Solen har vist sig fra sin skarpe side de sidste par dage. Hvis du er den lykkelige ejer af en hest med lyserød mule, så er du måske også blevet den knapt så lykkelige ejer af en solskoldet én af slagsen. Jeg kender det selv alt for godt. Min hest har nemlig en mule, der nok bedst kan sammenlignes med en barnenumse – helt lyserød og meget sart! Selvom jeg smører den ind i solcreme hver eneste dag sommeren over, så har jeg svært ved at komme uden om en lille solskoldning indimellem. Og sådan en solskoldet mule skal selvfølgelig plejes, så den hurtigt kan blive god igen.

SPOT EN SOLSKOLDNING

Du kan genkende en solskoldning på hestens mule ved, at den først får hvide pigmenter, hvorefter den bliver rød. Er solskoldningen slem, vil huden begynde at få sår og måske hæve op.

Læs også: Giftige planter

Husk forebyggelse

Forebyggelse er selvfølgelig det allervigtigste. Du kan forøge at undgå en solskoldning ved at give hesten et mulenet på og/eller smøre den med solcreme hver dag – og gerne flere gange om dagen. Især solcreme til børn er godt, fordi det ofte både er stærkt beskyttende, allergivenligt og vandfast.

Når skaden er sket

Men det kan du jo ikke bruge til så meget, hvis du står med en hest, som allerede er blevet solskoldet… Derfor har vi lavet en liste over det, du skal bruge i en førstehjælpskasse til den solskodede mule. Hav den altid i stalden, for så er du klar til at hjælpe hesten, når strålerne har været lidt for hårde ved den.

FØRSTEHJÆLPSKASSE

Zink-salve (købes på Apoteket, i Matas og i supermarkeder)
Zink fremmer helingsprocessen i huden. Derfor er den god at bruge, når hesten har fået sår fra en skoldning. Salven er dog også god til at beskytte mod solens stråler, fordi den er meget tyk og derfor kan dække huden helt til.

Helosan-salve (eller lignende, f.eks. babysalve, der også købes på Apoteket)
Denne salve er fed og er derfor ligesom zink-salven god til at blødgøre skorper fra sår. Husk dog, at den ikke beskytter mod solstrålerne. Den kan være god at bruge under et mulenet, da den ikke smitter af på samme måde som zink-salven.

Mulenet (købes i rideudstyrbutikker)
Et mulenet kan ikke kun beskytte mod irriterende insekter og solens stråler (såfremt der er uv-beskyttelse i). Det kan også afhjælpe kontakt med giftige planter. Dog kan det være en god idé at sy eller lime mulenettet fast til grimen, da mange heste er gode til at pille velcroen i stykker. Alternativt kan du påsy en slidstærk klud eller skyggen fra en kasket.

Solcreme (købes på Apoteket og i supermarkeder)
En solcreme til heste skal helst være parfumefri, vandfast og af høj faktor (gerne 50). Fordi solcremen som regel ikke er så fed, er den ikke velegnet til heling af sår. Til gengæld skal den bruges forebyggende, og du kan aldrig putte for meget på!

Skygge (f.eks. fra et træ eller et læskur)
Det er alfa og omega på en varm og solrig dag, at heste kan finde skygge på folden. Har du ikke mulighed for at give dem det, så bør du trække dem ind på stald i timerne mellem kl. 12 og 15. Der er solens stråler nemlig rigtig hidsige mod huden.

Planter og medicin kan fremme skoldning

Visse planter og nogle typer medicin til heste kan fremme solskoldninger. Det lyder underligt, men det er fordi, der sker en kemisk reaktion, så huden bliver endnu mere sart over for sollyset. Det betyder, at ganske almindeligt dagslys faktisk kan forårsage skader på hestens mule. Hvis hesten har været i kontakt med en giftig plante, eller hvis den har fået en bestemt type medicin, er det derfor også nødvendigt at benytte sin førstehjælpskasse. Også selvom solen ikke er til at finde på himlen.

Læs også: Er din hest fotosensibel?