Kære dig, der er frustreret over noget ved din hest…

Du er ikke alene. Overhovedet ikke. Og det er din hest heller ikke. For på billedet ser du Niemann. Min Niemann. Han har ondt i ryggen. Ikke hele tiden, men med jævne mellemrum. Trods det – og trods mine bekymringer over det – har vi nu holdt hinanden ud på tiende år. Og det har vi tænkt os at blive ved med.

At have hest er som at spille kort

Normalt skriver jeg om livet med hest i al almindelighed. Nu skriver jeg om mit eget – og om frustrationerne ved det. Hvorfor? Selvfølgelig fordi jeg elsker min hest, og jeg bilder mig ind, at jeg også betyder et eller andet for ham – altså mere end bare at være madmor og kløpind. Men nok mest af alt, fordi det at anskaffe sig en hest er lidt som at spille kort, og det kan jeg umuligt være den eneste, der føler. Nogle gange er man heldig og andre gange er man uheldig. Med heste er man ofte begge dele på én gang.

Og hvor vil jeg så lige hen med det? Jeg vil egentlig bare fortælle, at når man køber en hest, så ved man aldrig rigtigt, hvad man går ind til; man aner ikke, hvilke kort, hesten ligger inde med – men der skal nok være både gode og dårlige. Og først når man lærer den at kende – dag efter dag, måned efter måned, år efter år – finder man stille og roligt ud af det.

Der er de kort, som giver hesten de flotteste aftegninger, den lækreste gang eller den vildeste medfødte springteknik. Og så er de dårlige kort. På dem står der måske “mus i bagbenet”, “ualmindeligt bange for plastikposer” eller “dårlig hovkvalitet”. Udover at have trukket kortene “fire hvide sokker og en symmetrisk stjerneblis” og “temperament som en steppebrand”, så har min hest desværre også trukket “dårlig ryg”-kortet. Hans udseende kan jeg ikke andet end at være stolt af, og hans temperament kan jeg – tildels – lære at styre. Men med ryggen er det straks værre.

Hvad en hest med dårlig ryg har lært mig – og kan lære dig

At have en hest med dårlig ryg er nok i virkeligheden ikke så meget anderledes end at have en hest med hyppige kolikanfald, tendens til forfangenhed eller noget helt, helt andet. Alligevel kan jeg indimellem og dybt ind i hjertet savne nogen, der roder med det samme problem som mig. Selvfølgelig er dyrlægerne der – og hvad skulle man dog gøre uden dem? Men de er der ikke til hverdag, og de ser problemet med nogle andre øjne end jeg. For mig handler det ikke bare om knogler, ligamenter og muskler. Det handler om følelser.

Min hest har været igennem hele møllen i forsøget på at blive klogere på hans rygsmerter. Han har været røntgenfotograferet utallige gange, fra ørespids til halerod. Han har været undersøgt for mavesår – og der var intet at finde. Han har endda været under kniven og har fået fjernet en torntap. Jeg har både overvejet og udelukket nyreslag og PSSM (en muskellidelse, der særlig rammer koldblodsracer og quartere). Nu taler min dyrlæge om forstyrrelser i dele af hans fascia, og dét tror jeg på. Eller rettere sagt: Det bliver jeg nødt til at tro på, for hvad er alternativet?

Jeg lover, at jeg nok skal forklare dig hvad fascia er – men det bliver en anden gang. At have en hest med ondt i ryggen har nemlig lært mig så meget om hestens anatomi, sjældne lidelser, alternative terapiformer og underlige, latinske navne, som jeg slet ikke vidste fandtes. Alt det vil jeg så gerne dele ud af, så du også kan lære af det. Jeg vil fortælle det fra en hesteejers perspektiv og ikke kun fra en dyrlæges. Og det skal nok komme. Det lover jeg.

Det er ikke skavankerne, du vil savne

Som du nok kan høre, så er jeg villig til at gøre mere eller mindre alt for at give min hest en god tilværelse, hvor vi kan fortsætte med det, vi begge så godt kan lide: at ride! På banen og i skoven – hele vejen til han bliver en gammel hest med svajryg og dårlige tænder. Selvom jeg er glad for, at han har rundet en alder, som ikke alle heste kan prale af, så har jeg sagt til ham, at han skal blive mindst 20. Og det er mit ansvar at kunne hjælpe ham med at opfylde det – ligesom det er mit ansvar at indse, hvis det er urealistisk. Jeg er helt sikker på, at jeg slet, slet ikke er den eneste, der har det sådan. Vel?

Selvom jeg tit føler mig alene med problemet, så ved jeg også, at jeg aldrig helt er det. Der er mange andre hesteejere derude, som også kæmper med et øv-kort; som også er frustreret over at have en hest med en eller anden fysisk eller psykisk skavank. Til jer bliver jeg nødt til at sige det her: Husk for Guds skyld at glæde jer over alle de gode sider, jeres heste også besidder. Det venlige sind, den fantastiske galop eller noget så simpelt som evnen til at gøde det samme sted i boksen, så mugningen bliver en leg. For den dag din hest ikke er her mere, så er det ikke skavankerne, du vil savne – det er glæderne.

Og selvom du måske er den eneste i stalden, der kæmper med et bestemt problem, så er der faktisk altid én anden, som kæmper med præcis det samme – og det er din hest. I er sammen om det, og det er langt fra det eneste, I er sammen om. Jeg tror, at hvis man bliver bedre til at fokusere på det positive, man trods alt også har sammen med sin hest, så vil det dårlige falme. For mig er det i hvert fald alle min hests stærke sider, som sammen trumfer skavankerne og gør ham værd at kæmpe for.

Kærlig hilsen
Tina – helt sikkert ikke den eneste, der har en hest med et dårligt kort
.