Søvn er fundamentalt for liv. Kvaliteten af hestens søvn påvirker dens sundhed og trivsel. Men betydningen af søvn inddrages meget sjældent i forståelser af et optimalt hesteliv. Nye studier viser, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis hesten ikke får nok søvn eller er forhindret i at ligge ned og restituere.

De fleste arter sover. Dyr, såsom heste, vil typisk finde et roligt og sikkert miljø, stille sig eller lægge sig, og langsomt stoppe med at reagere på ydre stimuli. I naturen sover hesten kun, når den har visuel kontakt til de andre dyr i flokken. Typisk vil én hest blive stående oppe for at holde øje med eventuelle rovdyr. Men idag sover de fleste heste i individuelle bokse uden synskontakt til andre.

Den fundamentale REM-søvn

I søvnen restituerer kroppen og psyken. Fysiologisk glider hesten ind i en tilstand af bevidstløshed og musklerne bliver inaktive og afspændte. En søvn-cyklus består af 3 faser; 1: Overfladisk søvn, 2: Dyb søvn, og 3: REM-søvnen. REM står for Rapid Eye Movement, og er den fase, hvor hesten restituerer mentalt.

Stående eller liggende?
Det er en myte, at nogle heste kun står op og sover. Heste kan sove igennem nogle bestemte faser af søvnen, men ikke dem alle sammen. I en fuld søvncyklus, hvor REM-søvnen indgår, vil samtlige af hestens muskler afspænde og slappe af. Det kan den af gode grunde kun, når den ligger ned.

Et alvorligt problem hos heste, der ikke har mulighed for at ligge ned, er at REM-søvnen vil gennemtvinge sig i situationer, hvor de kun har mulighed for at stå op. Dette kan være farligt, da de kan risikere at kroppen kollapser, fordi alle muskler bliver slappe. Det ses tit, at heste, der oplever så voldsomme fald under søvnen, tilegner sig alvorlige skader, såsom brud og ledskader.

Hvor meget søvn?
Forskningen viser, at heste, der står inde i boks om natten, sover i gennemsnit 3,5 timer pr. døgn. Men, hvis hesten ikke har mulighed for at ligge ned og få sin REM-søvn, vil det være mindre.

De forskellige søvnfaser, har forskellige længder. REM-søvnen varer omkring 30 minutter (eller 15 % af søvnen), og den dybe søvn udgør ca. 65 %. De resterende 20 % udgøres af den overfladiske søvn.

Stereotypisk adfærd

Heste, der ikke har mulighed for at gennemføre hele søvncyklussen, kan ud over at falde sammen (Når de står op i REM-søvnen), risikere at udvikle stereotypisk adfærd, herunder krybbebidning, vævning og lignende. Man bør derfor som hesteejer være opmærksom på, om hestens søvnmønster er intakt, og at den har mulighed for at ligge ned.

Særligt i forbindelse med miljøskifte (ny stald eller boks), skal man være opmærksom. Forskningen viser nemlig, at hestens søvn påvirkes af de nye omgivelser. Den vil således sove mindre i starten. Også i forbindelse med skift til løsdrift er det meget vigtigt, at hesten har mulighed for at ligge ned et tørt og skærmet sted.

Kilde: horsesandpeople.com.au

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.
Laura er uddannet kandidat i socialvidenskab og projektledelse. Laura er aktiv dressurrytter og rider en del stævner på sin 19-årige vallak. De fleste af sine ideer til artikler får hun imidlertid, når hun muger ud. Som skribent, brænder hun for at formidle aktuel hesteforskning fra ind- og udland, samt give sine læsere indblik i nye tendenser og trends i ridesporten.