremt tynd til ekstremt tyk, og det er naturligvis bedst at have en hest, der ligger nogenlunde i midten.

Læs også: Så meget græs spiser din hest i løbet af en dag

Huldtyper

EKSTREMT MAGER
Hesten har intet fedt på kroppen og stort set ingen muskler. Knoglerne er meget fremtrædende, og især rygsøjlen, ribbenene og hofterne stikker helt frem. En sådan hest kan bedst af alt beskrives som ‘skind og ben’ og kan være i livsfare.

MAGER
En hest med et meget sparsomt fedtlag og fremtrædende knogler. Ryggen ser spids ud og ribbenene, hofterne og skuldrene er meget fremtrædende. Hesten er desuden virkelig muskelfattig og ‘svinder ind’ stort set over det hele.

TYND
En tynd hest har en skarp ryg, men fordi der er en smule fedtvæv omkring, kan hvirvlerne ikke ses én for én. Ribbenene og de fleste knogler træder tydeligt frem og hesten ser kantet ud. Musklerne kan anes, men er ikke store.

MODERAT TYND
Hesten er skarp over ryggen, og man kan ane de fleste af ribbenene. Dog er der et let lag fedt, som gør kroppen mere ‘blød’ at se på, omend den stadig er til den slanke side. En sådan hest kan sagtens være muskuløs, men have en for lav fedtprocent.

MODERAT
Ryggen er flad, fordi rygsøjlen er omgivet af et passende lag fedt og muskler. Det bagerste ribben kan anes, og de resterende ribben kan mærkes, men ikke ses. Hesten er ikke mere rund, end at musklerne endnu træder frem under det moderate fedtlag.

MODERAT OVERVÆGTIG
Man kan se et begyndende, tykt fedtlag uden på hestens ribben og omkring haleroden, og man kan ane en fedtrand langs ryggen og på bagparten på hver siden af hesten. Musklerne og knoglerne er svære at se.

OVERVÆGTIG
Hesten har tydelige fedtrande på bagparten og langs ryggen. Ribbenene er dækket af et tykt laf fedt, men de kan mærkes, hvis man trykker til. Derudover kan man ane et begyndende fedtlag på halsen, lige under manen.

FED
En fed hest har kraftige fedtrande på bagparten og ryggen, og der er en tydelig ‘fedtkam’ langs manen. Hestens muskler er stort set ikke til at se eller mærke, da fedtlaget dækker dem – særligt omkring rygsøjlen, skuldrene og inderlårene.

EKSTREMT FED
En ekstrem fed hest har dybe fedtrande eller ‘plamager’ på bagparten og på siden. Også her ses en kraftig fedtkam langs manen og bag skuldrene, ligesom der er store fedtsamlinger omkring haleroden og på inderlårene.

Læs også: Sådan slanker du din pony

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.